Forfatter: Anne Axell

---

Axells Mercedes

Tænk, at der er gået 20 år – ja faktisk mere end det, for hun blev planlagt året før. Det var det smukke hoppeføl Makia, som jeg havde købt i Polen, der blev bedækket med min hingst Mackay.

Hendes fødsel blev dramatisk – som det så ofte kan ske med hopper. Man kan holde vagt i timevis, og så går man ind for at få en kop kaffe i fem minutter … og når man kommer ud igen, er føllet allerede født. Det var næsten sådan, det gik.

Vi havde holdt øje med Makia hele tiden, mens hun gik ude. Vi skulle bare lige ordne nogle ting, før hestene skulle ind i boksene for natten. Da vi kom ud igen, var Makia allerede i gang med at fole – midt ude i flokken. Vi havde ellers forestillet os en rolig og tryg foling inde i boksen, men Makia ville det anderledes.

Det var svært at holde de andre heste væk. De var både nysgerrige og ville tæt på. Men ud kom hun – Mercedes – og selve folingen gik godt. Nu gjaldt det om at få dem ind, før der kunne ske noget. Jens måtte bære Mercedes ind i boksen. Hun var utrolig stor, og man lærer jo ikke at stå på benene på et øjeblik. Makia blev urolig over al postyret, men til sidst fik vi dem på plads.

Mercedes kom efterhånden op at stå og suttede fint. Alligevel kunne jeg mærke, at noget ikke helt var, som det skulle være. Jeg ringede til vores trofaste dyrlæge, Bengt Anders Cato, og han kom med det samme. Sammen med en anden dyrlæge konstaterede han, at hun havde fået mavesår – sandsynligvis på grund af stress – og hun skulle have behandling med det samme.

Hun skulle have medicin hver tredje time. Hanna Einebrant, som var praktikant hos os dengang, meldte sig frivilligt, og Johan Axell, som samarbejdede med os, hjalp også til. Vi skiftedes – og det gik godt. Mercedes blev rask. Og fordi hun fra starten blev håndteret og passet så meget, blev hun en helt særlig hest.

Som treårig blev hun udlånt til et ridegymnasium, hvor eleverne skulle lære at håndtere og tilride en unghest. Det blev en win-win-situation. Mercedes blev redet til, og eleverne elskede hende for hendes blide væsen og store vilje til at lære.

Hun blev mor til flere føl – altid store og fine føl – og hun var en god og omsorgsfuld mor.

Samtidig var hun altid følsom i maven og ikke nem at holde i godt huld. For nogle år siden mistede hun flere tænder, hvilket gjorde det endnu sværere for hende at spise hø ordentligt.

I vinter fik hun igen problemer med maven og tabte sig. Jeg syntes ellers, at jeg havde styr på det. Hendes gødning blev fin og fast igen, og hun virkede mere frisk. Det føltes, som om vi var på rette vej.

Så for nogle uger siden begyndte hun pludselig at gå ud af folden om natten. Vi satte mere strøm på hegnet og forstærkede det, men hun fandt alligevel steder, hvor hun kunne komme ud. Hun gik ikke langt – bare et stykke fra hegnet og kaldte på de andre. Den fjerde nat havde vi så meget strøm på, at hun blev inde.

Jeg stod tidligt op og gav hende morgenmad. Intet virkede unormalt. Senere kom Jens ind og sagde, at de to vallakker gik alene igen – han kunne ikke se Mercedes. Da jeg kom derop, lå hun i løsdriften.

Jeg tænkte, at hun måske bare var træt efter de urolige nætter og lod hende ligge lidt. Næste gang jeg kom, vrinskede hun højt. Der forstod jeg, at noget var galt.

Hun var klar og vågen i blikket. Jeg gav hende mad og vand, og vi prøvede at hjælpe hende op. Men hun hjalp ikke selv til. Vi blev enige om at give hende natten og se, om hvile ville hjælpe. Jeg plukkede frisk græs til hende, som hun spiste med god appetit.

Næste morgen kunne jeg se, at det var blevet værre. Hun ville stadig gerne spise og drikke, men jeg ringede til dyrlægen og bad ham komme så hurtigt som muligt. Han kunne først komme om eftermiddagen.

Klokken tolv var hun død.

At stå og se hendes dødskramper uden at kunne gøre noget var ubærligt.

Bagefter er der kun stilheden. Tårerne. Og tankerne om, om man kunne have gjort noget anderledes.

Og så den følelse, som giver dårlig samvittighed – lettelsen.

Lettelsen over, at det ikke var mig, der skulle tage beslutningen.
Lettelsen over, at hun altid havde været skrøbelig og krævet specialfoder.
Lettelsen over at slippe for bekymringen om hendes huld. Jeg har altid været omhyggelig med, at mine heste fik rigeligt med foder, men hun så ofte tynd ud. Når der var masser af græs, så hun normal ud – ellers bar jeg på følelsen af, at andre måske troede, jeg ikke passede hende ordentligt.

Jeg lærer andre, at man kan krølle sin dårlige samvittighed sammen og smide den i skraldespanden.
Ja … det rammer også mig.

Mercedes var mit sidste avlshoppe. Nu er kun Maersk tilbage, 19 år gammel – min sidste opdræt efter Mackay.

