Kategori: Ikke-kategoriseret

KAN EN HEST ÆNDRE PERSONLIGHED, NÅR DEN SKIFTER STED?

På det seneste har jeg set og hørt mange diskussioner om, hvor lang tid det kan tage for en hest at føle sig hjemme på et nyt sted, og hvor lang tid det skal tage, før man kan bruge hesten osv. Vi er alle enige om, at alle heste ikke er ens, og selvom en hest er sød på et nyt sted, betyder det ikke, at den føler sig hjemme. Jeg har diskuteret med mange, og ifølge mig skal man nok regne med cirka et år, før man kan være sikker på, at hesten føler sig tryg med sin nye ejer og sit nye sted. Jeg ved, at heste flytter meget mere end det, og at mange måske ikke er enige med mig.

Jeg har dog en lille sjov historie om at tro, man har styr på og kender sin hest. For mange år siden blev jeg ejer af en nordsvensk hingst, som jeg havde fra føl og gjorde alt med. Da han blev 2, ville jeg vise ham for at se, om han var værd at beholde som hingst, for det var jo mit ønske. Jeg havde trænet med ham, siden han var lille, og jeg havde gået og løbet med ham i kilometer for at lære ham at gå rigtigt. Jeg lærte ham at stille sig op, stå stille, flytte et ben ad gangen, og jeg vidste, hvad jeg gjorde. Jeg havde vist mange heste til premieringen og fået priser for det, så det var vigtigt for mig, at min egen viste sig fra sin bedste side. Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg ikke kunne have trænet mere og var sikker på, at visningen ville gå godt.

Da vi kom til visningspladsen og læssede ham af, var det, som om en djævel fløj i ham. Han blev helt vild! Skreg og slog med forbenene, stejlede og kastede sig fra side til side. Vi kunne knap holde ham. Jeg tænkte, jeg går lidt med ham, så han falder til ro og ser sig omkring. Han faldt ikke til ro… Til sidst måtte vi binde ham mellem to træer, og der stod han og skreg og larmede og var helt vild. Der var et godt stykke tid, til han skulle vises, og jeg tænkte, at han må jo falde til ro og blive lidt træt. Han var ikke spor trættere eller mindre vild, da jeg skulle vise ham. Han gik på bagbenene det meste af tiden, og jeg havde virkelig travlt med at forsøge at få ham til at gøre bare lidt af det, jeg havde lært ham. Det værste var, da dommeren skulle udtale sig om Kosack. Han fik meget gode karakterer på eksteriøret, men… så sagde han, at han kunne forestille sig, at ejeren måske havde trænet lidt bedre med ham hjemmefra!! Jeg var grædefærdig og helt slut.

Bagefter tog jeg ham med på mit arbejde. Jeg arbejdede på High Chaparral på det tidspunkt, så han lærte at være blandt heste, folk, damplokomotiver og meget andet, så han var from som et lam, da vi tog derfra.

Året efter viste jeg ham til kåring. Han adlød mit mindste vink, og han blev godkendt.

Mange faktorer spiller ind i en hests adfærd, og vi kan aldrig vide, hvornår de viser en anden side af den, vi er vant til. Jeg har flere historier om heste, der bliver anderledes, når de kommer til et nyt sted, og jeg har fået klager fra folk, der mente, at det ikke var den hest, de købte. Giv det god tid, og lær at kende hesten, før du begynder at eksperimentere med den 🙂

Billedet er fra kåringen da jeg fik Kosack godkendt. Det var ikke så anmindeligt dengang att en kvinde ejede en hingst!

Csarli fik nye venner!

Hele mit liv har jeg haft mange heste, ofte flere på én gang. Jeg har avlet og solgt heste, så der har altid været en flok. For nylig solgte jeg mange af dem og sørgede for, at de fandt gode hjem, og i næsten et år nu har jeg kun haft to. Det føltes tomt, og jeg talte med nogle mennesker om muligvis at få en hest mere. Tirsdag kontaktede en dame mig. Hun havde hørt fra min beslagsmed, at jeg måske havde plads til en til. De skulle til at sende en til slagtning, og de havde ondt af ham. De sendte et billede, og jeg var solgt. Alt gik så hurtigt, fordi transporten til slagteriet skulle komme samme dag, og de tilbød at bringe hesten til mig i stedet. Jeg blev informeret om, at han havde en ledbåndsskade, så han kunne ikke bruges som ridehest, og det var jeg fuldt ud klar over. Han havde ringsko og lange hove, fordi han oprindeligt skulle slagtes. Da han ankom, var det lidt kaotisk. Mine to heste, som havde været alene sammen, var ikke ligefrem klar til at lukke en ny ind, men Csarli var rolig og holdt sig på afstand. Heldigvis har jeg en meget stor løsdrift, så de stod i hver sin ende, og han kunne få lidt ro til at komme sig efter rejsen.

