Med SWB i Polen! Del 1
Man ser nogle gange jokes på Facebook om, at der ikke fandtes internater, da vi var børn – så der findes ingen beviser for alle de skarnsstreger, vi lavede dengang.
Hmm… jeg havde faktisk et kamera og brugte det flittigt, selvom det var dyrt at fremkalde billeder. Men jeg syntes, det var det hele værd – og det fortryder jeg bestemt ikke i dag. Så ja, vi kunne sagtens være frække, selv uden mobiltelefoner til at filme det hele med!
Historien, jeg vil fortælle nu, involverer en del prominente personer fra ridesporten dengang. Mange af dem er desværre ikke iblandt os længere, men jeg håber, at deres børn og børnebørn kan få sig et godt grin – og ikke skamme sig over, at man også havde det sjovt dengang.
Jeg kan ikke huske alle navnene, men jeg husker deres ansigter og deres smittende humør – det er dét, der gør, at jeg stadig i dag husker denne tur som den bedste, jeg nogensinde har været med på.
Jeg husker, da Gullvi Borsits spurgte, om jeg ville med på en rejse for at se på heste. Hun arrangerede flere ture med SWB og lagde utroligt meget tid og arbejde i det. Jeg var ikke i tvivl – jeg ville rigtig gerne med! Men havde jeg råd?
Jeg boede alene på min gård i Mörrum og havde ikke meget at gøre godt med som sadelmager. Gullvi overbeviste mig om, at det ikke ville blive dyrt – dengang var Polen nemlig virkelig billigt.
Jeg fik arrangeret, at nogen kunne passe gården, mens jeg var væk – for allerede dengang havde jeg hund, kat, høns og heste. Jeg vidste ikke, hvem der ellers skulle med, udover at det var folk fra SWB – så det kunne jo være hvem som helst.
Jeg kørte til Gullvi, for bussen skulle køre forbi Vinslöv, og vi var blandt de første, der steg på. Jeg var glad for, at Lollo også skulle med – hende kendte jeg lidt, og vi var nogenlunde jævnaldrende. Det var en stor fordel, for jeg blev lidt bekymret, da jeg så, hvem der ellers kom ind i bussen.
Lollo og jeg så på hinanden – vi var ikke helt tilfredse. Vi var enige om, at plejehjemmet måtte være brændt, så mange ældre mennesker som der var med. “Pensionisttur,” sukkede jeg. Nå ja, vi skulle jo se på heste – det skulle nok blive godt alligevel.
Og dét blev det!
De såkaldte pensionister havde ingen hæmninger – de var simpelthen for gamle til at bekymre sig om, hvad andre tænkte. De skiftedes til at tage mikrofonen og fortælle om deres stutterier, hingste og en masse spændende ting om heste.
Og når de ikke havde mere at sige? Så fortalte de frække vittigheder – vi grinede, så tårerne trillede.
Den første dag gik med bustur og færge. Jeg var glad for, at jeg havde taget søsygepiller med, for det gyngede godt.
Da vi ankom til det første hotel, spiste vi middag sammen, og det var rigtig fint. Så foreslog én, at vi skulle præsentere os én efter én.
Jeg gik i total panik indvendigt – jeg var ret genert dengang (det går heldigvis over med alderen!) – og jeg tænkte kun på, hvad jeg selv skulle sige, så jeg hørte ikke halvdelen af de andres præsentationer. Vi var omkring 50 personer.
Da det blev min tur, fik jeg stammende sagt, at jeg var sadelmager, boede i Mörrum og havde en gul hingst efter Gullvis Pegasus.
Efter middagen gik vi i baren for at få en drink, og jeg skyndte mig at købe en for at dulme nerverne lidt.
Så kom der en mand hen og begyndte at snakke med mig.
“Nå,” sagde han, “så du bor i Blekinge?”
Det kunne jeg jo ikke benægte.
“Hvordan går det med…” – jeg kan ikke huske navnet – men det var én af hingsteholderne i Blekinge dengang.
Jeg sagde, at jeg ikke kendte ham så godt, men det var lidt synd, at han havde den forkerte hingst.
“Nå da,” sagde manden. “Hvad mener du med det?”