Det mærkes dybt indeni, at 40 år med avl er forbi. At næsten alle er væk nu. At have viet et helt liv til at avle smukke heste – og at de ikke længere er her.

Det er tomt, når jeg går ud for at fodre. Ingen der hilser. Vallakkerne er slet ikke så snakkesalige som hun var. Hun så mig altid på lang afstand og vrinskede.

Mercedes …
dine blå øjne er nu lukket for altid. 💙

---

Der er ingen tid til refleksion

For noget tid siden offentliggjorde jeg et resumé af en podcast, hvor vi talte om spørgsmål omkring influenzavaccination af heste. Det skabte et enormt engagement – så meget at jeg til sidst måtte lukke kommentarfeltet. Jeg blev endda anmeldt og endte i “Facebook-fængsel”.

Det vakte stærke følelser. Diskussionen blev hurtigt polariseret – for og imod – og bevægede sig også over på andre vacciner. På trods af konsekvenserne fortryder jeg ikke, at jeg tog emnet op. Tværtimod. Når reaktionerne bliver så kraftige, viser det, hvor vigtigt det er at tale om svære emner. Interessen var tydeligvis meget stor.

Inden hver podcast laver jeg nogle korte reels som en forsmag og lægger én ud hver dag. Også dér var der stort engagement – mange kommentarer og stærke holdninger. Derfor blev jeg overrasket over, hvor få der faktisk lyttede, da hele podcastafsnittet udkom, selvom jeg delte tydelige links, så ingen skulle gå glip af det.

Jeg havde forventet, at de, som engagerede sig så meget i opslagene og reelserne, også ville høre hele samtalen. Det fik mig til at tænke. Hvor mange tager stilling på baggrund af et kort opslag eller en video på ét minut, hvor man kun ser og hører en brøkdel af diskussionen? Har man virkelig sat sig ind i, hvad det indebærer – uanset om man er for eller imod – eller bygger holdningen på noget, man har hørt fra andre? Er der egen erfaring bag, eller er det blot en spontan reaktion?

Det kan nogle gange føles, som om vi er hurtige til at dømme uden at kende hele baggrunden. Vi lever i en travl og stresset tid, hvor vi forventes at tage stilling til det meste. Alligevel er der tid til at kommentere – men ikke altid til at lytte til hele samtalen.

Mange vælger også at skrive anonymt. Man vil gerne deltage i debatten, men ikke nødvendigvis stå fuldt ud ved sine ord. Vi vil ses og høres – men ofte kun den ene vej. Når nogen har en anden mening, kan det føles truende, og så er det lettere at anmelde end at gå i dialog.

Jeg bryder mig ikke om, når muligheden for at udtrykke sig – enten i et opslag eller i en kommentar – begrænses, blot fordi holdningerne er forskellige. Hvis man er helt sikker på, at man har ret, og ikke ønsker at møde andre perspektiver, hvorfor så ikke bare scrolle videre?

Jeg vil fortsætte med at skrive blog, lave podcast og tage nye emner op. Jeg håber, at også du, som ikke altid er enig med mig, kan se det i en større sammenhæng – og måske også lytte til de mange andre samtaler og interviews, jeg har delt gennem årene.

Vi kan aldrig være enige om alting. Og som jeg plejer at sige: holder du op med at se TV, bare fordi der er ét program, du ikke bryder dig om?

Tak til jer, der fortsat følger, lytter og engagerer jer.

Min podcast hedder Horse and Health og kan findes på de fleste platforme.

Der har været meget tale på det seneste om, at heste kan mærke, når vi er nervøse. At de bliver påvirket af vores humør, vores tanker og vores følelser. Men det er egentlig ikke noget nyt. De fleste, der virkelig har været sammen med heste, ved det allerede.

Hesten er ekspert i at læse os.
Den opfatter de mindste ændringer i vores vejrtrækning, muskelspænding og fokus. Det, vi prøver at skjule i hovedet, kan ofte ses tydeligt i kroppen.

Samtidig lever vi i et samfund præget af forsigtighed og præstation. Vi skal beskytte os selv, sikre os, gardere os. Hjelm, vest, hjælpemidler. Vi skal nå det hele og være dygtige. Stressen stiger – og med den kommer frygten.

Men måske er det ikke mere beskyttelse, vi først har brug for.
Måske er det mere forståelse.

Når vi lærer at læse hesten fra jorden, forstå dens signaler og opbygge relationen, før vi sætter os i sadlen, mindskes frygten naturligt. Tryghed kommer af kompetence.

Men det tager tid. Og tid er netop det, mange føler, at de mangler i dag.

Forældre står på sidelinjen og investerer både penge og håb. Udvikling skal kunne ses. Resultater skal vises frem. Selv når det er velment, ligger presset der.

Jeg tror, at mange former for frygt omkring heste i virkeligheden handler om netop dette: at man ikke giver det tid nok.

Og lad os være ærlige.
Der findes ingen, som aldrig har følt frygt i nærheden af en stor hest. Hvis man siger det, er man ikke helt ærlig.

Frygt er en refleks. Den første reaktion kan vi ikke styre.
Men vi kan påvirke, hvad der sker i sekundet efter.