Det er sjovt at studere hestene og deres kommunikation. I min lille flok er det Maersk, der bestemmer, og Mercedes er “under” ham. I denne situation var det Mercedes, der skulle frem og vise Csarli, at han ikke skulle komme tæt på. Hun gjorde udfald mod ham og peb et par gange. Maersk var næsten neutral og betragtede Csarli på afstand. Nu var det Mercedes, der beskyttede Maersk mod denne brune indtrænger, og hun var på tæerne. Efter et stykke tid, da hun indså, at han ikke var farlig, blev udfaldene mindre hyppige. Da de begyndte at blive nysgerrige på hinanden, gik hun imellem, så Csarli ikke kunne snuse til Maersk.

Fredag havde jeg beslagsmeden her for at tage skoene af Csarli og trimme hans hove, og de andre ville være med. De var allerede blevet venner, selvom kontakten stadig var afmålt. I går gik de som en enhed ud på græs (jeg kigger på dem i smug), og de så ud som om, de altid havde været sammen!

Man lærer meget ved at studere hestene og lade dem gennemgå deres rutiner og ritualer i ro og mag. Mine heste står inde det meste af dagen (de har en løsdrift på 30×70 meter) og går så ud og græsser om natten, hvor bremser og fluer sover. Nu skal vi studere, hvordan Csarli går på sine ben, og vi skal prøve at trimme og justere hans hove, så han forhåbentlig kommer til at gå lidt bedre. Man bliver aldrig fuldlært med heste, og det er lige så interessant at studere dem nu som for 50 år siden 🙂

På billedet ser du Mercedes og Csarli efter 4 dage!

Studerer du også din hest/flok?

Hvad hindrer dig?

Vi er alle mennesker. At finde en undskyldning for, at det ikke blev, som man ville, er naturligt. Jeg har haft mange heste i mit liv og har lært et og andet. Jeg har også været igennem en del, og jeg er også menneske.

Nu har jeg, på grund af forskellige omstændigheder, kun to heste tilbage. Når hestene er vant til at være i flok, støtter de sig til hinanden. Jeg har kun løsdrift, så det vil sige, at hvis jeg rider ud på den ene, bliver den anden sur og løber frem og tilbage, hvilket jo påvirker den, jeg rider, så den også bliver nervøs. Ja, det er en undskyldning for ikke at ride.

Kan du ikke tage den ene som håndhest, tænker du nok her (hvilket jeg selv ville have sagt). Jeg er næsten altid alene her, ingen til at hjælpe, hvis der sker noget, og den, jeg ikke rider, er 18 år og har en meget egen vilje. Jeg ser mig selv hænge i en snor mellem de to heste. Det skal også siges, at hoppen, jeg har, ikke er redet siden hun var 4, da hun har været avlshoppe. Hun er meget sød og håndteret meget, men det tager meget lang tid at lære hende noget (endnu en undskyldning, da jeg har meget at lave).

Jeg har en ven, der elsker heste, men ikke er en meget erfaren rytter, som ønskede at ride hoppen, og det kunne blive en løsning på problemet. Så ville jeg også få en ven at ride med. Jeg vidste, at dette betød en masse arbejde, da vi måtte starte fra begyndelsen med hoppen, men hvorfor ikke. Problemet er, at jeg også skal lære min ven alt, såsom at trense, hvordan man stiger op, og hvordan man rider på en hest, der ikke er vant til det. Så vi er begyndt lidt med trensen (vi bruger bidløs, da hun har haft problemer med tænderne), hvilket hun også skulle vænne sig til, og nu har vi skridtet lidt, uden sadel. Jeg rider først, og hoppen går efter. Hun er dog den type, der stopper, når der er ting, hun ikke forstår, så vi tager det stille og roligt 🙂

Vi har nu redet et par gange og begynder at overveje at lægge sadel på hende og har prøvet en, der kan passe (jeg har en mængde liggende efter alle de heste, jeg har haft), og det tog hun også godt. Min ven er kommet tidligt om morgenen, fordi det er meget varmt her, og nu kommer der endnu et problem. Sidst vi skulle ride, var der invasion af hestebremser, og min hest blev helt tosset. Jeg forstår ham, for det kan ikke være sjovt at blive bidt af dem, og der var mange! Hoppen stillede sig bare og nægtede at gå. Nu skal vi prøve om aftenen i stedet for at se, om der er færre bremser der.

