Molle og Bertil
Jeg sidder her og tænker over, hvad jeg skal finde på at fortælle i det næste blogindlæg. Jeg har rigtig mange historier, men desværre lige så mange triste som sjove. Sådan er livet – halvt godt og halvt skidt. Har man haft så mange heste gennem livet som jeg har, så er det uundgåeligt, at der også er flere triste historier imellem. Dem har jeg ikke rigtig lyst til at skrive om, men jeg tager mig selv i at få flashbacks, når jeg sidder og tænker tilbage. Billeder i mit indre, som jeg gerne ville slette og glemme. Derfor vælger jeg at skrive om de sjove ting i stedet – og hvis man fokuserer på dem, så ryger de grimme billeder i det mindste i baggrunden.
I dag vælger jeg at fortælle en historie om Bertil og Molle – en historie, der godt kunne være endt trist, men heldigvis fik en sjov afslutning.
Dengang boede jeg i Björkefall, i et hus jeg lejede langt ude i skoven. Jeg hentede vand i en brønd, og der var ikke noget afløb, så når jeg vaskede mig, måtte jeg gå ud og hælde det beskidte vand væk. Det gik nogenlunde om sommeren, men om vinteren var det ikke særlig sjovt. Jeg havde også et das ude. Der skulle hives meget vand op fra brønden, for jeg havde tre heste og en hund. Nærmeste beboede nabogård var Bertils – fem kilometer væk. I den anden retning var der “kun” et par kilometer til levende mennesker, og ni kilometer til byen.
Mine venner spurgte tit, om jeg ikke var bange for at bo alene, men det rørte mig ikke – jeg havde det godt. Det var bare lidt svært for mine kunder at finde hen til mig 🙂
Bertil var altid hjælpsom og ordnede mange ting for mig. Når han skulle afsted, og det var inden for rimelig afstand, kørte han altid med sin hest. Han foretrak at køre med hesten frem for bilen.
En dag kom Bertil med foder til mine heste, og det var Molle, der trak vognen. Molle var en stor, sort nordsvensk hest – meget venlig og arbejdsvillig. Bertil brugte ham tit i skoven, og Molle adlød det mindste vink.
Jeg var selvfølgelig glad for hjælpen og spurgte, om ikke Bertil ville have en kop kaffe. Det var sjældent, Bertil sagde nej til kaffe, så han takkede glad ja. Han spændte Molle fra vognen, hang tømmerne op over vogndækkenet og lod Molle gå og græsse. Jeg var lidt bekymret og spurgte, om han ikke skulle lukke ham ind i folden eller stalden.
– Nææ, sagde Bertil, Molle går aldrig nogen steder!
Men da vi kom ud efter kaffen, var der tomt. Ingen Molle! Vi ledte lidt, men han var væk. Så så vi hovsporene på grusvejen og konstaterede, at Molle nok havde syntes, det var tid til at tage hjem.
Vi hoppede ind i min lille bil – en Fiat 124 – og kørte i retning mod Bertils gård. Vi nåede at indhente Molle cirka halvvejs hjem, hvilket jo var et godt stykke. Bertil sprang ud og fik fat i ham. Nu var han jo nødt til at gå hele vejen tilbage med Molle, fordi vognen stod hjemme hos mig.
Jeg syntes det var synd for ham at skulle gå den lange vej, så jeg foreslog, at han kunne sætte sig i bilen og rulle vinduet ned – så kunne han “køre” Molle foran bilen og på den måde slippe for at gå. Som sagt, så gjort – og Bertil og jeg grinede hele vejen tilbage, både over at han havde stolet så meget på Molle, og over den lidt skøre situation han nu befandt sig i – siddende i bilen og “kørende” en hest.
Vi kom godt hjem med både hest og bil, og Bertil kunne spænde for og trave hjem. Molle fik sig en god omgang motion – men det var jo lidt selvvalgt 🙂