Når hesten farer sammen, reagerer dit nervesystem også. Det er helt naturligt. Det smitter begge veje. Men hvis du ved, hvordan du regulerer din vejrtrækning, slipper spændingen i kroppen og styrer dine tanker tilbage til ro, så skaber du ægte sikkerhed. Ikke ved at ignorere frygten, men ved at håndtere den.

Det kan let blive et tabu.
Ingen har lyst til at være “den bange”. Hvad hvis andre tvivler på ens kompetence? Hvad hvis man ikke føler sig velkommen?

Alligevel kan frygten opstå når som helst.
Efter mange år med heste.
Efter et fald.
Midt i en stresset periode på arbejdet.
Eller bare fordi livet føles overvældende.

Nogle gange er vi ikke bange for selve hesten.
Vi er bange for at falde.
For at miste kontrollen.
For at noget uventet sker ude på turen.

Frygt er ikke din fjende. Den er information.

Så spørgsmålet er ikke, om du bliver bange.
Spørgsmålet er:

Hvad udløser din frygt – og hvad vælger du at gøre i øjeblikket lige efter? 💛🐴

Har du den rigtige hest?

Dette er et emne, jeg vender tilbage til igen og igen. Ikke for at være gentagende, men fordi det virkelig er et vigtigt spørgsmål. Som coach hører jeg det ofte:
“Nå, det var jo ikke den hest, jeg havde tænkt mig at købe.”

Tænk over det – følte du det samme, da du var helt glad for dit hestekøb? Ofte styrer følelserne vores beslutninger. Vi ser en hest, der måske har det dårligt, eller en hest, hvis ejer ikke helt kan håndtere den, eller måske er den billig, fordi den tidligere ejer ikke har kunnet løse nogle vaner eller helbredsproblemer.

En sætning, jeg ofte hører, er:
“Jeg burde nok ikke have købt en unghest!”
Den søde lille føl er vokset op til en 3–4-årig, og pludselig indser man, hvor stor den er. Tankerne begynder at handle om at sende den “til nogen, der kan og tør håndtere den.”

En anden almindelig kommentar er:
“Jeg vil prøve at finde en rytter, der er hårdere end mig, så hesten kan få mere motion.”

Dette sker også for personer, der har haft heste hele livet. Pludselig står de overfor situationer, de ikke kan magte. Selvtilliden vakler, når hesten ikke reagerer, som de er vant til. Men alle heste er individer og skal behandles forskelligt.

Mange har lært, at man altid skal sende hesten til nogen, “der kan.” Det kan give mening for en opdrætter, men hvis du kun har én hest, og du er den, der skal ride den, er det ofte bedre at søge hjælp, så du selv kan lære at klare opgaven. Ellers vender de samme problemer ofte tilbage, når hesten kommer hjem – den genkender sine vante omgivelser og sin ejer, som tvivler på egne evner.

En hest ved ikke, hvad der er “rigtigt” eller “forkert” ridning, men den mærker, når du er nervøs. Bare tanken om, at du ikke er dygtig nok, kan gøre dig spændt. Derfor prøver jeg ofte at få ryttere til at forstå, at man ikke behøver perfekt holdning eller stramme regler for at opbygge tillid hos hesten.

Så kommer alle kommentarerne fra omgivelserne:
“Se, en sådan talentfuld hest står bare i folden – hvornår vil du begynde at ride?”
Pludselig mærker man presset og begynder at tvivle på tid, alder eller mod.

Jeg har hjulpet mange ryttere med at få selvtilliden tilbage og genfinde fællesskabet med deres hest. Det handler ikke kun om at have den “rigtige hest,” men om virkelig at forstå og arbejde med den, du har. Lyt, hav det sjovt sammen, giv det tid, og husk: du har købt hesten til dig selv – ikke for at nogen andre skal “tæmme” den for dig.

De sværeste heste lærer os ofte mest. Hvis du vil have hjælp på vejen, tilbyder jeg lige nu en gratis samtale, som kan hjælpe dig med at mærke efter, om du virkelig har den rigtige hest for dig.

Gratis arbejde – praktik – slavearbejde?

I sidste uge skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg reflekterede over, om det stadig er muligt som virksomhedsejer at tage praktikanter. Det skabte mange reaktioner – præcis som jeg havde håbet. Det er altid interessant at høre forskellige perspektiver, og man behøver ikke at være enige for at kunne have en meningsfuld samtale.

Jeg forstår, at nogle mennesker har følt sig udnyttet. Der findes brodne kar overalt – både blandt virksomhedsejere og blandt ansatte eller praktikanter. Emnet virker til at være et ømt punkt, og selvom jeg flere gange er blevet kaldt slavepisker, ønsker jeg stadig at reflektere videre over det.

Jeg kan godt forstå, at medierne ofte skruer op for fortællinger om unge piger, der bliver udnyttet til hårdt fysisk arbejde, mens chefen sidder og ser på, og hvor alt skal være ”hvidt”, så skattemyndighederne er tilfredse. Samtidig har jeg også haft unge mænd i praktik – helt fantastiske – men af en eller anden grund handler debatten næsten altid om de “stakkels piger”.

Jeg forsøger ikke at ændre mening hos dem, der allerede har besluttet sig. Det ønsker jeg heller ikke. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over én ting: Hvornår blev det normalt at kræve penge som det allerførste, før man overhovedet har bidraget med noget? Har vi aldrig gjort noget gratis? Har vi aldrig mærket den vidunderlige følelse, det er at give?