I sådanne situationer er det let at give op. Det bliver for besværligt at ride, og vores hjerne fortæller os, at det ikke er umagen værd. Men hvad siger hjertet? Jeg har redet hele mit liv og har ikke tænkt mig at stoppe nu. Man må fortælle universet, at det har valgt den forkerte person at irritere, og at jeg aldrig vil give op 🙂

Hvad forhindrer dig?

Jeg så dette i en artikel i Ridsport:

Enghøet undersøgt nærmere

Foder til heste indeholder generelt få sorter, og i de mest almindelige frøblandinger til heste findes mellem to og fem slags græsser eller bælgplanter. I Värmland har man undersøgt planter og næringsværdi i enghø, høstet på seksten forskellige enge. Prøveruter i undersøgelsens enge havde op til 33 arter af karplanter. Analyser viser, at disse planter havde et højt indhold af organiske mineraler, hvilket kan lette optagelsen. Dette tyder på, at heste ville have gavn af hø med mange forskellige arter i. Enghø kan også være et godt supplement for at få større variation i foderet. Kilde: Hestehø fra slåtteenge, en undervurderet ressource. Länsstyrelsen Värmland 2022.

Jeg læser det og ryster på hovedet, logik for burhøns, tænker jeg, men er det det? De senere år har folk fået indprentet, at landbruget skal være sådan. Man skal producere, sprøjte, pløje, så og sprøjte igen. Derefter vender man græsset et par gange, når det er slået, og så presses det ind i store baller. Det bliver kvantitet, ikke kvalitet. Så skal man analysere høet, så man ved, hvad der er i det, for hesten må ikke få for meget af det ene og for lidt af det andet. Det er blevet så normalt, at man glemmer at se på hesten. Så kan man jo altid kompensere med lidt syntetiske mineraler, som hesten ikke kan optage i kroppen. Da vi selv lavede vores hø, nægtede vi at købe kunstgødning og sprøjte. Vi pløjede ikke op og såede, men tog det græs, der voksede naturligt. Vores heste havde fri adgang til høet, og vi havde aldrig kolik eller forfangenhed hos dem. Har hestene fri adgang, sorterer de selv det fra, som ikke kan spises. Ja, der bliver lidt spild, men tænk på, hvor mange penge man sparer ved ikke at købe kunstgødning og sædekorn. Skal man lave ordentligt hø, skal det være enghø, og det skal stakkes. Hvis det skal presses, skal det være løspresset, så får man fantastisk “medicin” til hestene. Jeg husker det hø, som hestene fik før i tiden; det lugtede som sommer, når man hentede det på loftet. At stakke og gøre det arbejde er hårdt. Det er varmt, og der er fluer og bremser, men belønningen kom, når man fik lov at køre hjem med en læs hø og derefter få saft og kage. I dag får man en høballe, som man ikke kan flytte uden maskiner, og er der noget galt med en balle, er der mange kilo hø, der skal smides væk. Når man ikke selv laver høet, må man stole på andre. Jeg har købt hø her i Ungarn og har set mange forskellige slags hø, men her taler man netop om, at heste har brug for enghø. Derfor er der mange, der har det, og hestene elsker det. Jeg er så glad for, at det er muligt at købe usprøjtet hø. Der er så meget mere at sige om hø, og jeg tænker tilbage på de bønder, der lærte mig, hvordan man skulle lave rigtigt hø. Jeg lærte at slå, rive, stakke, køre ind og hvordan man opbevarede det. Jeg tror, det har sparet mig for nogle dyrlægebesøg gennem årene, selvom jeg aldrig nogensinde har fået mit hø analyseret. Her er billedbevis på, at jeg har lært det fra bunden, hvor jeg kører Hamn foran en slåmaskine. Ikke så let, kan jeg sige; det var nemmere at rive 🙂

Vidunderlige oplevelser med Hamn

Det var ikke noget problem for mig at gå nogle kilometer, når jeg var i sommerhuset i ferien i Blekinge. Jeg fik først en cykel, da vi havde haft sommerhuset i nogle år, så jeg måtte gå. Det gjorde ikke noget; jeg havde dagen for mig selv og kedede mig aldrig. Skoven var min ven, og jeg var aldrig bange, ikke engang når det var mørkt. Der kom næsten aldrig nogen på vejen, og man kunne høre bilerne på lang afstand, så man kunne flytte sig til siden. En dag, mens jeg gik i mine egne tanker, fik jeg den der følelse af, at nogen kiggede på mig. I kender sikkert det der med, at man går og tror, der er nogen bagved, man vender sig om, og der er ingen.

