Praktikanter – findes de stadig?
Da jeg arbejdede med handel med heste, fandtes der et meget velfungerende system for praktikanter. Man kunne tage imod elever fra landbrugsskoler, men også private personer, som af forskellige grunde havde svært ved at få arbejde. Ofte gav kommunen en form for økonomisk støtte, og praktikanten arbejdede uden løn.
Når jeg skriver “gratis”, er det helt bevidst – for det var på ingen måde gratis at have praktikanter. De fik tre måltider om dagen, adgang til eget værelse, og nogle gange havde de endda deres egen hest med. Det indebar ansvar, tid og udgifter.
Jeg er fuldt ud klar over, at der gennem årene har været meget debat om “gratis arbejdskraft”, især når det gælder unge hestepiger, som angiveligt har arbejdet hårdt uden betaling. Det er et følsomt emne, og grunden til, at jeg tager det op nu, er, at jeg har været ude af branchen i mange år.
I min verden har det altid været en win-win-situation, når man fandt den rette praktikant. Praktikanten fik kost og logi, men frem for alt et realistisk indblik i, hvad det faktisk vil sige at arbejde med heste. Jeg har aldrig krævet mere af en praktikant, end hvad jeg selv ville have kunnet klare i samme alder. Arbejdsdagen begyndte klokken otte om morgenen, der var rigeligt med pauser, og de behøvede aldrig at tænke på mad – den blev serveret tre gange dagligt i rigelige mængder.
De, som havde lyst, fik mulighed for at ride, og praktikanterne blev betragtet som en del af familien. De var med til at fejre midsommer og andre højtider, og jeg har stadig god kontakt med mange af dem i dag. Jeg havde også praktikanter fra landbrugsskoler og hestegymnasier, hvilket var både sjovt og lærerigt.
I mine sidste år i virksomheden begyndte kommunerne gradvist at afvikle praktikordningerne. Det blev sværere at finde folk, der ville arbejde på landet, og samtidig tog debatten om “udnyttede hestepiger” fart. Pludselig følte man sig udstillet som en slavepisker, der ikke ville betale – selv om man reelt tilbød uddannelse, læring og et trygt miljø.
Sandheden er, at man ikke bliver rig af at drive hestevirksomhed. I bedste fald får man det til at løbe rundt. For mig var der ganske enkelt ikke økonomi til at ansætte personale. Det er ekstremt dyrt at have ansatte, når skatter og afgifter regnes med.
Til sidst forsøgte jeg alligevel at ansætte en person via arbejdsformidlingen, da der her var mulighed for økonomisk støtte. Hun arbejdede i fem dage. Hun slæbte fødderne efter sig og nægtede for eksempel at tørre næsen på en nyankommen hest, som havde lidt snot – “tænk hvis det er kværke!”. Hun ville ikke opholde sig blandt sådanne heste af frygt for, at de kunne smitte hendes egen.
Dette på trods af, at jeg inden ansættelsen tydeligt havde forklaret, at hestene nogle gange kom fra udlandet, og at man kunne skifte tøj mellem stalde, hvis man ønskede at være ekstra forsigtig. Det ville hun ikke acceptere. Hun kørte hjem og kom aldrig tilbage. Alligevel måtte jeg betale fuld løn for en hel måned, selv om det var hende selv, der sagde op. Oven i det spredte hun falske rygter i hele lokalområdet om, at jeg havde kværke i stalden.
Det var mildest talt ikke særligt motiverende at forsøge at ansætte igen.
Mange af dem, der i dag kræver, at unge piger skal have fuld løn, ved simpelthen ikke, hvad de taler om. De har aldrig selv drevet en virksomhed, som kun lige akkurat løb rundt. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor man skal have fuld løn, når man ikke kan noget endnu. Skal man så også have løn for at gå i skole?
Al uddannelse koster, uanset hvad man vælger at blive. Mange studerer i mange år og står tilbage med en stor gæld. Her blev der i stedet tilbudt gratis praktisk uddannelse i bytte for hjælp i stalden. Er det virkelig så forkert?
Jeg har utallige historier – både gode og dårlige – om mine praktikanter. Men grundlæggende synes jeg stadig, at idéen er god: at hjælpe hinanden, lære af hinanden og vokse sammen.
Hvad mener du?