Min egen barndom og ungdom handlede i høj grad om at hjælpe til. Hvis man fik noget igen, var man dybt taknemmelig. Jeg brugte al min fritid på et dyreinternat, hvor jeg hjalp til hele dagen – vi fodrede hundene, lavede deres mad, gik ture med dem og gjorde boksene rene. Det faldt mig aldrig ind at spørge efter penge. Havde nogen sagt, at jeg burde få løn, ville jeg have syntes, de var helt ude i hampen.

I sommerferierne hjalp jeg landmænd med at muge ud i staldene. Der var intet mere glædeligt end at overraske bonden, når han kom ud og så, at stalden allerede var ren. Og så fik man selvfølgelig lov til at klappe dyrene, mens man arbejdede. Ingen penge dér heller – men en lykkefølelse, som jeg stadig bærer med mig i dag.

Min livsfilosofi har altid været: giv før du tager. Jeg lever stadig efter det princip. Når man gør det lille ekstra for andre, bliver man husket, og gode relationer opstår helt naturligt.

I dag laver jeg en podcast, hvor jeg interviewer mennesker fra hele verden, som har gjort noget godt for hestene. Jeg tjener ikke én krone på det. Jeg har lavet et minikursus for ryttere med ridangst, som er helt gratis. Jeg skriver blog her næsten hver mandag – også helt gratis – for at inspirere og glæde jer. Jeg gør det, fordi jeg har lyst, og fordi det gør mig glad i hjertet at kunne hjælpe andre videre.

Føler jeg mig udnyttet? Nej. For det er mit eget valg.

Til dem, der kalder mig slavepisker eller et forfærdeligt menneske, fordi jeg har haft praktikanter: Har I overvejet, at praktikanterne måske også fik noget værdifuldt ud af det? Følelsen af at være nyttig, set og værdsat. Muligheden for at være sammen med dyr, som de måske ellers aldrig ville have haft adgang til. At møde ligesindede, der deler passionen for dyrene. Måske endda at komme væk fra usunde miljøer, som kunne have ødelagt deres fremtid. Disse værdier forsvinder, når alt kun handler om penge.

Alternativet kan i nogle tilfælde være at sidde derhjemme, være arbejdsløs og give samfundet skylden for, at ingen vil ansætte én – samtidig med at man kræver betaling, før man overhovedet har vist, hvem man er. Jeg har aldrig tvunget nogen til at være praktikant hos mig. Alle har selv valgt det.

Mine børn er opdraget til at hjælpe til og støtte andre, når der er brug for det – uden straks at række hånden frem. De klarer sig godt i livet, og jeg håber inderligt, at kommende generationer også kan se værdien i at hjælpe andre uden at forlange betaling.

Det er ikke slavearbejde. Det er et valg. Og det valg siger noget om, hvilken slags menneske man vælger at være.

Praktikanter – findes de stadig?

Da jeg arbejdede med handel med heste, fandtes der et meget velfungerende system for praktikanter. Man kunne tage imod elever fra landbrugsskoler, men også private personer, som af forskellige grunde havde svært ved at få arbejde. Ofte gav kommunen en form for økonomisk støtte, og praktikanten arbejdede uden løn.

Når jeg skriver “gratis”, er det helt bevidst – for det var på ingen måde gratis at have praktikanter. De fik tre måltider om dagen, adgang til eget værelse, og nogle gange havde de endda deres egen hest med. Det indebar ansvar, tid og udgifter.

Jeg er fuldt ud klar over, at der gennem årene har været meget debat om “gratis arbejdskraft”, især når det gælder unge hestepiger, som angiveligt har arbejdet hårdt uden betaling. Det er et følsomt emne, og grunden til, at jeg tager det op nu, er, at jeg har været ude af branchen i mange år.

I min verden har det altid været en win-win-situation, når man fandt den rette praktikant. Praktikanten fik kost og logi, men frem for alt et realistisk indblik i, hvad det faktisk vil sige at arbejde med heste. Jeg har aldrig krævet mere af en praktikant, end hvad jeg selv ville have kunnet klare i samme alder. Arbejdsdagen begyndte klokken otte om morgenen, der var rigeligt med pauser, og de behøvede aldrig at tænke på mad – den blev serveret tre gange dagligt i rigelige mængder.

De, som havde lyst, fik mulighed for at ride, og praktikanterne blev betragtet som en del af familien. De var med til at fejre midsommer og andre højtider, og jeg har stadig god kontakt med mange af dem i dag. Jeg havde også praktikanter fra landbrugsskoler og hestegymnasier, hvilket var både sjovt og lærerigt.

I mine sidste år i virksomheden begyndte kommunerne gradvist at afvikle praktikordningerne. Det blev sværere at finde folk, der ville arbejde på landet, og samtidig tog debatten om “udnyttede hestepiger” fart. Pludselig følte man sig udstillet som en slavepisker, der ikke ville betale – selv om man reelt tilbød uddannelse, læring og et trygt miljø.

Sandheden er, at man ikke bliver rig af at drive hestevirksomhed. I bedste fald får man det til at løbe rundt. For mig var der ganske enkelt ikke økonomi til at ansætte personale. Det er ekstremt dyrt at have ansatte, når skatter og afgifter regnes med.