Jeg fik ikke den følelse så tit, for som sagt følte jeg mig ret tryg. Men lige den dag vendte jeg mig om et par gange, fordi jeg syntes, der var noget, men jeg så ingenting. Tredje gang jeg vendte mig og kiggede, gik der en hund lige bag mig, og jeg fik et chok. Jeg skreg, ikke fordi jeg var bange for hunden, men bare fordi der faktisk var nogen der. Hunden fik også et chok, da jeg skreg, og løb væk fra mig og kiggede tilbage, bebrejdende og fornærmet. Jeg prøvede at kalde på den, men den havde fået nok af mig og luntede ind i skoven igen. Sandsynligvis en hund, der var ude på jagt med sin ejer.

Jeg gik jo ofte til Bertil i Slätten, efter jeg havde set hans heste og vidste, at jeg var velkommen. Bertil tog mig med overalt, når han skulle afsted med hesten. Jeg lærte alt om at køre i skoven, at høste høet og køre ud med gødning. Han kørte også nogle gange til nabogårdene, hvis han havde ærinde der. Han kørte oftere med hesten end med sin bil.

Efter jeg havde været hos Bertil i et stykke tid, og han havde set, at jeg kunne ride, fik jeg også lov til at ride Hamn. Hamn var vidunderlig at ride, og jeg nød hvert minut.

En dag spurgte mine forældre, om ikke Bertil ville komme til kaffe, og det sagde han ikke nej til og kom naturligvis kørende med Hamn, så han kunne tillade sig en lille dram, hvis det blev tilbudt. Han spændte Hamn fra, da han kom, og aftalen var, at jeg skulle passe Hamn, mens Bertil drak kaffe.

Nu skete det, at Vorherre ikke tog hensyn til, at Bertil skulle drikke kaffe, så det begyndte at regne, mens jeg stod der og passede Hamn. Hvad gør man så? Jeg har aldrig haft langt fra tanke til handling, så jeg førte Hamn ind i kælderen og bandt ham til et dørhåndtag. Jeg kunne heller ikke lide tanken om, at de voksne skulle drikke kaffe uden mig, så jeg gik op til dem i huset.

Bertil sprang op af stolen, da han så mig, og spurgte, hvad jeg havde gjort med Hamn. Jeg fortalte, at han stod tørt og godt i kælderen, så der var ingen fare 🙂 Bertil kunne ikke lade være med at le, da han så, at Hamn stod roligt og ventede på os, men han syntes ikke, vi skulle udfordre skæbnen, så han tog Hamn ud igen.

Da var det også holdt op med at regne, så vi ikke blev våde, da vi kørte hjem til Bertil igen.

Her spænder vi Hamn for igen efter kaffen og et kort ophold i kælderen. Cirka 1970.

Hamn

Min længsel efter heste var enorm, da jeg var barn, og jeg udforskede alle kroge, hvor der kunne være en hest, når jeg var i sommerhuset i Blekinge. Vores sommerhus lå 3 km fra den asfalterede vej, og når man kørte på den offentlige grusvej, skulle man dreje ind på endnu en mindre grusvej og køre ca. 300 meter for at komme til sommerhuset. Så når jeg gik på en af mine opdagelsesture, kunne jeg enten gå til venstre eller til højre, når jeg nåede postkassen ved den “større grusvej”.

Gik jeg til venstre, kom man efter et par kilometer til et savværk, der var totalt faldefærdigt. Man skulle ikke tro, at nogen brugte det, men det gjorde ejeren faktisk, som hed Henry. Henry virkede skummel for mig, selvom han altid hilste venligt, når man gik forbi. I dag kan jeg tænke, at han sikkert var genert. Han kiggede altid ned i jorden, og han havde en tand i underkæben, der var det eneste, man så, når han talte. Henry havde også en hest, men jeg turde ikke tale med ham, og hesten stod altid et langt stykke fra vejen, så det blev aldrig til noget nærmere bekendtskab med den. Den så dog altid velplejet og fin ud. Efter savværket kom man til Henrys hus, hvor han boede med sin søster. Det var også forsømt, men ikke lige så slemt som savværket. Man kunne se, at det engang havde været et fint sted, og der havde faktisk været en landhandel der en gang. Folk fortalte, at hele landhandelen var intakt, da det senere blev solgt mange år senere, efter de to var gået bort, med alle dåser og glas, handelsdisk og alt.

