Rideskolerne mister elever
Jeg så for nylig en artikel om, at rideskolerne får færre og færre elever. Det gjorde mig både trist og bekymret. Jeg føler virkelig med nutidens unge, som ikke får mulighed for at opleve den spænding, det fællesskab og den empati, man lærer gennem samvær med heste.
Jeg har tidligere skrevet om mange af mine oplevelser med forskellige heste, og jeg er langt fra færdig. Der er så mange gode minder – ikke kun tiden sammen med dyrene, men også alt det, der hørte med. Planlægningen sammen med andre børn, jagten på heste, der manglede en passer. Vi cyklede, kørte på knallert eller gik lange ture til forskellige steder, bankede på dørene og spurgte, om hestene på marken havde brug for lidt omsorg. Vi lærte ydmyghed og taknemmelighed – bare det at få lov til at være sammen med hestene var stort, og endnu større hvis man også fik lov til at ride en tur.
Måske bebrejder jeg til dels vores egen generation. Det er jo os, der har opdraget vores børn, som igen får børn, der vokser op i en helt anden ånd.
Da jeg var barn, måtte man klare det meste selv. Der var ingen forældre, der curlende os eller kørte os rundt. Ville vi noget, måtte vi selv finde ud af det. Det lærte os at tage initiativ og ansvar. Vi havde ingen mobiltelefoner, og tv-udbuddet var begrænset. Vi havde en fastnettelefon, som man indimellem brugte til ballade – især når det var mørkt, og der ikke var nogen hjemme. Man kunne ringe til et nummer, måske til en klassekammerat, man ikke kunne lide, og sige noget helt skørt som: “Det er politiet!” – eller bare fnise hysterisk i røret. Men man skulle passe på, for det var dyrt. Det kostede 25 øre at ringe op, og derefter løb taksten. Ringede man for meget, kunne far se det på regningen, og så var det ikke sjovt at være barn.
På rideskolen og på dyreinternatet var det let at få venner – ikke som i skolen, hvor mange bare drillede. Man kunne mærke på nogle, at de ikke havde noget rigtigt liv efter skoletid. Jeg var så taknemmelig for, at jeg havde alle mine dyr at være sammen med.
Dengang var rideskolerne fuldt bookede, og det var eftertragtet at være passer. Det gav status. Derfor havde rideskolerne heller ingen problemer med at få elever.
Jeg tror, at netop det at få lov til at klare sig selv og blive dygtig til noget, som forældrene ikke helt forstod, var enormt udviklende. Da jeg selv fik børn, opdagede jeg, hvor forsigtig jeg blev. Der skulle være regler og sikkerhed for alt, før de fik lov til at passe eller ride heste. Måske tog jeg lidt af deres initiativ fra dem. Ingen af mine børn rider i dag, selvom de havde deres egne ponyer. Jeg tænker ofte, at jeg måske var for pylret og overvågende.
Børn er ligesom heste – de aflæser os. Er mor nervøs for, at barnet skal ride, så bliver barnet naturligt også utrygt.
Mine forældre tænkte nok ikke så meget over risikoen. De vidste ikke meget om heste. Når jeg ser tilbage, kan jeg nogle gange tænke på, hvor galt det kunne være gået, men som barn reflekterer man ikke over den slags. Det er nok netop den bevidsthed, der senere gør, at man prøver at beskytte sine egne børn lidt for meget.
Jeg håber virkelig, at det vender, og at børn igen får mulighed for at vokse op med dyr – og især heste. Det kræver ydmyghed, respekt og forståelse at have med så stort et dyr at gøre. Lad børnene gøre deres egne erfaringer. Lad dem blive beskidte, lege i mudder og vokse op til stærke individer. Jeg tror, man får et helt andet syn på livet, hvis man ikke bliver curl’et.
Jeg ved, hvor svært det er som forælder – jeg har selv været der. Men hvis børn ikke bliver forberedt på voksenlivet, kan det gå galt på andre måder senere.
Jeg håber inderligt, at rideskolerne overlever.
Vi har brug for dem.