Forfatter: Anne Axell

Charlis Opdatering!

Jeg har haft mange heste gennem livet, og pludselig fandt jeg mig selv med kun to heste tilbage sidste år. Jer, der har haft mange heste, ved, hvor tomt det kan føles. Det var slet ikke den lettelse, som mange tror, det ville være. Den ene er en hoppe, så jeg begyndte at overveje, om jeg skulle bedække hende for at få en hest mere, men jeg var meget i tvivl. Jeg tænkte på, at hvis hun fik et føl, ville jeg være over 70 år, når tilridningen skulle begynde, og det havde jeg ikke lyst til. Alternativet var at sælge afkommet, hvilket gjorde mig endnu mere tvivlende, men jeg tænkte dog, at det kunne være sjovt med et føl.

I Ungarn kan man få insemineret sin hoppe derhjemme, og det syntes jeg var positivt, for så skulle jeg ikke tage afsted med hoppen. Jeg skulle bare vente på, at hun kom i brunst. Det gjorde hun ikke den sommer, eller også var det meget svært at se det på hende, hvilket ellers ikke er normalt, da hun plejer at vise tydelige brunsttegn, men ikke dengang. Jeg havde heller ikke lyst til at sprøjte hende i gang, da jeg allerede var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ønskede et føl. Jeg tænkte, at hun selv havde truffet valget.

Året gik, og foråret kom, og jeg fik muligheden for at redde en hest, som skulle slagtes. Jeg fik at vide, at han havde en ledbåndsskade og ikke kunne rides, men det gjorde ikke så meget for mig. Da han kom, var han meget halt, og jeg hørte, at han havde haft ringsko på i 6 år for at hjælpe ham med at gå bedre. De første par dage tænkte jeg, at jeg måske havde gjort en fejl, og at han måske burde være blevet slagtet, da han var så halt. Men jeg ville give det en chance, for han var en sådan venlig og rar hest. Hvad gør man? At have ringsko på havde tydeligvis ikke hjulpet ham, så jeg bad min beslagsmed tage skoene af og bare beskære hovene.

Det var selvfølgelig en omvæltning for Csarli at gå uden sko, men her er jorden blød, så han var stadig lige så halt. Han belastede det raske forben så meget, at den hov var helt flad, mens den anden, den syge hov, som ikke blev belastet, havde normal vinkel. Jeg var klar over, at fremskridt ikke sker fra den ene dag til den anden, men jeg talte med flere eksperter, der fortalte mig, at ledbåndsskader faktisk kan hele, hvis hovene beskæres korrekt. Det gav mig håb, og i dag var anden gang, han blev beskåret, siden skoene blev taget af, og du kan se resultaterne på billederne. Han er langsomt men sikkert blevet bedre, og han halter mindre og mindre, og for få dage siden så jeg ham trave frivilligt for første gang.

Nu er jeg ikke længere bange for, at jeg har gjort noget forkert. Selvom han ikke bliver bedre end nu, så er han så meget bedre, at han kan nyde sin pension og leve et godt hesteliv.

Billede 1+2 er fra da han kom Billede 3+4 er nu.

Har Vi Glemt, Hvad Vi Har Set?

I går var jeg vært for et webinar, hvor vi diskuterede dyrebeskyttelse og hestevelfærd. Optagelsen bliver udgivet som podcast næste onsdag. Vi havde et lignende webinar i foråret om samme emne, så hvad er der egentlig sket i de sidste seks måneder?

For cirka et år siden blev flere problemer omkring dårlig hesteholdning bragt frem, og mange følte, at “nu må boblen briste”. Det er måske ikke så synligt, men der arbejdes faktisk mere bag kulisserne, end man tror. At ændre en hel kultur, dybt forankrede vaner over for hesten, sporten og konkurrencerne sker ikke fra den ene dag til den anden.

Så hvad skal vi gøre i stedet? Det blev tydeligt på webinaret, at det er det store spørgsmål. Folk vil vide, hvad de kan gøre! Hvordan skal jeg forholde mig? Jeg vil behandle hesten med respekt, men på den anden side kan jeg også godt lide at konkurrere!

Vi ønsker ikke at stoppe konkurrencerne, og det er også svært at lave nye regler og love overalt. Man håber, at sund fornuft vil sejre, men det er tydeligt, at det ikke altid er tilfældet. Især under konkurrencer, når nerverne er uden på tøjet, og store pengesummer eller berømmelse står på spil, er det nemt at presse sin hest lidt for meget – noget, der kan være skadeligt for hestens velfærd.