“Jo,” sagde jeg, “der er måske ikke noget galt med selve hingsten, men han passer ikke til hopperne i Blekinge. Afkommene har ingen bevægelse, ingen udstråling, de bliver pony-små og alle sammen mørkebrune.”
Han så på mig, forvirret, og sagde:
“Nå, men vi sendte ham jo en anden hingst, som han ikke ville have. Så han bad om at få Neapel tilbage – den kunne han håndtere!”
Jeg fik ikke luft – vi sendte? Hvem var den mand?
Det viste sig at være Gunnar Henriksson, én af cheferne på Flyinge dengang.
Han kiggede på mig og kunne godt se, at jeg var bange for, at jeg havde sagt for meget.
“Det er godt at vide,” sagde han. “Ingen andre tør sige sådan noget til os – så tak!”
Vi blev rigtig gode venner og talte meget om heste under resten af turen.
Senere skulle vi finde vores værelser. Vores guide var meget venlig og tilbød at bære vores tasker. Jeg kom gående med min og sagde, at det var pænt af ham.
Jeg rakte ham min kuffert – og den sank direkte ned i gulvet. Han så helt chokeret ud og spurgte:
“What are you carrying… machine guns?!”
Jeg var stærk dengang og havde nok ikke tænkt over, hvor tung den egentlig var. Og ja… der var måske sneget sig en flaske eller to med vodka ned i tasken under færgeturen 🙂
Vi kørte i en rigtig flot bus – næsten ny og med alle faciliteter. Men de polske veje var ikke i samme stand, så vi tilbragte mange timer på landevejen.
Den stakkels chauffør havde svært ved at finde nogle af stederne – der fandtes jo ingen GPS dengang, og mange af stutterierne lå langt ude på landet.
Én gang var vi ved at måtte vende om – træerne voksede så tæt ind over vejen, at den store bus knap kunne komme frem. Men det lykkedes.
Vi fik oplevet nogle helt fantastiske stutterier. Personalet havde gjort alt for, at vi, der kom så langvejsfra, skulle få en god oplevelse. De viste hingste frem, spændte heste for vogne og lavede opvisninger.
Det var lidt synd, at vi nogle gange kom så sent frem, at det var mørkt – det gjorde det svært at tage billeder. Men jeg fik heldigvis taget nogle.
Polakkerne var utroligt venlige, og alle ville servere deres bedste ret – schnitzel. Jeg elsker schnitzel, men efter at have fået det fire dage i træk, begyndte jeg at længes efter knækbrød.
Det værste var, da vi havde kørt hele dagen og næsten var ved den russiske grænse. Vi kom frem kl. 22 i stedet for kl. 18, og så blev der serveret schnitzler, som havde ligget i fedt og været stegt for fire timer siden. Det kunne jeg altså ikke få ned.
Men jeg klagede ikke – jeg havde jo “ekstra proviant” (alias vodka) i kufferten. En lille snaps på tom mave har sin virkning. Pludselig var jeg ikke genert længere!
Jeg begyndte at synge og fik de andre til at synge med. Der sad nogle polakker i restauranten – de fik også en lille én, og snart begyndte de at synge polske sange. Der var fest og farver, og trætheden forsvandt.
Men indtægter giver udgifter – og jeg skulle finde et toilet. Ingen vidste, hvor det var, så jeg gik ud i hallen, hvor en sur babusjka sad og holdt vagt.
Jeg spurgte efter toilettet, og hun sagde noget på polsk. Jeg takkede og gik ned ad en trappe, til højre og så til venstre – og der var toilettet.
Mens jeg sad der, tænkte jeg: Det var ikke så tosset med en lille én – nu forstod jeg pludselig polsk!
En af dagene var vi på galopbanen. Det var arabere, der løb – og de var hurtige!
Man måtte godt spille, men der var loft over, hvor meget man måtte satse. Jeg satsede det maksimale på en arabisk hest, jeg syntes var smuk – og følte mig som en rigmand. Loftet var omkring 10 zloty.
Min hest vandt, og jeg vandt ca. 70 zloty. Jeg syntes, det var lidt ærgerligt, at man ikke måtte satse mere!
Del 2 kommer næste uge. Beklager kvaliteten på billederne men de er sat ind i album og jeg vill ikke tage dem ud, da jeg var bange for de blev ødelagt.
