Karma!
I mit seneste blogindlæg skrev jeg om, hvordan det føles, når folk kigger på én fra tilskuerpladserne, mens man rider. Efter at have udgivet det, fik jeg en besked fra en person, der fortalte noget ret trist: På deres rideskole stod der nogle gange folk på sidelinjen og filmede ryttere – for derefter at dele klippene i en gruppechat, hvor de gjorde grin med dem.
Jeg svarede, at man skal tænke sig om – for der findes noget, der hedder karma.
Det fik mig til at tænke tilbage på min skoletid. Det har ikke så meget med heste at gøre, men vi bærer alle på oplevelser, som former os til dem, vi er.
Jeg blev mobbet i skolen – fra 3. til 6. klasse. Tre af klassens “ledere” valgte mig som et let offer, af forskellige grunde. Jeg havde briller, jeg elskede heste, og jeg boede i et “pænt” hus med have.
De hed Linda, Lone og Marianne. Jeg ønskede ofte, at jeg kunne være som dem – frygtløs, højtråbende og selvsikre. De kunne gøre, hvad de ville. Jeg blev mobbet for alt. Hvis jeg havde fået en ny kjole, som jeg var stolt af, så blev den kaldt grim og umoderne. En gang havde jeg et lille tøjdyr med – de tog det og spillede bold med det, indtil det gik i stykker. Jeg var genert og sagde ikke meget.
Det stod på indtil 6. klasse. Så startede en ny pige i klassen – hun elskede også heste, og jeg kendte hende fra rideskolen. Jeg tog mig af hende, og vi blev bedste veninder. Det er vi stadig – efter et helt liv med både op- og nedture.
Hvad lærte jeg af det?
At jeg aldrig vil behandle andre, som jeg selv blev behandlet. Jeg ved, hvor ondt det gør, og hvor alene man kan føle sig. Derfor har jeg altid forsøgt at være venlig, lytte og være der for andre.
Senere i livet begyndte jeg at forstå, hvorfor de tre piger gik efter mig. Min mor sagde altid, at det var, fordi de var misundelige. Jeg forstod det ikke som barn – hvad kunne de være misundelige på hos mig?
Men med årene begyndte det at give mening. Den ene pige havde en talemæssig udfordring, den anden havde ordblindhed, og den tredje kom fra et dårligt hjem. Dengang var det normalt at invitere hele klassen hjem til fødselsdag – men ingen af dem havde nogensinde fødselsdag derhjemme. Man kan jo godt gætte hvorfor.
Angreb er nogle gange det eneste forsvar, en person føler, de har. Men sandheden er: mennesker, der har det godt og er trygge i sig selv, har ingen grund til at nedgøre andre.
Så hvis du er den, der bliver mobbet – så prøv at huske, at mobberen ofte ikke har det godt indeni. De har behov for at trykke andre ned for selv at føle sig stærke.
Og når den, der bliver mobbet, ikke længere reagerer, mister mobberen hurtigt interessen. Hvis de ikke får en reaktion, mister de magten.
Jeg håber, at dette kan hjælpe nogen derude – måske én der bliver mobbet, måske én der mobber – til at forstå, hvad det egentlig handler om. At se sig selv gennem andres øjne. Og vælge en bedre vej.
