Forfatter: Anne Axell

Det skete i weekenden!

Når man har haft heste i over 50 år, så bliver der jo både op- og nedture undervejs.
Siden vi flyttede til Ungarn for snart syv år siden, har vi boet et sted, hvor der ikke er andre heste i nærheden. Jeg savner selvfølgelig at have nogen at ride sammen med, men det har faktisk været sådan lidt af og på hele mit liv.

Jeg har tre heste tilbage:
– en hest jeg reddede fra slagtning, som desværre er kronisk halt,
– en gammel avlshoppe, som har mistet mange af sine tænder,
– og så Maersk, som jeg har redet og kørt lidt med ind imellem.

Desværre har Maersk fået noget i bagbenene (shivering), og derfor har jeg ikke haft lyst til at ride ham mere. Jeg har dog kørt ham lidt, men vognen jeg har, er stor og klodset – og det føles unødvendigt, når man bare vil ud på en lille tur med hesten. Han er desuden så stor, at det er svært at finde en sulky, der passer, uden at man næsten glider baglæns ud af den, når man spænder for!

For mange år siden købte jeg derfor en såkaldt hingstefremvisningsgigg af en god ven, som desværre ikke er blandt os længere. Han havde sat helt nye stænger på, men der var stadig en del, der skulle laves. Jeg ville have den med herned fra Sverige – både fordi jeg kunne se, at den ville blive meget brugbar, når den var færdig, og fordi den havde en følelsesmæssig værdi for mig, da jeg havde købt den af ham.

Den kom med i en container, som vi stillede hos en bekendt et stykke herfra, og derefter hentede vi tingene lidt efter lidt med trailer. Det var kun Jens og mig, og man bliver godt træt af alt det flytteri og bæreri. Da vi skulle have giggen af traileren, “tabte” vi den – og det ene hjul knækkede. Måske var det lige så godt, at det skete dér og ikke mens jeg kørte! Hjulene viste sig alligevel at være ormædte.

Derefter blev projektet sat på pause, for det koster en formue at få repareret trähjul – og der er ikke mange, der laver den slags længere. Min beslagsmed kendte dog en mand, som var specialist, så jeg kontaktede ham. Men da jeg hørte prisen for nye trähjul, var det omtrent det samme som at købe en ny vogn. Det havde jeg ikke råd til, så giggen måtte blive stående.

Efter noget tid foreslog min mand, at vi kunne høre, hvad det kostede at få jernhjul i stedet, da træarbejdet jo var det dyre. Og det viste sig at være meget billigere – 10.000 svenske kroner for nye hjul, der passede perfekt. Så i sommer blev det endelig gjort!

Derefter begyndte næste trin: at finde mine gamle seletøj frem, gøre dem rene og justere, så de passede til Maersk. Han er jo ikke nogen lille hest, så det tog lidt tid at få det hele til at sidde ordentligt. Utroligt så meget arbejde det er, bare fordi man vil have lidt sjov!

Men i lørdags skete det endelig – den første køretur!
Vejret var fantastisk, og jeg fik min mand til at hjælpe og tage billeder. Fordi det kun var en prøvetur, og jeg skulle justere tingene, tænkte jeg, at de andre heste bare kunne blive i folden. De er jo gamle og rolige, tænkte jeg…

Da vi kørte ud på marken, hørte jeg pludselig prusten og hvin bag mig – og min 24-årige, som er halt på begge forben, kom springende og bukkende forbi os i fuld fart! Maersk blev naturligvis ophidset, satte rumpen ind under sig og spændte sig helt op. Men jeg fik ham talt til ro, vendte vognen og kørte tilbage over marken.

Så kom Mercedes, med halen højt i vejret, vrinskede til Maersk som om hun sagde: “Hej, er du ny her? Du ser faktisk ret lækker ud!” – og begyndte at brunstne. Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine – hvilke nogle tossede gamle heste!