Til sidst forsøgte jeg alligevel at ansætte en person via arbejdsformidlingen, da der her var mulighed for økonomisk støtte. Hun arbejdede i fem dage. Hun slæbte fødderne efter sig og nægtede for eksempel at tørre næsen på en nyankommen hest, som havde lidt snot – “tænk hvis det er kværke!”. Hun ville ikke opholde sig blandt sådanne heste af frygt for, at de kunne smitte hendes egen.

Dette på trods af, at jeg inden ansættelsen tydeligt havde forklaret, at hestene nogle gange kom fra udlandet, og at man kunne skifte tøj mellem stalde, hvis man ønskede at være ekstra forsigtig. Det ville hun ikke acceptere. Hun kørte hjem og kom aldrig tilbage. Alligevel måtte jeg betale fuld løn for en hel måned, selv om det var hende selv, der sagde op. Oven i det spredte hun falske rygter i hele lokalområdet om, at jeg havde kværke i stalden.

Det var mildest talt ikke særligt motiverende at forsøge at ansætte igen.

Mange af dem, der i dag kræver, at unge piger skal have fuld løn, ved simpelthen ikke, hvad de taler om. De har aldrig selv drevet en virksomhed, som kun lige akkurat løb rundt. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor man skal have fuld løn, når man ikke kan noget endnu. Skal man så også have løn for at gå i skole?

Al uddannelse koster, uanset hvad man vælger at blive. Mange studerer i mange år og står tilbage med en stor gæld. Her blev der i stedet tilbudt gratis praktisk uddannelse i bytte for hjælp i stalden. Er det virkelig så forkert?

Jeg har utallige historier – både gode og dårlige – om mine praktikanter. Men grundlæggende synes jeg stadig, at idéen er god: at hjælpe hinanden, lære af hinanden og vokse sammen.

Hvad mener du?

Rideskolerne mister elever

Jeg så for nylig en artikel om, at rideskolerne får færre og færre elever. Det gjorde mig både trist og bekymret. Jeg føler virkelig med nutidens unge, som ikke får mulighed for at opleve den spænding, det fællesskab og den empati, man lærer gennem samvær med heste.

Jeg har tidligere skrevet om mange af mine oplevelser med forskellige heste, og jeg er langt fra færdig. Der er så mange gode minder – ikke kun tiden sammen med dyrene, men også alt det, der hørte med. Planlægningen sammen med andre børn, jagten på heste, der manglede en passer. Vi cyklede, kørte på knallert eller gik lange ture til forskellige steder, bankede på dørene og spurgte, om hestene på marken havde brug for lidt omsorg. Vi lærte ydmyghed og taknemmelighed – bare det at få lov til at være sammen med hestene var stort, og endnu større hvis man også fik lov til at ride en tur.

Måske bebrejder jeg til dels vores egen generation. Det er jo os, der har opdraget vores børn, som igen får børn, der vokser op i en helt anden ånd.

Da jeg var barn, måtte man klare det meste selv. Der var ingen forældre, der curlende os eller kørte os rundt. Ville vi noget, måtte vi selv finde ud af det. Det lærte os at tage initiativ og ansvar. Vi havde ingen mobiltelefoner, og tv-udbuddet var begrænset. Vi havde en fastnettelefon, som man indimellem brugte til ballade – især når det var mørkt, og der ikke var nogen hjemme. Man kunne ringe til et nummer, måske til en klassekammerat, man ikke kunne lide, og sige noget helt skørt som: “Det er politiet!” – eller bare fnise hysterisk i røret. Men man skulle passe på, for det var dyrt. Det kostede 25 øre at ringe op, og derefter løb taksten. Ringede man for meget, kunne far se det på regningen, og så var det ikke sjovt at være barn.

På rideskolen og på dyreinternatet var det let at få venner – ikke som i skolen, hvor mange bare drillede. Man kunne mærke på nogle, at de ikke havde noget rigtigt liv efter skoletid. Jeg var så taknemmelig for, at jeg havde alle mine dyr at være sammen med.

Dengang var rideskolerne fuldt bookede, og det var eftertragtet at være passer. Det gav status. Derfor havde rideskolerne heller ingen problemer med at få elever.

Jeg tror, at netop det at få lov til at klare sig selv og blive dygtig til noget, som forældrene ikke helt forstod, var enormt udviklende. Da jeg selv fik børn, opdagede jeg, hvor forsigtig jeg blev. Der skulle være regler og sikkerhed for alt, før de fik lov til at passe eller ride heste. Måske tog jeg lidt af deres initiativ fra dem. Ingen af mine børn rider i dag, selvom de havde deres egne ponyer. Jeg tænker ofte, at jeg måske var for pylret og overvågende.

Børn er ligesom heste – de aflæser os. Er mor nervøs for, at barnet skal ride, så bliver barnet naturligt også utrygt.

Mine forældre tænkte nok ikke så meget over risikoen. De vidste ikke meget om heste. Når jeg ser tilbage, kan jeg nogle gange tænke på, hvor galt det kunne være gået, men som barn reflekterer man ikke over den slags. Det er nok netop den bevidsthed, der senere gør, at man prøver at beskytte sine egne børn lidt for meget.