Som jeg sagde i går: Hvordan spiser man en elefant? Bid for bid. Uddannelse er nøglen, og vi skal starte med dem, der underviser andre. Begynd med rideskoler, ridegymnasier og andre institutioner, der lærer unge ryttere, hvordan de skal interagere med deres heste.

Hvorfor er det første, man køber til den lille rytter, en pisk? “Åh, det er så sødt med en lyserød pisk!” siger folk. Ja, man behøver ikke slå hesten med den, men hvorfor have den med fra starten? At ride med en pisk er en kunst, når den bruges som en forlængelse af armen, men begyndere har ikke brug for en forlængelse! Køb i stedet fine strigler til den lille rytter. Og vil man have noget pynt, kan man købe en flot trøje!

Vi kan alle gøre små ting og være gode eksempler. Ikke alle vil høre, at de gør noget forkert, men folk ser på, hvordan du gør, og forhåbentlig lærer de noget af det.

Der er faktisk sket meget, selvom det går langsomt, så det kan føles, som om vi står stille. Tag for eksempel noget så simpelt som at lade sin hest gå barfodet – i dag er det helt accepteret af de fleste. For bare et par år siden blev man anset som useriøs og en dårlig hesteejer, hvis man ikke skoede sin hest. Det er også blevet accepteret at ride uden bid. Tidligere var det kun “indianere” eller uansvarlige mennesker, der gjorde det.

Heste står ikke længere i spiltove hele døgnet, og vi er mere opmærksomme på, at de har brug for at spise regelmæssigt for at trives. Derudover er hestes adgang til udendørsarealer også blevet markant forbedret.

Der sker meget – åbn dine øjne, og du vil se det! Det glæder mit hestehjerte at se, at flere og flere gør deres for at forbedre hestenes velfærd.

Hesten har været hos mennesket i hundredvis af år, og der er ingen, der siger, at vi skal gå tilbage til en tid, hvor der kun var vilde heste. Men vi kan lære at forstå dem bedre og give dem et godt liv hos os.

Skal man konkurrere?

Jeg så, at en kollega havde et fantastisk godt indlæg omkring det her med at konkurrere eller ej, og jeg tænkte, at jeg også ville tilføje lidt af mine tanker her.

Siden tidernes morgen har det været vigtigt for mennesket at vise og bevise, at man er dygtig og værdifuld. Det er ikke anderledes i dyreverdenen, hvor man kæmper om den bedste mage for at føre slægten videre og sikre, at afkommet er stærkt og kan overleve. Det ligger langt tilbage i vores gener, og det er svært at ignorere. Det kan også være meget sjovt at konkurrere; det giver mening med træningen, et mål, og en måde at måle, hvor langt man er kommet. Dog kan konkurrencen nogle gange tage overhånd, og hvornår er det nok?

Forældre prøver ofte at få deres børn til at vokse op med konkurrence i blodet, netop for at være bedst, for at stræbe, for at blive til noget. Desværre har jeg været til fx ponykonkurrencer, hvor jeg har måttet gå, fordi det var så frygteligt at se på. Barnet skulle vinde for enhver pris, og det gik 190 km/t rundt på banen med pisken i numsen på ponyen. Der udnytter man et andet væsen for at nå sit mål på den forkerte måde.

Jeg har en lille sjov historie, som jeg gerne vil fortælle, selvom den ikke handler om heste, men meget om, hvordan folk kan tænke om konkurrence.

Vi var på skiferie for mange år siden, og vores børn var dengang omkring 9 og 12 år gamle. De havde ikke stået meget på ski før, men vi fandt en god instruktør, som var meget pædagogisk og tryg. Min yngste søn var meget forsigtig og tog sig god tid, men han lærte at køre langsomt ned ad bakken og styre mellem pælene. Efter nogle dage skulle der være en konkurrence for børnene, men det var skruet sådan sammen, at det ikke handlede om at komme først, men om at lave to runder, hvor tiderne skulle være så tæt på hinanden som muligt. Min yngste søn var lidt tøvende og mente ikke, han var dygtig nok, men jeg overbeviste ham om, at han bare skulle have det sjovt og tage det roligt.

