Dyreinternatet
Noget jeg ikke har skrevet så meget om fra min barndom, er dyreinternatet, som lå cirka tre kilometer fra hvor jeg boede i Danmark. Jeg havde en klassekammerat, der ejede en schnauzer, som havde en særlig evne til at løbe hjemmefra. En dag skulle hun hente ham på internatet, efter politiet havde indleveret ham. Hun syntes, det var lidt pinligt, og spurgte, om jeg ville tage med. For mig lød det bare spændende – det var jo ikke min hund, der havde været ulydig – så jeg tog gerne med.
Foran internatet stod der høje mure og en kæmpestor jerndør, som man skulle igennem. Man ringede på en klokke for at melde sin ankomst, og så snart den ringede, begyndte alle hundene derinde at gø. At komme uanmeldt var altså helt udelukket. Enten kom en praktikant og åbnede døren, eller også var det Jönsson selv.
Jönsson var en stor og ret kraftig mand, der virkede enorm første gang, man så ham. Han havde kun få tænder tilbage, og mellem dem holdt han altid en halvt sønderbidt cigarstump. Ofte havde han skægstubbe, og nogle gange løb der en dråbe spyt, når han forsøgte at tale, mens han holdt fast på cigaren. Vi var kun 13–14 år gamle, så det var lidt skræmmende første gang. Men han var venlig over for os, og da jeg altid har været nysgerrig, begyndte jeg straks at stille spørgsmål. Jeg havde elsket dyr hele mit liv, så et sted som dette føltes som en drøm.
På den tid var der omkring 20 hundebokse til herreløse hunde, cirka 30 katte, høns, kaniner og ikke mindst to heste: en shetlandspony ved navn Claus og en broget pony på omkring 140 cm ved navn Prins. Bag bygningen lå der en lille ridebane ved siden af to store hundegårde, hvor der boede en sankt bernhard i den ene og en newfoundlænder i den anden.
Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at spørge, om jeg måtte komme og hjælpe til. Jeg arbejdede gerne gratis for bare at få lov til at være der – og jeg fik lov. Jeg gik ture med hundene, trøstede de nyankomne, nussede med kattene og fik lov til at passe og ride hestene.
Ifølge ham selv havde Jönsson engang været berider. Han havde i hvert fald redet meget, og det havde han billedbeviser på fra sine yngre dage. Han morede sig med at lære os piger at ride. Senere i livet begyndte jeg dog at sætte spørgsmålstegn ved nogle af hans metoder. Vi red uden sadel, hvilket i sig selv er fint, men for at blive siddende skulle vi klemme med knæene. Vi fik en ridepisk under hvert knæ og skulle holde dem dér hele ridetimen. Lårmuskler fik vi i hvert fald! Det tog mig mange år at vænne mig af med det igen. Til gengæld var han meget streng med vores holdning. Vi skulle være ranke i ryggen og gå med en bog på hovedet for at blive “stolte” i sadlen. Det lærte jeg meget af.
Det, der især prægede internatet, var dog ånden dér: Man skulle være god mod dyrene. Ingen vidste, hvilken baggrund de kom fra, og det har jeg taget med mig hele livet. Man gjorde sit bedste, og dyrene fik rigtig mad – ikke tørfoder. Internatet havde aftaler med et bageri, en fiskehandler og en slagter, så alle deres rester blev sendt til internatet. Kattene fik friskkogt fisk, og hundene fik rugbrød, kartofler og kød blandet sammen, og så blev suppen fra kødet hældt over. Hundene elskede det. Jeg kunne godt lide at hakke kartoflerne, som blev kogt i en kæmpegryde og mast med en lang stav med et hakkejern på.
I køkkenet, hvor maden til dyrene blev lavet, stod der også borde og stole, hvor vi drak te om eftermiddagen. Om formiddagen var køkkenet helt fyldt med damp fra alle de kogende gryder. Lugten af fisk og kød var måske ikke den mest behagelige, men man vænnede sig til det. Om eftermiddagen var luften bedre, og så drak vi te og spiste wienerbrød. Jönsson købte næsten altid wienerbrød, og efter en lang dag derude var vi altid sultne. Nogle gange tænker jeg på, om alle hans penge gik til wienerbrød – vi var ofte mange piger der. Når han handlede, kørte han på sin gamle knallert med en kasse bagpå, hvor wienerbrødet kunne ligge.
Jeg var der flere gange om ugen og cyklede frem og tilbage. Jeg må have haft en fantastisk kondition – cyklede, red, gik med flere hunde hver dag og hjalp til i køkkenet.
Et års tid efter, at jeg var begyndt der, døde Prins af kolik, og Claus blev alene tilbage. En dag ringede Jönsson til mig og sagde, at jeg straks skulle komme ud til internatet. Han plejede aldrig at ringe, så jeg vidste, at der var sket noget godt. Jeg tog min brors knallert og kørte derud, selvom jeg kun var 14. Jeg skulle blive 15 om nogle uger, så det var nok ikke så alvorligt – og det var vigtigt, at jeg kom hurtigt.
Og ganske rigtigt – Jönsson havde købt en ny hest: en rød vallak med blis. Han blev “min”, så længe jeg var på internatet, som Jönsson sagde. Jeg måtte ikke tage ham med hjem, men det var mig, der bestemte over ham. Jeg kaldte ham Ali Baba, og han blev mit et og alt. Han var ikke redet til, så jeg red ham til, kørte ham til og lærte ham en masse tricks. Jeg kunne få ham til at stejle og bukke på kommando.
To år senere døde Jönsson, og jeg var skrækslagen for, hvad der ville ske med Ali. Jönssons bror arvede alt, også hesten, som havde været hans private ejendom. Heldigvis havde han hørt, at hesten var “min”, så han gav ham til mig. Det var svært at holde tårerne tilbage. Jeg måtte beholde ham på internatet et stykke tid, indtil jeg fandt et andet sted at have ham.
Min tid på internatet sluttede, da den nye forstander, fru Sørensen, overtog. Hun brød sig ikke om piger, og én efter én blev vi smidt ud. Jeg fandt et sted til Ali, og internatet fortsatte, det er nu 54 år siden– det eksisterer faktisk stadig i dag, selvom det drives på en helt anden måde.
På billedet ser du Jönsson og Prins!