Derefter kom man til en kæmpe bakke ned i en dal og derefter en enorm opadbakke, og det hed Slätten. Jeg syntes overhovedet ikke, det var “fladt” der, lidt mærkeligt med navnet. Når man så var kommet op ad den lange bakke, lå der et lille hus med en meget fin have, velplejet og i orden. Længere oppe på en bakke lå stalden, der hørte til.

Jeg havde gået forbi der flere gange, men der havde aldrig været nogen på gården, når jeg gik der, men en dag havde jeg held! En lille ældre mand, der næsten var et hoved mindre end mig, selvom jeg ikke var så gammel, livlig og glad med glitrende øjne og kasket. Han hilste på mig, og jeg sagde, hvem jeg var, og han havde allerede hørt om mig, at jeg havde været hos Sven og Signe og var glad for heste. Jeg pegede på stalden og spurgte lidt genert, om han havde en hest derinde, for jeg havde hørt en vrinsken en gang, jeg gik forbi. Det havde han og sagde, “Kom, skal du se!”

Det, der ventede mig i stalden, var noget, jeg aldrig kunne have drømt om. Det var som et eventyr! I spiltovet stod der en stor kulsort nordsvensk hingst med bølget man næsten helt ned til knæene. Jeg havde aldrig set noget så smukt, det var Hamn. Pandehåret var så stort, at man næsten ikke kunne se hans hoved, men man kunne ane livlige og nysgerrige øjne under det.

Denne hingst viste sig senere at være ikke kun smuk, men også fantastisk rar både at køre og ride, og du kan nok forstå, at det ikke var sidste gang, jeg besøgte Bertil. Det blev også et livslangt venskab med hestene i fokus.

På billedet er det Bertil Hansson med Hamn i 1970.

Steeplechase

Jeg lever i den overbevisning, at man kun lever én gang, og hvis man får en chance for at opleve noget sjovt eller spændende, så skal man gøre det. Denne tankegang har givet mig mange oplevelser, som jeg nu kan underholde jer med. 🙂

Da jeg havde min vidunderlige hest Markant og brugte ham til lidt af hvert, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i et steeplechase. Jeg skulle tænke mig om et stykke tid, før jeg sagde ja, fordi Markant ikke lige frem var en fuldblodshest—han var 173 cm høj og ikke den hurtigste i sin bevægelse. Jeg konkluderede, at nogen skal jo komme sidst, og så har jeg i det mindste deltaget.

Min hest var i fremragende form, da jeg red jagt og trænede lidt forskelligt, så det ville ikke være en kamp for ham. Det var jo lidt som en jagt, bare lidt hurtigere. 🙂

Der var flotte forhindringer, og Markant var en perle til at springe, så den første del var ikke så svær og faktisk ret sjov. Opløbet var lagt på en meget lang, stejl opadgående bakke, hvilket var smart tænkt, da det betød, at det ikke gik så hurtigt. På toppen af bakken stod dommerne, placeret midt på den brede sti. Alle red alt, hvad de kunne, og jeg pressede ikke for meget, da jeg vidste, at jeg ikke havde en chance mod de meget hurtigere heste. Som forventet var jeg ikke helt sidst, men næsten, og nåede at høre, at dommeren råbte, at ingen var kommet over målstregen, fordi de alle havde redet den forkerte vej og fulgt efter de forreste.

Da jeg lå bagerst, nåede jeg at styre Markant tilbage og over mållinjen, og dermed blev jeg nummer to. 🙂 Jeg tror, der var 16 deltagere.

Da jeg skulle modtage prisen, føltes det lidt forkert—det var jo lidt snyd. Men på den anden side havde jeg gennemført hele løbet, ikke revet nogen forhindringer ned og været med hele vejen. Jeg valgte at være glad for min premie; ingen ville få noget ud af, at jeg skammede mig, så det var en fantastisk dag. Dem, der skulle have vundet, tog det rigtig godt, og vi fik os et godt grin. Vi var alle der for at have det sjovt, og det var en fantastisk terrænbane og en fornøjelse at ride!

