🇩🇰 Med SWB i Polen – Del 2
Man følte sig virkelig som landets rigeste, da vi var i Polen. Vi fik så meget for pengene, og selvom jeg var fattig hjemme i Sverige, havde jeg råd til en masse derovre.
Det kunne også mærkes, når vi stoppede forskellige steder for at få kaffe eller noget at spise. Folk stimlede sammen omkring bussen – de havde aldrig set sådan en før. Vi fik at vide, at vi ikke måtte give dem noget, for det kunne skabe problemer.
Men én, der ikke lod sig bremse af regler, det var Walter Persson. Hvordan han bar sig ad, ved ingen, men han fik polske børn til at synge på svensk for at få bolsjer. Det var tragikomisk – men børnene var lykkelige, og Walter var ikke nærig!
Der havde vi noget til fælles. Selvom jeg ikke havde mange penge, følte jeg, at en tier var mange penge for polakkerne, så jeg gav altid drikkepenge.
Mange af de andre på turen skulle have præcis byttepenge tilbage – og det kunne jeg ikke lide. Polakkerne var så venlige og gjorde alt for, at vi skulle have det godt. Så hvorfor ikke vise lidt taknemmelighed? Alt var jo billigt alligevel.
At det kan betale sig at være generøs og tænke på andre, det oplevede Walter og jeg en aften efter middagen på et hotel. Det var blevet sent, og tjenerne sagde, at de ikke serverede længere efter et vist tidspunkt.
Men Walter spurgte: “Kan man virkelig ikke få bare lidt champagne?”
Jo, det kunne man – til ham og mig, for vi havde givet drikkepenge. Vi skålede og var helt enige: Der findes retfærdighed i verden!
Det var en uforglemmelig rejse – og jeg var træt i fjorten dage bagefter, så intens var den!
Jeg lærte så mange fantastiske mennesker at kende (selvom de var lidt ældre 😉), og chaufføren fik os trygt hjem – stor ros til ham.
Selve rejsen var fantastisk – men det stoppede ikke der. Jeg fik nogle uvurderlige kontakter, og jeg har en lille sjov historie om netop det.
Kort tid efter vi var kommet hjem, var der et arrangement på Flyinge. Jeg husker ikke præcis hvad det var, men der var fyldt med mennesker. Ridehuset var ret nyt, og der skulle være opvisning.
I den ene ende er der en gangbro, hvor man kan gå fra den ene side til den anden. Jeg gik deroppe, og kunne se ned på folk, da jeg pludselig hørte nogen råbe:
“Jamen det er jo sadelmagere’n!”
Alle hoveder vendte sig mod mig, og Gunnar Henriksson kom løbende og gav mig et kæmpe kram!
Det var virkelig hyggeligt at se ham igen – og senere hjalp han mig faktisk med en masse papirarbejde, da jeg skulle fremvise min hingst i Danmark.
En anden god kontakt jeg fik ud af rejsen, var Inge Wilhelmsson. Da vi skulle holde kåring hjemme på gården, kontaktede jeg ham og spurgte, om han ville komme som dommer til vores palomino-kåring.
Det ville han gerne – og jeg kunne stolt annoncere, at vi havde en international dommer til vores arrangement.
Walter Persson mødte jeg igen i Falsterbo, hvor han var med til at arrangere det hele. Jeg var der for at sælge fra mit sadelmageri, og vi havde en fest inden det hele gik i gang.
Gullvi Borsits har jeg stadig kontakt med – hun er lige så frisk og hyggelig som altid, selvom hun nu er over 80 år gammel.
Som jeg altid har sagt:
Det gælder om at have kontakter – man ved aldrig, hvornår man får brug for dem!