Maersk fik masser af ros for at være så rolig og fornuftig – godt jeg havde gulerødder i lommen! Han stod også pænt stille, mens jeg spændte af.

Næste gang jeg kører, tror jeg, at jeg lader de gamle blive i den anden fold! 😉

---

I sidste uge skrev jeg om passet, der forsvandt på en hingst, jeg havde sendt til salg. Det er en af grundene til, at jeg altid er forsigtig med at udlevere hestepassene. Men historien, jeg vil fortælle nu, er faktisk endnu værre – og den var tæt på at koste mig en hel hest.

Jeg har formidlet heste i mange år, selvom det er længe siden, jeg stoppede med egentlig salg. Gennem tiden har jeg haft mange praktikanter og ansatte. De fleste har været fantastiske, og flere af dem har jeg stadig kontakt med i dag. Men som mange ved, dukker der indimellem personer op, som man helst ville have undgået.

Denne historie handler om en pige, der arbejdede hos mig. Hun var arbejdsom, god til at ride og vise heste frem, og mens hun var i min stald, fungerede samarbejdet fint. Jeg begyndte at give hende tillid og ansvar. Til sidst ville hun starte selv og sælge heste for mig i sin egen stald. Det lød som en god idé, så hun fik selv lov at vælge, hvilke heste hun ville tage med sig til salg.

En af hestene var en meget flot, stor vallak, som jeg havde fået direkte fra opdrætteren. Han var veluddannet og flink, men lidt for meget hest for en uerfaren rytter. Han kunne lave ordentlige bukkespring i træningen og krævede en frygtløs og rutineret konkurrencerytter – absolut ikke en ”tantehest” til skovture.

Da jeg er forsigtig, fik hun passet med (som reglerne kræver skal følge hesten), men jeg beholdt ejerbeviset. Hun mente også, det burde følge med, men jeg stod fast på, at det først skulle udleveres, når hesten faktisk var solgt, og pengene betalt.

Efter nogen tid fik jeg pludselig en mail fra en dame, som fortalte, at hun havde købt hesten – som netop en ”tantehest”. Desværre var hun allerede blevet smidt af og havde brækket hoften. Hun havde forsøgt at få kontakt med pigen, der havde solgt hesten, men fik intet svar, så hun kontaktede mig. Da jeg forklarede situationen, blev hun både chokeret og overrasket – for hun havde allerede fået et nyt ejerbevis fra SWB!

Det viste sig, at pigen havde sendt en kontrakt ind og krævet et nyt ejerbevis, selvom hun aldrig havde stået som ejer. Og SWB havde godkendt det – uden nogen videre kontrol.

Jeg kontaktede straks SWB og spurgte, hvordan det kunne være muligt. Jeg sad jo med originalet i hånden – hvordan kunne de udstede et nyt ejerbevis på en hest, som en anden havde solgt og beholdt pengene for? De havde intet svar på det, men sagde, at de ikke kunne gøre noget, og at de ville kontakte deres jurist. Da de havde talt med ham, var svaret: de var ikke ansvarlige for noget.

Så jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvad er et ejerbevis egentlig værd? Vi som hesteejere er forpligtede til at følge reglerne – passet skal følge hesten, vi skal anmelde ejerskifte, ellers risikerer vi bøder. Men SWB kan altså bare udstede nye ejerbeviser, lidt som de vil, uden at tage ansvar?

Og ja, nu ved I dette: det er skræmmende let at blive ”hesteejer”. Lån en hest, kræv passet – og bestil derefter et nyt ejerbevis. Pludselig står du som ejer på papiret.

Hvordan gik det så med vallakken? Damen ville returnere hesten, da hun havde købt ham under helt forkerte forudsætninger. Hun lykkedes til sidst med at presse pigen til at betale pengene tilbage. Hesten kom hjem igen, og jeg lavede en aftale med en hestehandler, jeg kendte, som hentede ham hos hende.