Det er mig i den blå trøje på vej op ad opløbsbakken!

Dolan

Da jeg var 8 år, købte mine forældre et sommerhus i Blekinge i Brännarebygden. Vi, som var danske, oversatte dette til “Brännvinsbyn” og havde lidt sjov med det. Det var et lille hus ca. 3 km fra den asfalterede vej og lå helt for sig selv. Der var 3 tønder land jord til, og vi var fuldstændig forbløffede over, at de, vi købte det af, havde boet der i mange år og havde levet af det, de dyrkede i den stenede jord. Manden havde vel haft lidt ekstra arbejde engang imellem i stenbruddet, som lå et par km fra stedet. Der var strøm og telefon, men vand måtte man hente i en kilde ca. 100 meter fra huset.

Jeg var lidt sur, for der var ikke nogen stald, som der havde været på det sted, vi havde kigget på inden , og jeg ville jo have plads til den pony, som min far i et svagt øjeblik havde sagt, at der måske kunne være plads til. Mine forældre var fra København og vidste knap nok, hvad en hest var og tænkte vel, at det ikke kunne være sværere end at købe en kanin til barnet!

Dog blev jeg snart fortryllet af stedet, hvor man kunne gå ned og fiske ikke så langt fra huset, og jeg elskede de store sten, man kunne klatre på. Der og da besluttede jeg, at så snart jeg blev stor, ville jeg flytte til Sverige.

Men hvad skulle man finde på, når man havde fisket om morgenen, og mor nægtede at stege de små fisk, jeg havde fanget? Jo, så kunne man jo gå ned til de gårde, man havde set på grusvejen på vejen til huset. De måtte da have kat, når de boede sådan 🙂

På den første gård var der ingen hjemme, men jeg havde jo tiden for mig og gik til den næste. Jeg bankede på døren og spurgte, om jeg måtte give deres kat nogle fisk, hvis de nu havde en kat? Det havde de! De havde også en hund, køer, grise og en hest!

Manden, som hed Sven, mærkede straks min store interesse og viste mig rundt på gården. Han var så utroligt venlig mod mig, og det viste sig, at hans børn var voksne og var flyttet til byen og ikke var interesserede i at arve gården, men her var én, der bare sugede alt til sig. Vi blev meget gode venner, og deres katte fik masser af fisk, og jeg begyndte at gå ture med hunden, som ellers ikke fik så meget motion mellem jagterne. Jeg mugede ud hos køerne og hjalp til så godt jeg kunne. Til min store glæde syntes han også, at jeg skulle få lov til at ride på hesten, men Dolan, som hesten hed, mente noget andet.

Jeg tror, hun havde noget galt med hormonerne; hun var, som de kaldte det dengang, en “pissemærr,” som vrinskede og sprang til, når man gjorde noget med hende, som hun ikke kunne lide. Sven havde aldrig redet hende, men hun var kørt meget. Forestil dig min overraskelse, da Sven bare tog fat i hendes man, svingede benet over hende (hun var ikke lille), og red afsted med hende. Han red hende lidt frem og tilbage og konstaterede, at nu var hun tildredet! Så blev jeg løftet op, og ja, det gik godt.

Nu kunne han aldrig slippe af med mig. Tænk, at han havde en hest, man kunne ride på. Jeg var der hver dag hele sommerferien og hjalp til så godt jeg kunne imod at få en lille ridetur.

Sven fortalte, at Dolan altid havde været “speciel” med sit temperament, men hendes mor var den bedste hest, han nogensinde havde haft. Hun var en rigtig tro tjener; han elskede den hest. Han gjorde den fejl at låne hende ud til en nabo engang, fortalte han, og denne nabo havde kørt hende så hårdt, at hun blev svedig. Dette var om vinteren, og han lod hende bare stå i kulden, så hun fik krydsforlammelse og blev aldrig rask igen. Stakkels Sven fik tårer i øjnene, når han talte om hende.

Når jeg nu var der hele dagen, blev jeg også inviteret på kaffe og nogle gange middag. Jeg kunne jo ikke gå der og sulte, mente Signe. Aldrig havde jeg fået sådan mad. Det var hjemmebagt stenovnsbagt brød med nyslynget honning, friske jordbær fra haven og mælk direkte fra koen. Selvom jeg var barn, mærkede jeg en enorm forskel, når maden kom direkte fra kilden, og jeg nød det i fulde drag.