Jeg stod nede for enden af bakken og så på og tog billeder. Ved siden af mig stod to par og kommenterede højlydt på alle børnene, der kørte. Deres børn var tydeligvis erfarne skiløbere og næsten styrtede ned ad bakken, og der var ingen grænser for, hvor dygtige deres børn var. Så kom min ældste søn kørende, og der var ingen rosende ord fra disse mennesker, og så kom min yngste. Han burde faktisk ikke have lov til at være med, sagde de, så dårlig som han var, og der kom mange grimme kommentarer om, hvor langsomt han kørte. Mine børn ville næsten ikke tage den anden runde, fordi de syntes, det var pinligt, men jeg opmuntrede dem og sagde stadig, at det var god træning, det handlede bare om at have det sjovt, og de skulle ikke lytte til disse mennesker (som jeg faktisk kaldte idioter). Om aftenen var der præmieoverrækkelse! Gæt hvem der vandt? Det gjorde min yngste søn, som havde kørt roligt og stabilt i samme tempo. På andenpladsen kom min ældste søn! Da vi gik tilbage fra scenen, hvor de havde modtaget deres præmier, gik jeg forbi bordet, hvor “idioterne” sad, og jeg kunne ikke lade være med at tale meget højt om, hvor dygtige mine børn var, og forstår ikke, hvorfor de så meget sure ud, de der fantastiske forældre.

Det er ikke altid, at retfærdigheden sejrer (hvilket jeg synes, den gjorde i min historie), og desværre har jeg set og hørt lignende situationer på konkurrencestadioner. Forældre, der råber og skriger af dommerne, børn, der græder osv. Det er svært at have konkurrencer uden at føle, at man bestemt er bedre end den og den. Det er nemt at forsøge at presse sin hest lidt ekstra på den forkerte måde for at få de sidste point.

Det bliver virkelig uretfærdigt, når man i dressur fx også bedømmer hestens gangarter. Jeg har set ved mange konkurrencer, at dem, der ikke har varmblodsheste, og dermed ikke de bevægelser, bliver dømt lavere. Jeg har talt med flere dygtige dressurryttere, som har overvejet fx at købe spanske heste, fordi de er nemmere at ride og har lettere ved øvelserne, men de tør ikke, fordi de ved, at dommerne ikke giver dem retfærdig bedømmelse. Så det handler faktisk ikke kun om, hvordan rytteren rider, men også om, hvordan hesten bevæger sig.

Hvordan skal man så bære sig ad, hvis man nu gerne vil konkurrere? Tag afsted uden forventninger. Se det som en rejse sammen med din hest og tænk på bedømmelsen som en rettesnor for, hvor du og din hest skal hen. Behandl de andre deltagere godt, hep på dem og snak om ridtet med dem. Måske kan du få tips til, hvordan du kan nå det næste trin. Husk, at de andre også er nervøse og måske ikke altid viser deres bedste side 🙂 Vær en ven, ikke en konkurrent. Vær glad for din hest, og tænk på alt det, der gik godt, og glæd dig over det 🙂

Billedet er af mig og min hingst Mackay til en dressurkonkurrence i 1980’erne.

Livet i en nøddeskal!

Da jeg var barn og red på arbejdshestene, sad jeg bare og nød at være på hesten. Løse tøjler, og hesten kunne græsse lidt, hvis den ville. Jeg red mest uden saddel og lænede mig lidt tilbage og slappede af, når vi travede. Jeg fulgte hesten og var løs og afslappet i kroppen.

Da jeg blev lidt ældre og syntes, det var sjovt at konkurrere, lærte jeg, at jeg skulle have hælene ned, tæerne ind, blikket op og albuerne tæt på hoften. Jeg lærte også, at jeg skulle lave halve parader, og at hesten skulle gå til biddet. Jeg fik at vide, at jeg skulle klemme med knæene, så jeg kunne holde mig fast, hvis jeg red uden saddel.

Med alle disse “skal”, blev det sværere at ride. Jeg lyttede, fordi jeg gerne ville blive bedre. Min krop var aldrig rigtig bygget til ridning; jeg er høj, kalveknæet og ikke specielt smidig, men jeg ville lære det.

Alle havde forskellige tricks og metoder til at blive dygtig, og jeg arbejdede mig konstant fremad, og jeg kom et stykke af vejen. Jeg øvede så længe, at det blev en vane… at bruge min lænd, klemme med knæene, lave halve parader!

Så fik jeg en ny træner, som sagde, at jeg skulle slappe af i knæene. Og jeg lover dig, det tog lige så lang tid at vænne mig af med at klemme, som det havde taget at lære det.

Senere lærte jeg, at det slet ikke var nødvendigt, at tæerne skulle pege indad, men at man sagtens kunne sidde naturligt med dem lidt udad. Da jeg konkurrerede dengang, og det var et krav at bruge sporer, syntes jeg, det var underligt, for jeg havde altid lært, at tæerne skulle pege indad, så man ikke stak hesten med sporerne.

Jeg skulle også lære at ride med kandar, for det måtte man ikke undvære i de højere klasser. Jeg blev aldrig rigtig fortrolig med det og stoppede med at konkurrere. I stedet købte jeg en unghest, for så var der lang tid, til jeg skulle bruge sporer og kandar!