Så nu forstår I måske, hvorfor jeg ikke udleverer passet, før hesten er solgt – og jeg har fået betaling.

Billedet er kun for opmærksomhed – det er ikke vallakken!

Trauma ved at miste sin hest

Vi ved alle, hvor frygteligt svært det er, når ens hest går bort. Det er endnu mere smertefuldt, når man selv må træffe beslutningen. Men noget, der sjældent bliver talt om, er sorgen og traumet, når man er nødt til at sælge sin hest på grund af forskellige omstændigheder.

Når en hest dør, ved man i det mindste, hvor den er. Sorgen er enorm, og vi bearbejder den på hver vores måde. Men når man sælger sin hest, ved man som regel ikke, hvor den ender – og risikoen er, at det ikke bliver, som man havde håbet.

Nogle prøver at løse situationen ved at udlåne hesten, så de kan holde øje med den. Desværre fungerer det ikke altid. Pludselig kan den, der har hesten, ikke beholde den længere, de flytter måske langt væk, eller deres livssituation ændrer sig – og så står man dér uden en staldplads. Hesten flytter frem og tilbage, og det skaber både skuffelse og bekymring.

Mellem at sælge og at udlåne ville jeg nok selv vælge at sælge til én, der virkelig kan tage sig godt af hesten. Men hvordan kan man være sikker? Det kan man aldrig 100 %. Man kan undersøge køberen, tale med folk, der kender dem, og prøve at få en fornemmelse af, om de er fornuftige og ansvarsfulde hesteejere. Man kan indføje en tilbagekøbsret i kontrakten, men desværre gælder den ikke altid, hvis det ender i en tvist. Og selv hvis hesten kommer tilbage – hvor er jeg så i mit liv? Har jeg tid, plads og råd til den?

Gennem årene har jeg haft mange heste og også handlet med dem. Dem, jeg har købt og solgt hurtigt, har været lettere at give slip på. Men mine “egne” heste – dem, der for alvor har sat spor i hjertet – har nogle gange været smertefulde at sige farvel til. Jeg kan sige, at det ikke bliver lettere med årene. De bliver næsten som ens børn.

Nogle gange må man dog stadig tage den svære beslutning, hvis man ikke længere kan give hesten det, den har brug for. Den eneste måde at mindske risikoen for at ende i den situation er at tænke sig godt om, inden man køber. Har jeg tid og råd om fem eller ti år? Eller køber jeg bare for sjov, mens det kan lade sig gøre?

Tænk altid på hestens bedste. Det er ikke godt for den at skifte ejer ofte eller flytte fra stald til stald. En hest sætter sit præg på sjælen – og jeg håber inderligt, at du aldrig skal gennemgå dette trauma.

---

Pas på “gratis” heste!

Hvis du bruger meget tid online, så støder du før eller siden på forskellige former for svindel. Nogle gange, når jeg har tid og lyst, synes jeg faktisk det er lidt sjovt at lege med og lade som om jeg hopper på det – bare for at afsløre dem til sidst. Desværre giver de sjældent op, de går bare videre til næste offer.

Jeg er før blevet kontaktet af folk, der påstår, jeg skal forvalte en arv eller noget lignende, men denne version var ny for mig.

For nylig blev jeg kontaktet af en mand, som sagde, han var fra “Dallas”. Han havde en hjemmeside, der ved første øjekast så nogenlunde troværdig ud – men den havde meget få følgere, og det fik mine alarmklokker til at ringe.

Han tilbød mig en hest helt gratis, fordi han gerne ville sikre, at den fik et godt hjem. Det sker jo af og til, så jeg fortalte ham, at jeg bor i Ungarn – i håb om at det ville få ham til at opgive. Men nej, det var ifølge ham kun “et par timer væk”, og det var “intet problem”. På det tidspunkt vidste jeg, at det var fup, men jeg spillede med lidt endnu for at finde ud af, hvad han egentlig ville.

