Sitka – En pony jeg aldrig glemmer
Endnu en vidunderlig pony, som jeg har lyst til at fortælle om – og denne gang kan jeg nævne hende ved navn. Sitka blev nemlig hos os helt til hun blev 20 år gammel. Da hun til sidst blev meget syg, måtte vi desværre lade hende få fred.
Jeg havde fået fire ponyer hjem fra Danmark – den ene sødere og bedre end den anden. De blev solgt ret hurtigt, og den sidste, der rejste, var Sitka. Hun var faktisk min favorit. Hun havde alt, hvad jeg kunne ønske mig. En maxet C-pony på otte år – lige i sin bedste alder. Alle kunne ride hende, hun sprang pænt og var en fornøjelse at ride ud på.
En rideskole ringede og ville købe hende. De boede langt væk og ønskede at købe hende uset, da ingen af dem havde tid eller lyst til at rejse og kigge på hende. De var lidt forsigtige og ville sikre sig, at jeg var til at stole på. De kontaktede mit forsikringsselskab, som igen kontaktede min beslagsmed. Han kunne uden tøven bekræfte, at jeg var fuldstændig pålidelig, og at jeg altid havde gode og rare heste og ponyer til salg.
Jeg fik 25.000 kr. for Sitka, og hun blev hentet af transportøren. Jeg må indrømme, at jeg havde en lille tåre i øjenkrogen, da hun kørte. Jeg var virkelig glad for hende. Som jeg plejer, ringede jeg senere til køberen for at høre, om hun var kommet godt frem, og om de ikke syntes, hun var en fantastisk pony.
Kvinden, jeg talte med, sagde bare, at “hun var da ok, men lidt tynd.” Sitka havde været i fin form, så jeg forstod ikke helt, hvad hun mente – og blev faktisk lidt stødt. Det var også måden, hun sagde det på, der gjorde, at jeg ikke følte mig tryg ved hende.
Der gik 3-4 måneder, og i begyndelsen af december ringede rideskolen igen. Jeg blev glad og troede, de ville fortælle, hvor glade de var for Sitka. Men det var desværre dårlige nyheder. Hun var blevet halt, og de havde taget hende til en klinik, hvor dyrlægen havde konstateret patellaluxation – en medfødt lidelse. Ifølge dem var hun i så dårlig stand, at hun nærmest burde slagtes. Dyrlægen havde endda sagt, at hun burde være blevet aflivet som føl.
Jeg blev chokeret. Sitka havde aldrig vist tegn på halthed, mens hun var hos mig. Hun var gået igennem en dyrlægekontrol og var blevet redet og sprunget uden problemer. Rideskolen mente, at hun nok havde været i hvile, før jeg fik hende, og at problemet nu var kommet igen, fordi de havde brugt hende. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen.
Jeg spurgte, hvordan hun havde det. ”Hun står bare der,” sagde de, og mente, det bedste ville være at aflive hende. Jeg ville selvfølgelig gerne have hende hjem, så jeg selv kunne se, hvordan hun havde det – men jeg havde ikke pengene til at betale hele beløbet tilbage. Jeg foreslog, at de kunne få en anden pony i stedet, men det ville de ikke – nu stolede de ikke længere på mig, og mente nok, at alle de danske ponyer var dårlige.
Jeg begyndte at undersøge, hvad patellaluxation egentlig var. Min sædvanlige dyrlæge vidste knap nok noget om det. Jeg spurgte en ven, som er dyrlæge, og hun kunne forklare lidt – men til sidst ringede jeg til min faste klinik, for nu var jeg nødt til at få vished. Jeg fik fat i en dyrlæge ved navn Dan, og han vidste præcis, hvad det handlede om. Han spurgte, hvilken race ponnien var – det vidste jeg faktisk ikke (det var før man skulle have pas på hestene) – hvor stor og hvor gammel hun var, og om hun blev redet.
Jeg fortalte det, jeg vidste, og han sagde, at det var umuligt, at hun havde patellaluxation – for så kunne man slet ikke ride på hende eller bruge hende. Det var især shetlandsponyer, der kunne få det, og de blev som regel aflivet som føl, fordi de ikke kunne bruges. Han mente, at det bedste ville være at få hende hjem, så han kunne undersøge hende.
Det tog lidt tid, for jeg talte med flere fra rideskolen, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få økonomien til at hænge sammen. Jeg spurgte, om de ville tage hende til en anden klinik, så vi kunne få en second opinion. Det ville de måske gerne – men jeg skulle selv betale for transporten, for dyrlægens tid og hele undersøgelsen.
Jeg ringede også til dyrlægen, der havde stillet diagnosen. Hun sagde, at hun aldrig havde sagt, at ponnien skulle slagtes – bare at hun ikke egnede sig som rideskolepony. Patellaluxation var meget sjældent hos heste, sagde hun – men sjovt nok havde hun haft en anden med det i sidste uge… et varmblod. Jeg begyndte virkelig at undre mig.
Til sidst ringede formanden for rideskolen og truede mig med retssag, hvis jeg ikke tog ponnien tilbage. Hun var meget ubehagelig. Jeg besluttede, at jeg var nødt til at få Sitka hjem og se med mine egne øjne, hvordan hun havde det.
Jeg skaffede 15.000 kr. og aftalte med rideskolen, at jeg ville betale resten senere. Da Sitka kom hjem med transportøren, gik hun roligt ned ad rampen og ind i stalden uden tegn på halthed. Det var en stor lettelse. Men da hun stod i boksen og jeg gik forbi, bed hun ud efter mig med vrede i øjnene – jeg har aldrig set en hest se sådan ud. Jeg følte virkelig med hende. De måtte have behandlet hende dårligt.
Et par dage senere tog jeg hende til klinikken, hvor tre dyrlæger undersøgte hende, tog røntgenbilleder, bøjede benene og tjekkede alt. Der var ikke det mindste tegn på patellaluxation. Til gengæld havde hun inflammation i kodeleddene på tre ben. Ikke mærkeligt, hun havde haft ondt, når de red hende. Jeg kan forestille mig, at hun blev brugt for meget, fordi hun var så godmodig.
Hun blev behandlet tre gange og blev helt rask. Min yngste søn, Aron, var med ude og skridte med hende – vi gik mange ture sammen. Hun holdt hurtigt op med at true os, og i stedet begyndte hun at vrinske, når vi kom ud i stalden.
Da foråret kom, smed hun vinterpelsen – og pludselig opdagede jeg, at hun var brændemærket. Jeg vidste jo, hun kom fra Danmark, så jeg begyndte at undersøge nærmere. Det viste sig, at hun var efter en palominohingst – hvad er chancen for det, når hun var rød? Men jeg havde måske mærket det på mig. Aron blev lige så forelsket i hende, som jeg var.
Som jeg sagde, blev Sitka hos os indtil hun blev 20 år gammel. Da hun blev rigtig syg, måtte vi desværre sige farvel. Et år fik hun endda et lille palominoføl, som vi solgte – i dag er han en dygtig dressurpony.
Rideskolen fik aldrig de sidste 10.000 kr. tilbage – og som Dan, dyrlægen, sagde: de burde faktisk slet ikke have haft noget retur, for de var selv skyld i hendes smerter.
Hver morgen vrinskede Sitka, når jeg kom ud i stalden, og jeg savner hende stadig. Tænk, hvis jeg dengang havde givet efter og ladet dem aflive hende. Der findes mange “dygtige” dyrlæger – men man skal aldrig stole blindt på dem.
