Se på hest i Ungarn
Jeg har en fortid som hestehandler, og jeg bor nu i Ungarn. Dengang jeg var aktiv, købte jeg mange skønne ungarske heste og tog dem med til Sverige. De ungarske heste har altid været populære, især på rideskoler, fordi de ofte er velredne og vant til håndtering.
Derfor bliver jeg ikke længere overrasket, når nogen kontakter mig og spørger, om jeg kender den ene eller den anden handler eller opdrætter her i landet. Ungarn er stort, og jeg har for det meste købt heste af private. Mange handlere har befundet sig i bestemte områder og tilhørt grupper, man ganske enkelt bør undgå, når man køber hest.
De fleste, der henvender sig til mig, får det samme råd: Køb aldrig en hest uset. Der findes mange fine heste her, men man er nødt til at rejse hertil og se dem selv. Nogle har jeg sendt videre til venner, som indimellem hjælper med at finde heste mod en lille betaling. Dem stoler jeg på, men de er vant til de “billige” heste – ikke de præstationsheste med tyske eller hollandske blodlinjer, som mange skandinaviske købere leder efter i dag. Og så melder spørgsmålet sig jo: Hvordan er sådanne heste endt i Ungarn?
For nylig blev jeg kontaktet om en hest med tysk stamtavle. Videoen og beskrivelsen viste en virkelig fin hest. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvorfor står en hest af den kvalitet i Ungarn, hvis der ikke er noget galt? Heste i den klasse bliver normalt solgt for mange penge, så man begynder naturligt at undre sig. Nogle gange skyldes det noget midlertidigt, som kan ordnes – andre gange er det en misforstået hest. Men uanset hvad, tager man en risiko. Og når der er mange penge på spil, må man selv afgøre, om risikoen er værd at tage.
Jeg har selv taget den risiko flere gange – nogle gange med held, andre gange ikke. Det vigtigste er ikke at lade følelserne tage over, og at man ikke betaler overpris. Når man først har set sin drømmehest, er det let at blive blind for detaljer, især når sælgeren har en god historie klar.
Denne gang sagde jeg ja til at tage ud og inspektere hesten. Jeg har ikke handlet i mange år, og jeg tænkte, at det kunne være interessant at se, om noget havde ændret sig. På vej derud talte jeg med min mand om, at jeg tvivlede på, at den flotte facilitet på videoen virkelig fandtes i det område – jeg havde aldrig hørt om sådan et sted.
Vi skulle møde manden ved hans hjem og derefter følge efter ham ud til stalden. Vejen var fuld af huller, og turen tog tre en halv time. Vi havde fået at vide, at de talte glimrende engelsk, men da jeg ringede en time før for at de skulle møde op, opdagede jeg hurtigt, at uden mit ungarske havde jeg nok ikke forstået en eneste sætning!
Da vi fulgte ham den sidste strækning, var alt præcis som jeg havde forestillet mig. Intet ridehus, ingen ridebane, ingen folde i sigte. Kun tre bokse med tre heste. Mændene kastede sig ind i boksen, smed grimen på og trak hesten ud igen. Denne gruppe mennesker har en helt særlig måde at hive og rykke i træktovet på. De vil have hesten til at se livlig og “stolt” ud, med halen i vejret og hovedet højt. Det har ikke ændret sig siden min tid. Jeg har ofte forsøgt at forklare, at vi skandinaver gerne vil se rolige, afbalancerede heste, men de viser dem stadig på samme måde.
Jeg gik hesten igennem, målte den og lod den lille, runde mand løbe op og ned ad gaden, mens hundene gøede og børnene skreg. Ingen rytter, ingen mulighed for at slippe hesten løs. Det overraskede mig ikke – jeg har set det mange gange før – men dengang handlede vi til helt andre priser. Heste er en ferskvare: en hest, der blev redet for tre måneder siden, vil måske ikke have en rytter nu. Hvis den har “hvilet sig rask,” kan alle småskaderne komme tilbage, så snart man begynder at bruge den igen.
Sælgerne var meget venlige og bød på kaffe og Palinka – måske håbede de, at en lille én ville løsne vores tegnebøger lidt! Heldigvis var det ikke os, der skulle købe hesten. Jeg syntes faktisk, de var rigtig fine – de kunne sagtens have fået plads i min stald alle tre.
De så lidt skuffede ud, da der ikke blev nogen handel den dag, men sådan er det. Vi kørte hjem igen, godt sultne, og fandt en dejlig restaurant, hvor vi fik en kæmpe schnitzel. Det var det perfekte punktum på en lang dag på bumlede veje. Og det bedste af alt – vores hund tilgav os med det samme, da han fik den halve schnitzel jeg ikke kunne spise, da vi kom hjem. Her får man nemlig altid maden med hjem som man ikke kan spise:)