Jeg gik baglæns i min “udvikling”. Jeg blev aldrig nogen dressurstjerne, for jeg begyndte at ride andre discipliner og kørte også noget i stedet.

Nu er jeg tilbage… rider med grime, uden saddel, tager det roligt og læner mig lidt tilbage, når vi traver og følger bare med.

Tænk, at det skulle tage et helt liv at opdage, at det, jeg gjorde fra begyndelsen, var det bedste, det sjoveste og det nemmeste—og at man endda får en bedre kontakt med hesten på den måde.

Selvfølgelig havde jeg ikke oplevet jagterne, konkurrencerne, være cowgirl i Australien, ridderturneringerne, springningen, hvis jeg kun havde redet med grime og i gummisko, men det er sjovt at tænke på.

Cirklen er sluttet 🙂

Karlshamns Festival med Hestene!

Jeg har kørt rigtig meget med mine heste til forskellige arrangementer. Specielt min hingst Mackay var vant til lidt af hvert. Mens jeg boede i Mörrum, var der ikke råd til bil de første år, så jeg kørte og red meget til de steder, jeg skulle. Selv dengang i 80’erne var det ikke så normalt med hestekøretøjer, så jeg fik forskellige opgaver, som til polterabend, studenterfester og bryllupper.

En dag blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at deltage i Karlshamns Festival. På det tidspunkt havde jeg også Mackays søn, Magill, så jeg kørte dem som et par. Vognen havde jeg selv restaureret, og selerne var nogle, jeg havde købt på auktion på Huseby herregård, så der var lidt historie knyttet til dem.

At køre til sådan en begivenhed krævede meget forberedelse, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at køre med hestene i landsbyen og vænne dem til omgivelserne. Det var jo ikke kun trafikken, men ved festivalen var der også orkestre, tilskuere og meget mere. Vi havde forberedt os godt, og jeg havde hjælpere, der skulle gå ved siden af hestene, så jeg var sikker på, at vi kunne klare det.

Det, vi mødte, var dog langt mere kompliceret, end jeg havde forestillet mig.

Vi startede fra Karlshamns rideskole, hvor vi blev eskorteret af det ridende politi. Det føltes trygt og godt at have dem både foran og bagved vognen. Da vi nåede til udkanten af Karlshamn, blev vi mødt af orkestre, dansere, sømænd og alle dem, der skulle deltage i optoget gennem gaderne. Det værste var, at det tog så lang tid, før hele paraden kom i gang, fordi der var så mange deltagere foran os. Der var også nogle, der skulle køre med os, men de var bestemt ikke vant til heste; de råbte og larmede bagi, så der var uro både foran og bagved.

Da vi endelig begyndte at gå, gik det meget i ryk. Vi gik nogle få skridt og måtte så vente, og det var ikke nemt for hestene at gå på brostenene og op ad bakker, så vi måtte gøre alt for at holde dem rolige. Mændene, der førte hestene, gjorde et fantastisk stykke arbejde. På et tidspunkt blev det for meget for Mackay, og han stejlede, men politiet hjalp ved at ride foran ham, så han fik noget andet at fokusere på.

Det værste var, at folk langs gaderne syntes, at deres børn skulle komme tættere på for at få en bedre udsigt, så de skubbede dem frem foran sig. Mere end én gang var de faretruende tæt på at komme under hestene. Det var meget trangt, og der var mere end 300.000 mennesker i byen.

Vi og hestene overlevede, men jeg svor, at det var sidste gang, jeg deltog i en festival med hestene. Jeg kan ikke beskrive, hvor lettet jeg var, da vi endelig var hjemme i stalden igen.

Jeg kan ikke huske det præcise år, men jeg tror, det var i 1985.

Er hesthandlere og opdrættere forfærdelige mennesker?

Jeg læste lige et indlæg om en dame, der tilsyneladende var blevet kaldt hesthandler i en negativ tone. Hun forsikrede, at hun tog godt hånd om hestene, de fik alt, hvad de skulle have, og hun fældede en lille tåre, når hestene blev solgt.

Jeg kan genkende mig selv!

Jeg har handlet med heste i over 20 år, og jeg har avlet i næsten 40 år. Faktisk er det blevet sværere med årene, når jeg skulle skille mig af med en hest, så jeg er stoppet med det.

Hvem er det så, der ser ned på handlere/formidlere? Er det jalousi, fordi man tjener penge på hestene (jeg bør tilføje, at man i dag ikke bliver rig af hestehandel)? Er det, fordi de ikke har råd til at købe den hest, de gerne vil have, eller hvad er det?

