I sidste uge skrev jeg om passet, der forsvandt på en hingst, jeg havde sendt til salg. Det er en af grundene til, at jeg altid er forsigtig med at udlevere hestepassene. Men historien, jeg vil fortælle nu, er faktisk endnu værre – og den var tæt på at koste mig en hel hest.
Jeg har formidlet heste i mange år, selvom det er længe siden, jeg stoppede med egentlig salg. Gennem tiden har jeg haft mange praktikanter og ansatte. De fleste har været fantastiske, og flere af dem har jeg stadig kontakt med i dag. Men som mange ved, dukker der indimellem personer op, som man helst ville have undgået.
Denne historie handler om en pige, der arbejdede hos mig. Hun var arbejdsom, god til at ride og vise heste frem, og mens hun var i min stald, fungerede samarbejdet fint. Jeg begyndte at give hende tillid og ansvar. Til sidst ville hun starte selv og sælge heste for mig i sin egen stald. Det lød som en god idé, så hun fik selv lov at vælge, hvilke heste hun ville tage med sig til salg.
En af hestene var en meget flot, stor vallak, som jeg havde fået direkte fra opdrætteren. Han var veluddannet og flink, men lidt for meget hest for en uerfaren rytter. Han kunne lave ordentlige bukkespring i træningen og krævede en frygtløs og rutineret konkurrencerytter – absolut ikke en ”tantehest” til skovture.
Da jeg er forsigtig, fik hun passet med (som reglerne kræver skal følge hesten), men jeg beholdt ejerbeviset. Hun mente også, det burde følge med, men jeg stod fast på, at det først skulle udleveres, når hesten faktisk var solgt, og pengene betalt.
Efter nogen tid fik jeg pludselig en mail fra en dame, som fortalte, at hun havde købt hesten – som netop en ”tantehest”. Desværre var hun allerede blevet smidt af og havde brækket hoften. Hun havde forsøgt at få kontakt med pigen, der havde solgt hesten, men fik intet svar, så hun kontaktede mig. Da jeg forklarede situationen, blev hun både chokeret og overrasket – for hun havde allerede fået et nyt ejerbevis fra SWB!
Det viste sig, at pigen havde sendt en kontrakt ind og krævet et nyt ejerbevis, selvom hun aldrig havde stået som ejer. Og SWB havde godkendt det – uden nogen videre kontrol.
Jeg kontaktede straks SWB og spurgte, hvordan det kunne være muligt. Jeg sad jo med originalet i hånden – hvordan kunne de udstede et nyt ejerbevis på en hest, som en anden havde solgt og beholdt pengene for? De havde intet svar på det, men sagde, at de ikke kunne gøre noget, og at de ville kontakte deres jurist. Da de havde talt med ham, var svaret: de var ikke ansvarlige for noget.
Så jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvad er et ejerbevis egentlig værd? Vi som hesteejere er forpligtede til at følge reglerne – passet skal følge hesten, vi skal anmelde ejerskifte, ellers risikerer vi bøder. Men SWB kan altså bare udstede nye ejerbeviser, lidt som de vil, uden at tage ansvar?
Og ja, nu ved I dette: det er skræmmende let at blive ”hesteejer”. Lån en hest, kræv passet – og bestil derefter et nyt ejerbevis. Pludselig står du som ejer på papiret.
Hvordan gik det så med vallakken? Damen ville returnere hesten, da hun havde købt ham under helt forkerte forudsætninger. Hun lykkedes til sidst med at presse pigen til at betale pengene tilbage. Hesten kom hjem igen, og jeg lavede en aftale med en hestehandler, jeg kendte, som hentede ham hos hende.
Så nu forstår I måske, hvorfor jeg ikke udleverer passet, før hesten er solgt – og jeg har fået betaling.
Billedet er kun for opmærksomhed – det er ikke vallakken!