Jeg håber virkelig, at det vender, og at børn igen får mulighed for at vokse op med dyr – og især heste. Det kræver ydmyghed, respekt og forståelse at have med så stort et dyr at gøre. Lad børnene gøre deres egne erfaringer. Lad dem blive beskidte, lege i mudder og vokse op til stærke individer. Jeg tror, man får et helt andet syn på livet, hvis man ikke bliver curl’et.

Jeg ved, hvor svært det er som forælder – jeg har selv været der. Men hvis børn ikke bliver forberedt på voksenlivet, kan det gå galt på andre måder senere.

Jeg håber inderligt, at rideskolerne overlever.
Vi har brug for dem.

Dyreinternatet

Noget jeg ikke har skrevet så meget om fra min barndom, er dyreinternatet, som lå cirka tre kilometer fra hvor jeg boede i Danmark. Jeg havde en klassekammerat, der ejede en schnauzer, som havde en særlig evne til at løbe hjemmefra. En dag skulle hun hente ham på internatet, efter politiet havde indleveret ham. Hun syntes, det var lidt pinligt, og spurgte, om jeg ville tage med. For mig lød det bare spændende – det var jo ikke min hund, der havde været ulydig – så jeg tog gerne med.

Foran internatet stod der høje mure og en kæmpestor jerndør, som man skulle igennem. Man ringede på en klokke for at melde sin ankomst, og så snart den ringede, begyndte alle hundene derinde at gø. At komme uanmeldt var altså helt udelukket. Enten kom en praktikant og åbnede døren, eller også var det Jönsson selv.

Jönsson var en stor og ret kraftig mand, der virkede enorm første gang, man så ham. Han havde kun få tænder tilbage, og mellem dem holdt han altid en halvt sønderbidt cigarstump. Ofte havde han skægstubbe, og nogle gange løb der en dråbe spyt, når han forsøgte at tale, mens han holdt fast på cigaren. Vi var kun 13–14 år gamle, så det var lidt skræmmende første gang. Men han var venlig over for os, og da jeg altid har været nysgerrig, begyndte jeg straks at stille spørgsmål. Jeg havde elsket dyr hele mit liv, så et sted som dette føltes som en drøm.

På den tid var der omkring 20 hundebokse til herreløse hunde, cirka 30 katte, høns, kaniner og ikke mindst to heste: en shetlandspony ved navn Claus og en broget pony på omkring 140 cm ved navn Prins. Bag bygningen lå der en lille ridebane ved siden af to store hundegårde, hvor der boede en sankt bernhard i den ene og en newfoundlænder i den anden.

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at spørge, om jeg måtte komme og hjælpe til. Jeg arbejdede gerne gratis for bare at få lov til at være der – og jeg fik lov. Jeg gik ture med hundene, trøstede de nyankomne, nussede med kattene og fik lov til at passe og ride hestene.

Ifølge ham selv havde Jönsson engang været berider. Han havde i hvert fald redet meget, og det havde han billedbeviser på fra sine yngre dage. Han morede sig med at lære os piger at ride. Senere i livet begyndte jeg dog at sætte spørgsmålstegn ved nogle af hans metoder. Vi red uden sadel, hvilket i sig selv er fint, men for at blive siddende skulle vi klemme med knæene. Vi fik en ridepisk under hvert knæ og skulle holde dem dér hele ridetimen. Lårmuskler fik vi i hvert fald! Det tog mig mange år at vænne mig af med det igen. Til gengæld var han meget streng med vores holdning. Vi skulle være ranke i ryggen og gå med en bog på hovedet for at blive “stolte” i sadlen. Det lærte jeg meget af.

Det, der især prægede internatet, var dog ånden dér: Man skulle være god mod dyrene. Ingen vidste, hvilken baggrund de kom fra, og det har jeg taget med mig hele livet. Man gjorde sit bedste, og dyrene fik rigtig mad – ikke tørfoder. Internatet havde aftaler med et bageri, en fiskehandler og en slagter, så alle deres rester blev sendt til internatet. Kattene fik friskkogt fisk, og hundene fik rugbrød, kartofler og kød blandet sammen, og så blev suppen fra kødet hældt over. Hundene elskede det. Jeg kunne godt lide at hakke kartoflerne, som blev kogt i en kæmpegryde og mast med en lang stav med et hakkejern på.

I køkkenet, hvor maden til dyrene blev lavet, stod der også borde og stole, hvor vi drak te om eftermiddagen. Om formiddagen var køkkenet helt fyldt med damp fra alle de kogende gryder. Lugten af fisk og kød var måske ikke den mest behagelige, men man vænnede sig til det. Om eftermiddagen var luften bedre, og så drak vi te og spiste wienerbrød. Jönsson købte næsten altid wienerbrød, og efter en lang dag derude var vi altid sultne. Nogle gange tænker jeg på, om alle hans penge gik til wienerbrød – vi var ofte mange piger der. Når han handlede, kørte han på sin gamle knallert med en kasse bagpå, hvor wienerbrødet kunne ligge.

Jeg var der flere gange om ugen og cyklede frem og tilbage. Jeg må have haft en fantastisk kondition – cyklede, red, gik med flere hunde hver dag og hjalp til i køkkenet.