Jeg kan sige, at hvis alle stoppede med at avle og handle heste, så ville folk slet ikke kunne købe nogen hest.

Da jeg var aktiv, så jeg mig selv som en, der hjalp folk med at finde den rette hest, jeg hjalp rideskoler med at finde heste, og jeg hjalp folk, der gerne ville have råd om, hvilken hest de skulle købe. Jeg følte mig glad for, at jeg kunne gøre nogen lykkelig, og jeg håbede altid, at hesten ville få et godt hjem. Jeg får stadig påmindelser om de heste, der har været i mine hænder, hvordan de har det, og mange er kommet tilbage for at købe en ny hest, når de har haft brug for det.

Hvorfor bliver man handler?

Man elsker heste, og det er en måde at undgå at gå til et job, man hader. Man oplever en masse og uddanner sig hele livet.

Det er ikke et let erhverv, og man skal arbejde meget hårdt for føden.

For mit eget vedkommende ville jeg helst beholde dem alle, men det var ikke muligt. Jeg havde nogle “egne” heste, men det var avlshestene.

Fortidens hesthandlere findes ikke længere, dem med en stor pengepung, der solgte dårlige heste til uvidende mennesker. I dag er der så mange krav til sælgere, dyrlægekontroller og forsikringer.

Vi ved, det er dyrt at købe en hest, og handleren har jo ikke fået hesten gratis, men har betalt en sum for den. Derefter skal man have stald og gerne ridehus, så man kan drive det året rundt. Hestene holder ikke op med at spise om vinteren. Smed og dyrlæge skal der også til, før man kan overdrage hesten til den nye ejer. Man ved aldrig, hvor længe man skal have hesten, før den finder et nyt hjem. Men der skal altid pruttes om prisen, når man køber hos en handler, for det er jo alt for dyrt for den hest (selvom den er billigere end alle de andre). Det værste for en handler (eller i det mindste for mig) var, når hesten kom tilbage. Jeg syntes, det var synd for hesten, at den skulle flytte frem og tilbage, og det var altid et tab for mig. Selv hvis man måske havde en anden at bytte med, var man nervøs for, at også den ville komme tilbage. Det er nemlig ikke altid handlerens skyld.

Opdrættere har også kæmpet i mange år for at få ordentligt betalt for deres afkom, så de i det mindste kan dække alle omkostningerne ved at have avl.

Tænk på det, når du ser ned på en handler! De gør som regel deres bedste, og de kan ikke vide alt om hestens sygdomshistorie, og de kan heller ikke hjælpe dig med at finde opdrætteren i udlandet, hvis hesten har ukendt afstamning osv.

Sørg for, at du selv er oplyst, før du begynder at lede efter en hest! Overvej, hvilken slags hest, størrelse, køn og uddannelsesniveau, før du begynder at kigge.

Vil du vide mere om, hvordan du skal tænke, når du skal købe hest? Så kan du blive medlem af Horse and Health, hvor der er en helt gratis kursus om, hvad man skal overveje og kigge efter.

Mavelanding på et stendige

Da jeg var på sommerferie i Blekinge, skete der alle mulige ting. Jeg var ikke så gammel, da mine forældre købte sommerhuset, og jeg elskede at være der. Jeg underholdt mig selv det meste af tiden, men syntes selvfølgelig, at det var sjovt at have selskab. En dag kom en mand cyklende og spurgte, om hans datter kunne komme og lege med mig. Det var jo på landet, og hun følte sig nok ensom, når det var sommerferie, og der ikke var andre børn i nærheden. Jeg blev enormt glad for, at jeg kunne få en at lege med, og dagen efter kom han med Eva-lill. Hun var lidt yngre end mig, lille og spinkel med store øjne, og hun så lidt bange ud. Jeg var jo stor og stærk, så jeg syntes, det var sjovt for en gangs skyld at være den, der kunne få lov til at bestemme lidt og være “storesøster” for nogen. Eva-lill lærte mig at tale svensk, og jeg lærte hende en masse ballade.

Eva-lill elskede at tegne og lave perlebroderi, mens jeg syntes, det var sejt at lege vikinger, fange fisk og ride på arbejdshestene. Vi supplerede hinanden godt og udviklede et fantastisk venskab. Senere, da vi blev lidt ældre, købte vi 10-pak Rocky Mountain med mentolsmag og røg dem i smug, når vi gik ned for at bade. Vi gemte pakkerne i stendiget på vejen derhen og håbede, at det ikke ville regne for meget på tændstikkerne. Naturligvis ville jeg også lære Eva-lill at ride, for det var jo det bedste, der fandtes, syntes jeg. Hun turde sidde lidt på hestene, mens jeg holdt dem, men hun var mest af alt skrækslagen.

