Det skete i weekenden!
Når man har haft heste i over 50 år, så bliver der jo både op- og nedture undervejs.
Siden vi flyttede til Ungarn for snart syv år siden, har vi boet et sted, hvor der ikke er andre heste i nærheden. Jeg savner selvfølgelig at have nogen at ride sammen med, men det har faktisk været sådan lidt af og på hele mit liv.
Jeg har tre heste tilbage:
– en hest jeg reddede fra slagtning, som desværre er kronisk halt,
– en gammel avlshoppe, som har mistet mange af sine tænder,
– og så Maersk, som jeg har redet og kørt lidt med ind imellem.
Desværre har Maersk fået noget i bagbenene (shivering), og derfor har jeg ikke haft lyst til at ride ham mere. Jeg har dog kørt ham lidt, men vognen jeg har, er stor og klodset – og det føles unødvendigt, når man bare vil ud på en lille tur med hesten. Han er desuden så stor, at det er svært at finde en sulky, der passer, uden at man næsten glider baglæns ud af den, når man spænder for!
For mange år siden købte jeg derfor en såkaldt hingstefremvisningsgigg af en god ven, som desværre ikke er blandt os længere. Han havde sat helt nye stænger på, men der var stadig en del, der skulle laves. Jeg ville have den med herned fra Sverige – både fordi jeg kunne se, at den ville blive meget brugbar, når den var færdig, og fordi den havde en følelsesmæssig værdi for mig, da jeg havde købt den af ham.
Den kom med i en container, som vi stillede hos en bekendt et stykke herfra, og derefter hentede vi tingene lidt efter lidt med trailer. Det var kun Jens og mig, og man bliver godt træt af alt det flytteri og bæreri. Da vi skulle have giggen af traileren, “tabte” vi den – og det ene hjul knækkede. Måske var det lige så godt, at det skete dér og ikke mens jeg kørte! Hjulene viste sig alligevel at være ormædte.
Derefter blev projektet sat på pause, for det koster en formue at få repareret trähjul – og der er ikke mange, der laver den slags længere. Min beslagsmed kendte dog en mand, som var specialist, så jeg kontaktede ham. Men da jeg hørte prisen for nye trähjul, var det omtrent det samme som at købe en ny vogn. Det havde jeg ikke råd til, så giggen måtte blive stående.
Efter noget tid foreslog min mand, at vi kunne høre, hvad det kostede at få jernhjul i stedet, da træarbejdet jo var det dyre. Og det viste sig at være meget billigere – 10.000 svenske kroner for nye hjul, der passede perfekt. Så i sommer blev det endelig gjort!
Derefter begyndte næste trin: at finde mine gamle seletøj frem, gøre dem rene og justere, så de passede til Maersk. Han er jo ikke nogen lille hest, så det tog lidt tid at få det hele til at sidde ordentligt. Utroligt så meget arbejde det er, bare fordi man vil have lidt sjov!
Men i lørdags skete det endelig – den første køretur!
Vejret var fantastisk, og jeg fik min mand til at hjælpe og tage billeder. Fordi det kun var en prøvetur, og jeg skulle justere tingene, tænkte jeg, at de andre heste bare kunne blive i folden. De er jo gamle og rolige, tænkte jeg…
Da vi kørte ud på marken, hørte jeg pludselig prusten og hvin bag mig – og min 24-årige, som er halt på begge forben, kom springende og bukkende forbi os i fuld fart! Maersk blev naturligvis ophidset, satte rumpen ind under sig og spændte sig helt op. Men jeg fik ham talt til ro, vendte vognen og kørte tilbage over marken.
Så kom Mercedes, med halen højt i vejret, vrinskede til Maersk som om hun sagde: “Hej, er du ny her? Du ser faktisk ret lækker ud!” – og begyndte at brunstne. Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine – hvilke nogle tossede gamle heste!
Maersk fik masser af ros for at være så rolig og fornuftig – godt jeg havde gulerødder i lommen! Han stod også pænt stille, mens jeg spændte af.
Næste gang jeg kører, tror jeg, at jeg lader de gamle blive i den anden fold! 😉