Et års tid efter, at jeg var begyndt der, døde Prins af kolik, og Claus blev alene tilbage. En dag ringede Jönsson til mig og sagde, at jeg straks skulle komme ud til internatet. Han plejede aldrig at ringe, så jeg vidste, at der var sket noget godt. Jeg tog min brors knallert og kørte derud, selvom jeg kun var 14. Jeg skulle blive 15 om nogle uger, så det var nok ikke så alvorligt – og det var vigtigt, at jeg kom hurtigt.

Og ganske rigtigt – Jönsson havde købt en ny hest: en rød vallak med blis. Han blev “min”, så længe jeg var på internatet, som Jönsson sagde. Jeg måtte ikke tage ham med hjem, men det var mig, der bestemte over ham. Jeg kaldte ham Ali Baba, og han blev mit et og alt. Han var ikke redet til, så jeg red ham til, kørte ham til og lærte ham en masse tricks. Jeg kunne få ham til at stejle og bukke på kommando.

To år senere døde Jönsson, og jeg var skrækslagen for, hvad der ville ske med Ali. Jönssons bror arvede alt, også hesten, som havde været hans private ejendom. Heldigvis havde han hørt, at hesten var “min”, så han gav ham til mig. Det var svært at holde tårerne tilbage. Jeg måtte beholde ham på internatet et stykke tid, indtil jeg fandt et andet sted at have ham.

Min tid på internatet sluttede, da den nye forstander, fru Sørensen, overtog. Hun brød sig ikke om piger, og én efter én blev vi smidt ud. Jeg fandt et sted til Ali, og internatet fortsatte, det er nu 54 år siden– det eksisterer faktisk stadig i dag, selvom det drives på en helt anden måde.

På billedet ser du Jönsson og Prins!

Se på hest i Ungarn

Jeg har en fortid som hestehandler, og jeg bor nu i Ungarn. Dengang jeg var aktiv, købte jeg mange skønne ungarske heste og tog dem med til Sverige. De ungarske heste har altid været populære, især på rideskoler, fordi de ofte er velredne og vant til håndtering.

Derfor bliver jeg ikke længere overrasket, når nogen kontakter mig og spørger, om jeg kender den ene eller den anden handler eller opdrætter her i landet. Ungarn er stort, og jeg har for det meste købt heste af private. Mange handlere har befundet sig i bestemte områder og tilhørt grupper, man ganske enkelt bør undgå, når man køber hest.

De fleste, der henvender sig til mig, får det samme råd: Køb aldrig en hest uset. Der findes mange fine heste her, men man er nødt til at rejse hertil og se dem selv. Nogle har jeg sendt videre til venner, som indimellem hjælper med at finde heste mod en lille betaling. Dem stoler jeg på, men de er vant til de “billige” heste – ikke de præstationsheste med tyske eller hollandske blodlinjer, som mange skandinaviske købere leder efter i dag. Og så melder spørgsmålet sig jo: Hvordan er sådanne heste endt i Ungarn?

For nylig blev jeg kontaktet om en hest med tysk stamtavle. Videoen og beskrivelsen viste en virkelig fin hest. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvorfor står en hest af den kvalitet i Ungarn, hvis der ikke er noget galt? Heste i den klasse bliver normalt solgt for mange penge, så man begynder naturligt at undre sig. Nogle gange skyldes det noget midlertidigt, som kan ordnes – andre gange er det en misforstået hest. Men uanset hvad, tager man en risiko. Og når der er mange penge på spil, må man selv afgøre, om risikoen er værd at tage.

Jeg har selv taget den risiko flere gange – nogle gange med held, andre gange ikke. Det vigtigste er ikke at lade følelserne tage over, og at man ikke betaler overpris. Når man først har set sin drømmehest, er det let at blive blind for detaljer, især når sælgeren har en god historie klar.

Denne gang sagde jeg ja til at tage ud og inspektere hesten. Jeg har ikke handlet i mange år, og jeg tænkte, at det kunne være interessant at se, om noget havde ændret sig. På vej derud talte jeg med min mand om, at jeg tvivlede på, at den flotte facilitet på videoen virkelig fandtes i det område – jeg havde aldrig hørt om sådan et sted.

Vi skulle møde manden ved hans hjem og derefter følge efter ham ud til stalden. Vejen var fuld af huller, og turen tog tre en halv time. Vi havde fået at vide, at de talte glimrende engelsk, men da jeg ringede en time før for at de skulle møde op, opdagede jeg hurtigt, at uden mit ungarske havde jeg nok ikke forstået en eneste sætning!

Da vi fulgte ham den sidste strækning, var alt præcis som jeg havde forestillet mig. Intet ridehus, ingen ridebane, ingen folde i sigte. Kun tre bokse med tre heste. Mændene kastede sig ind i boksen, smed grimen på og trak hesten ud igen. Denne gruppe mennesker har en helt særlig måde at hive og rykke i træktovet på. De vil have hesten til at se livlig og “stolt” ud, med halen i vejret og hovedet højt. Det har ikke ændret sig siden min tid. Jeg har ofte forsøgt at forklare, at vi skandinaver gerne vil se rolige, afbalancerede heste, men de viser dem stadig på samme måde.