En dag kom der en gammel mand forbi og så os, og han foreslog, at der boede en i nærheden, som havde ponyer, og han mente, at de var en bedre størrelse til os end de store arbejdsheste. Jeg gik aldrig glip af en chance for at ride, så vi cyklede nogle kilometer til Bertil Månsson, som opdrættede Gotlandsrusser. Han var meget venlig, og vi fik lov til at prøve at ride den ældre hoppe, Julita, som var mor til de andre. Hun var tilredet og meget venlig. Vi fortsatte med at komme der ofte, selvom det var en ret lang cykeltur. Jeg tænker ofte på, hvor utrolig god form vi må have været i, når vi cyklede, svømmede og gik så meget dengang. Bertil Månssons gård lå for enden af en utrolig lang nedkørsel, hvilket var dejligt på vejen derhen, men vi skulle op ad den lange bakke på vejen hjem, når vi var trætte efter ridningen.

Efter et stykke tid så Bertil, at jeg kunne ride godt og havde en god hånd med hestene, så han lod mig tilride unghestene. Han var også glad for, at det blev gjort, for så var de nemmere at sælge. Jeg tilred også hans hingst, Julius, og havde meget sjov med ham. Eva-lill kom med og så på; hun red sjældent, men havde ikke noget imod at tage med. Der var ikke så mange steder, man kunne ride, så vi måtte gøre det i folden. Den skrånede, så der var en bakke ned, når man red ud, og en bakke op, når man red tilbage. Jeg havde lært Julius, at vi kunne skridte og trave lidt ned ad bakken, og så kunne vi galopere op ad bakken på vejen tilbage. Julius syntes, det var sjovt og kunne lide at sætte farten op, når vi galoperede opad.

En dag, da Eva-lill var med, så hun på det og syntes, det så rigtig sjovt ud, så det ville hun også prøve! Jeg var klar over, at hendes ridefærdigheder ikke var så store, så jeg blev først glad, da hun sagde det. Endelig var der noget, der kunne fange hendes interesse for hestene! Men så prøvede jeg at tale hende fra det, for jeg indså, at det måske ikke var det bedste. Men hun holdt fast og ville virkelig prøve! Hun skridtede ned, og jeg gav hende gode råd om, hvad hun skulle gøre, og hun vendte om, da hun kom ned i bunden af bakken. Julius gjorde, som han plejede, og satte i fuld galop op ad bakken. Det så rigtig godt ud, lige indtil de nåede enden af folden, hvor der var et stendige. Julius drejede til venstre, og Eva-lill fortsatte ligeud og landede på maven over stendiget.

Jeg var skrækslagen—jeg var sikker på, at hun havde slået sig halvt ihjel—men hun rejste sig uden en skramme. Jeg var bange for, at der skulle være sket hende noget, og også bekymret for, at hvis nogen fandt ud af det, ville jeg måske ikke få lov til at ride der igen. Jeg var faktisk stolt af hende for, at hun tog det så godt, og hun syntes, det havde været spændende lige indtil den fatale afslutning. Hun red aldrig på Julius igen. Jeg fik derimod senere lov til at låne Julius med hjem i et stykke tid, men det er en anden historie!

Min mission i livet!

Når man spørger folk, hvad deres mission i livet er, er der meget få, der kan svare, men jeg har tænkt meget over det. Hvad er det, der gør, at hele mit liv har drejet sig om heste—at forsøge at forstå dem, avle, handle, ride osv.? Man bruger enorme mængder tid på heste. For næsten fem år siden skete der noget i mit liv, som fik mig til at tænke meget over, hvorfor man lever, og hvad man ønsker at få ud af livet. Jeg har aldrig været særlig teknisk anlagt og har ikke været spor interesseret i computere eller telefoner, undtagen til at ringe, men pludselig fik jeg ideen om, at jeg ville videregive al min viden til dem, der ville have den. Jeg har oplevet så meget med hestene, at jeg kunne skrive mange bøger (jeg har forsøgt, men det blev ikke til noget rigtigt), så derfor kom jeg på at levere min viden via nettet. Det var en stor omvæltning for mig, og der var meget at lære om platforme, Zoom, hjemmesider, Facebook og meget, meget mere. Jeg var skrækslagen de første gange, jeg gik live på Facebook, men min mission fik mig til at bevæge mig ud af min komfortzone og presse mig selv til det yderste. Få ved, hvor meget arbejde der ligger bag en digital kursus og en hjemmeside. Reklamen siger, at man kan lave en hjemmeside på en dag med AI, men det kan man jo ikke, det ved alle, der har hjemmesider.

