Gratis arbejde – praktik – slavearbejde?
I sidste uge skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg reflekterede over, om det stadig er muligt som virksomhedsejer at tage praktikanter. Det skabte mange reaktioner – præcis som jeg havde håbet. Det er altid interessant at høre forskellige perspektiver, og man behøver ikke at være enige for at kunne have en meningsfuld samtale.
Jeg forstår, at nogle mennesker har følt sig udnyttet. Der findes brodne kar overalt – både blandt virksomhedsejere og blandt ansatte eller praktikanter. Emnet virker til at være et ømt punkt, og selvom jeg flere gange er blevet kaldt slavepisker, ønsker jeg stadig at reflektere videre over det.
Jeg kan godt forstå, at medierne ofte skruer op for fortællinger om unge piger, der bliver udnyttet til hårdt fysisk arbejde, mens chefen sidder og ser på, og hvor alt skal være ”hvidt”, så skattemyndighederne er tilfredse. Samtidig har jeg også haft unge mænd i praktik – helt fantastiske – men af en eller anden grund handler debatten næsten altid om de “stakkels piger”.
Jeg forsøger ikke at ændre mening hos dem, der allerede har besluttet sig. Det ønsker jeg heller ikke. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over én ting: Hvornår blev det normalt at kræve penge som det allerførste, før man overhovedet har bidraget med noget? Har vi aldrig gjort noget gratis? Har vi aldrig mærket den vidunderlige følelse, det er at give?
Min egen barndom og ungdom handlede i høj grad om at hjælpe til. Hvis man fik noget igen, var man dybt taknemmelig. Jeg brugte al min fritid på et dyreinternat, hvor jeg hjalp til hele dagen – vi fodrede hundene, lavede deres mad, gik ture med dem og gjorde boksene rene. Det faldt mig aldrig ind at spørge efter penge. Havde nogen sagt, at jeg burde få løn, ville jeg have syntes, de var helt ude i hampen.
I sommerferierne hjalp jeg landmænd med at muge ud i staldene. Der var intet mere glædeligt end at overraske bonden, når han kom ud og så, at stalden allerede var ren. Og så fik man selvfølgelig lov til at klappe dyrene, mens man arbejdede. Ingen penge dér heller – men en lykkefølelse, som jeg stadig bærer med mig i dag.
Min livsfilosofi har altid været: giv før du tager. Jeg lever stadig efter det princip. Når man gør det lille ekstra for andre, bliver man husket, og gode relationer opstår helt naturligt.
I dag laver jeg en podcast, hvor jeg interviewer mennesker fra hele verden, som har gjort noget godt for hestene. Jeg tjener ikke én krone på det. Jeg har lavet et minikursus for ryttere med ridangst, som er helt gratis. Jeg skriver blog her næsten hver mandag – også helt gratis – for at inspirere og glæde jer. Jeg gør det, fordi jeg har lyst, og fordi det gør mig glad i hjertet at kunne hjælpe andre videre.
Føler jeg mig udnyttet? Nej. For det er mit eget valg.
Til dem, der kalder mig slavepisker eller et forfærdeligt menneske, fordi jeg har haft praktikanter: Har I overvejet, at praktikanterne måske også fik noget værdifuldt ud af det? Følelsen af at være nyttig, set og værdsat. Muligheden for at være sammen med dyr, som de måske ellers aldrig ville have haft adgang til. At møde ligesindede, der deler passionen for dyrene. Måske endda at komme væk fra usunde miljøer, som kunne have ødelagt deres fremtid. Disse værdier forsvinder, når alt kun handler om penge.
Alternativet kan i nogle tilfælde være at sidde derhjemme, være arbejdsløs og give samfundet skylden for, at ingen vil ansætte én – samtidig med at man kræver betaling, før man overhovedet har vist, hvem man er. Jeg har aldrig tvunget nogen til at være praktikant hos mig. Alle har selv valgt det.
Mine børn er opdraget til at hjælpe til og støtte andre, når der er brug for det – uden straks at række hånden frem. De klarer sig godt i livet, og jeg håber inderligt, at kommende generationer også kan se værdien i at hjælpe andre uden at forlange betaling.
Det er ikke slavearbejde. Det er et valg. Og det valg siger noget om, hvilken slags menneske man vælger at være.