Jeg gik hesten igennem, målte den og lod den lille, runde mand løbe op og ned ad gaden, mens hundene gøede og børnene skreg. Ingen rytter, ingen mulighed for at slippe hesten løs. Det overraskede mig ikke – jeg har set det mange gange før – men dengang handlede vi til helt andre priser. Heste er en ferskvare: en hest, der blev redet for tre måneder siden, vil måske ikke have en rytter nu. Hvis den har “hvilet sig rask,” kan alle småskaderne komme tilbage, så snart man begynder at bruge den igen.

Sælgerne var meget venlige og bød på kaffe og Palinka – måske håbede de, at en lille én ville løsne vores tegnebøger lidt! Heldigvis var det ikke os, der skulle købe hesten. Jeg syntes faktisk, de var rigtig fine – de kunne sagtens have fået plads i min stald alle tre.

De så lidt skuffede ud, da der ikke blev nogen handel den dag, men sådan er det. Vi kørte hjem igen, godt sultne, og fandt en dejlig restaurant, hvor vi fik en kæmpe schnitzel. Det var det perfekte punktum på en lang dag på bumlede veje. Og det bedste af alt – vores hund tilgav os med det samme, da han fik den halve schnitzel jeg ikke kunne spise, da vi kom hjem. Her får man nemlig altid maden med hjem som man ikke kan spise:)

Det skete i weekenden!

Når man har haft heste i over 50 år, så bliver der jo både op- og nedture undervejs.
Siden vi flyttede til Ungarn for snart syv år siden, har vi boet et sted, hvor der ikke er andre heste i nærheden. Jeg savner selvfølgelig at have nogen at ride sammen med, men det har faktisk været sådan lidt af og på hele mit liv.

Jeg har tre heste tilbage:
– en hest jeg reddede fra slagtning, som desværre er kronisk halt,
– en gammel avlshoppe, som har mistet mange af sine tænder,
– og så Maersk, som jeg har redet og kørt lidt med ind imellem.

Desværre har Maersk fået noget i bagbenene (shivering), og derfor har jeg ikke haft lyst til at ride ham mere. Jeg har dog kørt ham lidt, men vognen jeg har, er stor og klodset – og det føles unødvendigt, når man bare vil ud på en lille tur med hesten. Han er desuden så stor, at det er svært at finde en sulky, der passer, uden at man næsten glider baglæns ud af den, når man spænder for!

For mange år siden købte jeg derfor en såkaldt hingstefremvisningsgigg af en god ven, som desværre ikke er blandt os længere. Han havde sat helt nye stænger på, men der var stadig en del, der skulle laves. Jeg ville have den med herned fra Sverige – både fordi jeg kunne se, at den ville blive meget brugbar, når den var færdig, og fordi den havde en følelsesmæssig værdi for mig, da jeg havde købt den af ham.

Den kom med i en container, som vi stillede hos en bekendt et stykke herfra, og derefter hentede vi tingene lidt efter lidt med trailer. Det var kun Jens og mig, og man bliver godt træt af alt det flytteri og bæreri. Da vi skulle have giggen af traileren, “tabte” vi den – og det ene hjul knækkede. Måske var det lige så godt, at det skete dér og ikke mens jeg kørte! Hjulene viste sig alligevel at være ormædte.

Derefter blev projektet sat på pause, for det koster en formue at få repareret trähjul – og der er ikke mange, der laver den slags længere. Min beslagsmed kendte dog en mand, som var specialist, så jeg kontaktede ham. Men da jeg hørte prisen for nye trähjul, var det omtrent det samme som at købe en ny vogn. Det havde jeg ikke råd til, så giggen måtte blive stående.

Efter noget tid foreslog min mand, at vi kunne høre, hvad det kostede at få jernhjul i stedet, da træarbejdet jo var det dyre. Og det viste sig at være meget billigere – 10.000 svenske kroner for nye hjul, der passede perfekt. Så i sommer blev det endelig gjort!

Derefter begyndte næste trin: at finde mine gamle seletøj frem, gøre dem rene og justere, så de passede til Maersk. Han er jo ikke nogen lille hest, så det tog lidt tid at få det hele til at sidde ordentligt. Utroligt så meget arbejde det er, bare fordi man vil have lidt sjov!

Men i lørdags skete det endelig – den første køretur!
Vejret var fantastisk, og jeg fik min mand til at hjælpe og tage billeder. Fordi det kun var en prøvetur, og jeg skulle justere tingene, tænkte jeg, at de andre heste bare kunne blive i folden. De er jo gamle og rolige, tænkte jeg…

Da vi kørte ud på marken, hørte jeg pludselig prusten og hvin bag mig – og min 24-årige, som er halt på begge forben, kom springende og bukkende forbi os i fuld fart! Maersk blev naturligvis ophidset, satte rumpen ind under sig og spændte sig helt op. Men jeg fik ham talt til ro, vendte vognen og kørte tilbage over marken.

Så kom Mercedes, med halen højt i vejret, vrinskede til Maersk som om hun sagde: “Hej, er du ny her? Du ser faktisk ret lækker ud!” – og begyndte at brunstne. Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine – hvilke nogle tossede gamle heste!

Maersk fik masser af ros for at være så rolig og fornuftig – godt jeg havde gulerødder i lommen! Han stod også pænt stille, mens jeg spændte af.

Næste gang jeg kører, tror jeg, at jeg lader de gamle blive i den anden fold! 😉