Man skulle begynde med marketing og opdagede snart, at det jo ikke var som at sælge en hest. Der kontaktede folk en selv, og man kunne forhandle. På nettet skal man vise sig frem og præsentere, hvad man har på en korrekt måde.

Jeg begyndte at lave podcasts, og i starten interviewede jeg mine venner, som også har et passioneret forhold til heste. Ved at dele deres historier og indsigter opdagede jeg hurtigt, hvilken kraft podcasts har til at sprede viden og inspiration. Det blev en måde at nå ud til mennesker på et dybere plan, at skabe en følelse af fællesskab og forståelse for hestenes verden, som ellers kan være svær at formidle gennem tekst eller video alene.

Med tiden er podcastene vokset til ikke bare at være et forum for samtaler, men også et redskab til at uddanne og engagere. Jeg har interviewet mange kyndige og erfarne personer inden for hesteverdenen, som alle bidrager med deres perspektiv og erfaringer. Dette er blevet en platform, hvor vi sammen kan arbejde for at forbedre hestevelfærden—noget der ligger mig meget på sinde.

Min medlemskabsside, Horse and Health på dansk og Happy Horse Hub på engelsk, er næste skridt på denne rejse. Her har jeg samlet al min viden og erfaring for at give medlemmerne adgang til dybdegående kurser, værktøjer og ressourcer, som kan hjælpe dem med at skabe et stærkere og mere harmonisk forhold til deres heste. Jeg tror på, at ved at uddanne og støtte hesteejere, kan vi sammen bidrage til bedre hestevelfærd.

Det er ikke kun et sted til læring, men også et fællesskab, hvor man kan dele sine succeser og udfordringer, få støtte og inspiration fra andre med samme mål. Dette er min måde at give tilbage til hestene på—at sikre, at de bliver behandlet med den respekt og omsorg, de fortjener.

Når jeg ser tilbage på min rejse, fra at være skrækslagen over at sende live på Facebook til nu at drive en voksende digital platform og podcast, indser jeg, at min mission har været drivkraften bag det hele. Det handler ikke kun om at dele min viden, men om at gøre en reel forskel i hestes liv over hele verden. Det er derfor, jeg fortsætter med at lære, udvikle mig og stræbe efter at nå flere mennesker, for hestenes skyld.

Så hvis du er lige så passioneret som mig for at forbedre hestevelfærden og skabe stærke, sunde relationer med dine heste, vil jeg gerne invitere dig til at blive en del af dette fællesskab. Gennem mine podcasts og medlemskabssider håber jeg at kunne inspirere og vejlede dig på din egen rejse med hestene, og sammen kan vi gøre verden lidt bedre for disse fantastiske dyr.

KAN EN HEST ÆNDRE PERSONLIGHED, NÅR DEN SKIFTER STED?

På det seneste har jeg set og hørt mange diskussioner om, hvor lang tid det kan tage for en hest at føle sig hjemme på et nyt sted, og hvor lang tid det skal tage, før man kan bruge hesten osv. Vi er alle enige om, at alle heste ikke er ens, og selvom en hest er sød på et nyt sted, betyder det ikke, at den føler sig hjemme. Jeg har diskuteret med mange, og ifølge mig skal man nok regne med cirka et år, før man kan være sikker på, at hesten føler sig tryg med sin nye ejer og sit nye sted. Jeg ved, at heste flytter meget mere end det, og at mange måske ikke er enige med mig.

Jeg har dog en lille sjov historie om at tro, man har styr på og kender sin hest. For mange år siden blev jeg ejer af en nordsvensk hingst, som jeg havde fra føl og gjorde alt med. Da han blev 2, ville jeg vise ham for at se, om han var værd at beholde som hingst, for det var jo mit ønske. Jeg havde trænet med ham, siden han var lille, og jeg havde gået og løbet med ham i kilometer for at lære ham at gå rigtigt. Jeg lærte ham at stille sig op, stå stille, flytte et ben ad gangen, og jeg vidste, hvad jeg gjorde. Jeg havde vist mange heste til premieringen og fået priser for det, så det var vigtigt for mig, at min egen viste sig fra sin bedste side. Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg ikke kunne have trænet mere og var sikker på, at visningen ville gå godt.