Jeg tror og håber, at jeg gav noget til Sven og Signe dengang; de gav i hvert fald noget fantastisk til mig. Det var en enorm sorg, da Sven døde nogle år senere af lungekræft, sandsynligvis på grund af det hårde arbejde og støvet i stenbruddet. Jeg vil aldrig glemme ham; han lærte mig meget om skoven og dyrene, og han lærte mig også at malke!

På billedet er Dolan og jeg, med en lånt militærsadel, da jeg red hjem og besøgte mine forældre, som blev stående på trappen, skrækslagne.

En lille sjov rød hest

Nu har jeg fortalt dig om nogle af mine store oplevelser, og der er så mange flere, men i dag tænkte jeg at skrive en lille hverdagsfortælling, som måske flere har oplevet eller noget lignende. Det er jo hverdagen, der skal være sjov, og det er det, vi har hestene til, nemlig at opleve ting.

Jeg var for nylig flyttet hjemmefra, og dette var mit første sted, som jeg lejede og arbejdede som sadelmager. Det var ikke ligefrem et sted, man ville vælge som selvstændig. Det lå ude i skoven 9 km fra den nærmeste by, som kun var en lille landsby. Jeg havde ikke råd til meget, så stedet havde kun et udendørs toilet, og jeg måtte hente vand fra brønden. Der var heller ingen kloak, så det var et stort arbejde, når man for eksempel skulle vaske hår om vinteren.

Jeg havde en lille stald, hvor vi byggede 3 bokse. Jeg havde et par folde, men ikke meget græs, da det var stenede folde med træer. Det eneste positive var, at jeg havde milvis med skovstier at ride på uden at skulle møde trafik, når jeg red 🙂

Da det var langt til folk, havde jeg ikke mange kunder, men jeg kørte en runde til rideskolen et par kilometer derfra en gang om ugen og hentede, hvad der skulle repareres, både fra rideskolen og private, så på den måde fik jeg lidt arbejde.

Min gode ven, der var på sygedagpenge, ville gerne hjælpe mig med at tjene lidt ekstra penge, så han havde en ven, der var opdrætter og havde lidt svært ved at sælge sine heste. Han havde 2 røde hingste på 4 og 5 år, som de ikke havde gjort noget ved. De havde god stamtavle og var flotte, så det ville nok ikke være svært at komme af med dem med lidt træning.

Vi blev enige om en pris, som jeg skulle betale, når jeg solgte dem for ham, så de kom hjem til mig. Jeg havde også min hingst Mackay på det tidspunkt, men han var knap 3, så detvar godt at få nogen at ride på. At træne og ride dem til var jo en opgave i sig selv, da jeg ikke havde en ridebane, og kunne næsten ikke ride i folden på grund af alle stenene og træerne, men på en eller anden måde fungerede det. Selvfølgelig blev de kastreret, så det var lettere at sælge dem. 4-åringen var en “no brainer”, han var nem at ride, men 5-åringen var god til at bukke. Jeg gætter på, at han havde let gjordtvang, men sådanne ting blev ikke regnet med dengang, det var bare at sidde fast, indtil han holdt op 🙂 Jeg var ret god til at blive siddende, så han fik mig aldrig af, og blev roligere efter et stykke tid. Jeg var altid forberedt, og som sagt blev det bedre med tiden. Den unge blev solgt ret hurtigt, men jeg havde 5-åringen lidt længere tid.

Mit største problem, da jeg skulle sælge ham, var, at alle ville købe min egen hingst, da han var utroligt smuk, men han var ikke til salg. Det gik dog meget godt med at ride 5 åringen med tiden, og jeg havde mange dejlige skovture på ham. Jeg begyndte at slappe af og kunne ride med løse tøjler og nyde det. Men… en skønne dag, da jeg stolede for meget på ham, red jeg med løse tøjler, så begyndte han sin “bukkeserie” ud af det blå og lykkedes endelig at få mig af. Jeg vil aldrig glemme blikket i hans øjne, da han vendte sig og kiggede på mig, hvor jeg sad i græsset, som om han ville sige: der, fik jeg dig! Jeg kunne ikke lade være med at grine, og han lod mig venligt komme op igen, og han bukkede aldrig med mig igen. Han blev solgt på et tidspunkt, og jeg fik aldrig nogen klager, så han opførte sig sikkert som han skulle:) Det var ikke så nemt at bo der i skoven helt alene, men man lærte hestene at kende på en helt anden måde, når man kun havde dem og naturen. Jeg boede der i 1,5 år, og jeg lærte at sætte pris på rindende vand og et toilet, som jeg fik, da jeg flyttede. Alle burde bo sådan et stykke tid, så de kan sætte pris på tingene.

