Axells Mercedes
Tænk, at der er gået 20 år – ja faktisk mere end det, for hun blev planlagt året før. Det var det smukke hoppeføl Makia, som jeg havde købt i Polen, der blev bedækket med min hingst Mackay.
Hendes fødsel blev dramatisk – som det så ofte kan ske med hopper. Man kan holde vagt i timevis, og så går man ind for at få en kop kaffe i fem minutter … og når man kommer ud igen, er føllet allerede født. Det var næsten sådan, det gik.
Vi havde holdt øje med Makia hele tiden, mens hun gik ude. Vi skulle bare lige ordne nogle ting, før hestene skulle ind i boksene for natten. Da vi kom ud igen, var Makia allerede i gang med at fole – midt ude i flokken. Vi havde ellers forestillet os en rolig og tryg foling inde i boksen, men Makia ville det anderledes.
Det var svært at holde de andre heste væk. De var både nysgerrige og ville tæt på. Men ud kom hun – Mercedes – og selve folingen gik godt. Nu gjaldt det om at få dem ind, før der kunne ske noget. Jens måtte bære Mercedes ind i boksen. Hun var utrolig stor, og man lærer jo ikke at stå på benene på et øjeblik. Makia blev urolig over al postyret, men til sidst fik vi dem på plads.
Mercedes kom efterhånden op at stå og suttede fint. Alligevel kunne jeg mærke, at noget ikke helt var, som det skulle være. Jeg ringede til vores trofaste dyrlæge, Bengt Anders Cato, og han kom med det samme. Sammen med en anden dyrlæge konstaterede han, at hun havde fået mavesår – sandsynligvis på grund af stress – og hun skulle have behandling med det samme.
Hun skulle have medicin hver tredje time. Hanna Einebrant, som var praktikant hos os dengang, meldte sig frivilligt, og Johan Axell, som samarbejdede med os, hjalp også til. Vi skiftedes – og det gik godt. Mercedes blev rask. Og fordi hun fra starten blev håndteret og passet så meget, blev hun en helt særlig hest.
Som treårig blev hun udlånt til et ridegymnasium, hvor eleverne skulle lære at håndtere og tilride en unghest. Det blev en win-win-situation. Mercedes blev redet til, og eleverne elskede hende for hendes blide væsen og store vilje til at lære.
Hun blev mor til flere føl – altid store og fine føl – og hun var en god og omsorgsfuld mor.
Samtidig var hun altid følsom i maven og ikke nem at holde i godt huld. For nogle år siden mistede hun flere tænder, hvilket gjorde det endnu sværere for hende at spise hø ordentligt.
I vinter fik hun igen problemer med maven og tabte sig. Jeg syntes ellers, at jeg havde styr på det. Hendes gødning blev fin og fast igen, og hun virkede mere frisk. Det føltes, som om vi var på rette vej.
Så for nogle uger siden begyndte hun pludselig at gå ud af folden om natten. Vi satte mere strøm på hegnet og forstærkede det, men hun fandt alligevel steder, hvor hun kunne komme ud. Hun gik ikke langt – bare et stykke fra hegnet og kaldte på de andre. Den fjerde nat havde vi så meget strøm på, at hun blev inde.
Jeg stod tidligt op og gav hende morgenmad. Intet virkede unormalt. Senere kom Jens ind og sagde, at de to vallakker gik alene igen – han kunne ikke se Mercedes. Da jeg kom derop, lå hun i løsdriften.
Jeg tænkte, at hun måske bare var træt efter de urolige nætter og lod hende ligge lidt. Næste gang jeg kom, vrinskede hun højt. Der forstod jeg, at noget var galt.
Hun var klar og vågen i blikket. Jeg gav hende mad og vand, og vi prøvede at hjælpe hende op. Men hun hjalp ikke selv til. Vi blev enige om at give hende natten og se, om hvile ville hjælpe. Jeg plukkede frisk græs til hende, som hun spiste med god appetit.
Næste morgen kunne jeg se, at det var blevet værre. Hun ville stadig gerne spise og drikke, men jeg ringede til dyrlægen og bad ham komme så hurtigt som muligt. Han kunne først komme om eftermiddagen.
Klokken tolv var hun død.
At stå og se hendes dødskramper uden at kunne gøre noget var ubærligt.
Bagefter er der kun stilheden. Tårerne. Og tankerne om, om man kunne have gjort noget anderledes.
Og så den følelse, som giver dårlig samvittighed – lettelsen.
Lettelsen over, at det ikke var mig, der skulle tage beslutningen.
Lettelsen over, at hun altid havde været skrøbelig og krævet specialfoder.
Lettelsen over at slippe for bekymringen om hendes huld. Jeg har altid været omhyggelig med, at mine heste fik rigeligt med foder, men hun så ofte tynd ud. Når der var masser af græs, så hun normal ud – ellers bar jeg på følelsen af, at andre måske troede, jeg ikke passede hende ordentligt.
Jeg lærer andre, at man kan krølle sin dårlige samvittighed sammen og smide den i skraldespanden.
Ja … det rammer også mig.
Mercedes var mit sidste avlshoppe. Nu er kun Maersk tilbage, 19 år gammel – min sidste opdræt efter Mackay.
Det mærkes dybt indeni, at 40 år med avl er forbi. At næsten alle er væk nu. At have viet et helt liv til at avle smukke heste – og at de ikke længere er her.
Det er tomt, når jeg går ud for at fodre. Ingen der hilser. Vallakkerne er slet ikke så snakkesalige som hun var. Hun så mig altid på lang afstand og vrinskede.
Mercedes …
dine blå øjne er nu lukket for altid. 💙