Da vi kom til visningspladsen og læssede ham af, var det, som om en djævel fløj i ham. Han blev helt vild! Skreg og slog med forbenene, stejlede og kastede sig fra side til side. Vi kunne knap holde ham. Jeg tænkte, jeg går lidt med ham, så han falder til ro og ser sig omkring. Han faldt ikke til ro… Til sidst måtte vi binde ham mellem to træer, og der stod han og skreg og larmede og var helt vild. Der var et godt stykke tid, til han skulle vises, og jeg tænkte, at han må jo falde til ro og blive lidt træt. Han var ikke spor trættere eller mindre vild, da jeg skulle vise ham. Han gik på bagbenene det meste af tiden, og jeg havde virkelig travlt med at forsøge at få ham til at gøre bare lidt af det, jeg havde lært ham. Det værste var, da dommeren skulle udtale sig om Kosack. Han fik meget gode karakterer på eksteriøret, men… så sagde han, at han kunne forestille sig, at ejeren måske havde trænet lidt bedre med ham hjemmefra!! Jeg var grædefærdig og helt slut.

Bagefter tog jeg ham med på mit arbejde. Jeg arbejdede på High Chaparral på det tidspunkt, så han lærte at være blandt heste, folk, damplokomotiver og meget andet, så han var from som et lam, da vi tog derfra.

Året efter viste jeg ham til kåring. Han adlød mit mindste vink, og han blev godkendt.

Mange faktorer spiller ind i en hests adfærd, og vi kan aldrig vide, hvornår de viser en anden side af den, vi er vant til. Jeg har flere historier om heste, der bliver anderledes, når de kommer til et nyt sted, og jeg har fået klager fra folk, der mente, at det ikke var den hest, de købte. Giv det god tid, og lær at kende hesten, før du begynder at eksperimentere med den 🙂

Billedet er fra kåringen da jeg fik Kosack godkendt. Det var ikke så anmindeligt dengang att en kvinde ejede en hingst!

Csarli fik nye venner!

Hele mit liv har jeg haft mange heste, ofte flere på én gang. Jeg har avlet og solgt heste, så der har altid været en flok. For nylig solgte jeg mange af dem og sørgede for, at de fandt gode hjem, og i næsten et år nu har jeg kun haft to. Det føltes tomt, og jeg talte med nogle mennesker om muligvis at få en hest mere. Tirsdag kontaktede en dame mig. Hun havde hørt fra min beslagsmed, at jeg måske havde plads til en til. De skulle til at sende en til slagtning, og de havde ondt af ham. De sendte et billede, og jeg var solgt. Alt gik så hurtigt, fordi transporten til slagteriet skulle komme samme dag, og de tilbød at bringe hesten til mig i stedet. Jeg blev informeret om, at han havde en ledbåndsskade, så han kunne ikke bruges som ridehest, og det var jeg fuldt ud klar over. Han havde ringsko og lange hove, fordi han oprindeligt skulle slagtes. Da han ankom, var det lidt kaotisk. Mine to heste, som havde været alene sammen, var ikke ligefrem klar til at lukke en ny ind, men Csarli var rolig og holdt sig på afstand. Heldigvis har jeg en meget stor løsdrift, så de stod i hver sin ende, og han kunne få lidt ro til at komme sig efter rejsen.

Det er sjovt at studere hestene og deres kommunikation. I min lille flok er det Maersk, der bestemmer, og Mercedes er “under” ham. I denne situation var det Mercedes, der skulle frem og vise Csarli, at han ikke skulle komme tæt på. Hun gjorde udfald mod ham og peb et par gange. Maersk var næsten neutral og betragtede Csarli på afstand. Nu var det Mercedes, der beskyttede Maersk mod denne brune indtrænger, og hun var på tæerne. Efter et stykke tid, da hun indså, at han ikke var farlig, blev udfaldene mindre hyppige. Da de begyndte at blive nysgerrige på hinanden, gik hun imellem, så Csarli ikke kunne snuse til Maersk.

Fredag havde jeg beslagsmeden her for at tage skoene af Csarli og trimme hans hove, og de andre ville være med. De var allerede blevet venner, selvom kontakten stadig var afmålt. I går gik de som en enhed ud på græs (jeg kigger på dem i smug), og de så ud som om, de altid havde været sammen!

Man lærer meget ved at studere hestene og lade dem gennemgå deres rutiner og ritualer i ro og mag. Mine heste står inde det meste af dagen (de har en løsdrift på 30×70 meter) og går så ud og græsser om natten, hvor bremser og fluer sover. Nu skal vi studere, hvordan Csarli går på sine ben, og vi skal prøve at trimme og justere hans hove, så han forhåbentlig kommer til at gå lidt bedre. Man bliver aldrig fuldlært med heste, og det er lige så interessant at studere dem nu som for 50 år siden 🙂

På billedet ser du Mercedes og Csarli efter 4 dage!

Studerer du også din hest/flok?