Rævejagt.

Jeg er født og opvokset i Danmark, selvom jeg tilbragte alle mine ferier i Sverige. Jeg havde haft et par heste og prøvede nogle ting med dem. Blandt andet var jeg i Dyrehaven i Klampenborg og så den årlige store Hubertusjagt på TV hvert år, hvor de kongelige var med og delte premier ud. Jeg var der som tilskuer først til fods, og så var vi også der til hest, beundrende dem der red jagten og forestillede mig, at det var os. Det så super sjovt ud og helt utroligt spændende, og da jeg naturligtvis er nysgerrig, lovede jeg mig selv, at jeg en dag ville deltage.

Da jeg købte Markant, som jeg omdøbte (han hed Fleur, hvilket jeg syntes lød som en lille ponyhoppe), var han 173 cm og bestemt ikke en lille pony. Jeg købte ham billigt, fordi pigen, der havde ham, var bange for ham, så for at teste om der var noget sandt i, at han var farlig, red jeg en tur i skoven uden sadel 🙂 Han protesterede lidt, men vi blev hurtigt venner, og han var en fantastisk hest. Han havde intet imod at springe, og jeg bragte ideen om at deltage i Hubertusjagten på bane.

For at kunne deltage i selve Hubertusjagten skulle man gennemføre mindst 6 jagter og en rævehalejagt, hvilket betød, at man skulle have sprunget alle forhindringerne. Det startede med en vinterjagt og en forårsjagt, og så blev forhindringerne større og sværere.

Jeg red jagter hver søndag, og i løbet af ugen trænede jeg ham i dressur, red ud og kørte (selvfølgelig havde jeg også kørt ham til), så han havde varieret og sjov træning. Jeg formåede at gennemføre de 6 jagter, og så skulle jeg med til rævehalejagten.

I de almindelige jagter er der ingen vindere, men det er en behagelig jagt sammen, og nogle gange spiser man frokost med de andre osv. I rævehalejagten var der 2 ræve, der bar en rævehale sat på deres skuldre, og målet var at fange dem, når jagten var slut. Jeg missede lige akkurat rævehalen, da rytteren kastede sig til siden. Jeg var meget skuffet over, at jeg ikke fik fat i den, men nå ja, det var super sjovt.

Om aftenen var der middag med alle dem, der havde været med på jagten, på en fin restaurant, og det viste sig, at dem, der havde taget rævehalene, skulle give en snaps til alle, der var med til middagen, og der var mindst 70 mennesker. På det tidspunkt trak jeg lettet vejret og takkede min lykkens gud for, at jeg ikke havde taget halen 🙂

Den store dag var kommet, og jeg skulle deltage i Hubertusjagten. Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg var nervøs. Tusindvis af mennesker i Dyrehaven, TV var der, kongelige var der. Mit største mål var at overleve Magasindammen, hvor TV altid stod klar til at filme dem, der faldt af i vandet.

Markant var ikke bange for vandet, men man ved aldrig, han kunne glide eller springe forkert, for der var jo forhindringer foran.

Før Magasindammen kommer man ud på en stor slette “Erimitagen”, hvor man kan se sletten, Magasindammen og Erimitageslottet. Jeg vil aldrig glemme synet, da jeg kom ud på sletten, og så alle disse ryttere i røde jakker i en linje mod slottet, og de første var begyndt at springe i Magasindammen. Så hørte man en mumlen i mængden, og man vidste, at den første var blevet ordentligt våd, og det viste sig, at en af “rævene”, der red først, var faldet af sin hest i dammen! TV fik sine gode billeder 🙂 Jeg klarede mig, og jeg husker, da jeg galoperede forbi alle de mennesker, der stod og kiggede, hvilken lykke jeg følte. Siden da har jeg redet mange Hubertusjagter i Sverige, men da man kun har denne ene jagt om året der, er det ikke det samme. Når man har redet jagter med de samme mennesker mange gange, lærer man dem og deres heste at kende, og man har det fantastisk sjovt.

Det er noget, jeg savner fra Danmark. På billedet er mig og Markant. 1980