Han sagde, at han netop fordi hesten var gratis, ikke stolede på, at nogen i USA ville give den et godt hjem. Han kunne mærke, jeg var skeptisk, så han lod som om han ringede til mig via Messenger. Da jeg svarede, var der ingen der. I stedet sendte han et skærmbillede af en sort skærm og påstod, at der måtte være noget galt med hans app. Jeg foreslog, at han kunne indtale en besked i stedet – men igen var der “problemer” med Messenger. Mærkeligt nok kunne han stadig skrive og sende billeder uden problemer…

Jeg bad om flere oplysninger om hesten. Han svarede, at det var en 12-årig vallak, 155 cm høj, sød og redet, og at hun hverken bed eller sparkede.

Så spurgte jeg: “Er du helt sikker på, du er fra Dallas?”

Han sagde ja.

Og så begyndte jeg at afsløre ham.

“Ved du hvad,” sagde jeg, “jeg er 100 % sikker på, at en mand fra Dallas aldrig ville omtale en vallak som hun.”

Han forsøgte at redde den ved at sige, at hesten opførte sig mere som en hoppe. Så spurgte han, om jeg brugte Google Translate. “Nej,” svarede jeg, “men det gør du.”

Derefter fortalte jeg ham præcis, hvad jeg mente – at det er modbydeligt at forsøge at tjene penge på folks kærlighed til dyr. Men han gav ikke op. Han påstod stadig, at han aldrig kunne finde på det, og at han bare ville være sikker på, at hesten fik et godt hjem. Der lukkede jeg samtalen.

Hvis du ikke har prøvet noget lignende, tænker du måske: “Hvad kan der ske ved at tage imod en gratis hest?” Og det er præcis dét, de vil have dig til at tro.

Men jeg lover dig – hvis jeg havde sagt ja, ville hesten være “strandet” et eller andet sted undervejs. Så ville han bede om en lille overførsel, bare for at få den frem. Og selvfølgelig ville pengene blive betalt tilbage, så snart hesten ankom. Men den hest eksisterer ikke. Han ejer den ikke. Og du får aldrig dine penge at se igen.

Der findes organiserede bander, der lever af at svindle folk på alle tænkelige måder. Desværre er mange af disse svindelnumre forbundet med netværk i f.eks. Nigeria, hvor de tjener millioner på at narre godhjertede og godtroende mennesker for deres sidste penge.

Man siger, at man ikke skal se en gavehest i munden – men jeg siger: se på ejeren! Vær forsigtig. Lad ikke dine følelser styre dig. Det kan blive dyrt.

Billedet er af hesten han skulle give mig.

“Er det nok?” – Drømme, realiteter og kunsten at købe hest med lukkede øjne

Jeg kendte engang en mand. Han var 35, boede alene, arbejdede hårdt og var en flink fyr. Men lad os være ærlige – han lignede ikke ligefrem George Clooney. Mere som en lidt træt tekniker fra 90’erne, der aldrig helt fandt stikkontakten til charme. Han havde et almindeligt job, boede i en lejlighed med mere grantræ end god smag og var ganske tilfreds med tilværelsen.

En dag spurgte jeg ham, hvorfor han ikke havde en kæreste.
Hans svar?
”Altså, jeg har jo nogle krav,” sagde han.
Kvinden skulle være smuk – altså model-smuk, have penge, klæde sig stilfuldt, være classy og intelligent.
Jeg nikkede langsomt og tænkte i mit stille sind: “Har du overhovedet set dig selv i spejlet for nylig, makker?”

Og det minder mig skræmmende meget om, hvordan mange tænker, når de skal købe hest.

Vi drømmer stort. Vi ser os selv som ryttere i verdensklasse. Og hesten? Den skal være smuk, fejlfri, let at ride, have tre gangarter i top, fantastisk temperament, god afstamning og… koste maks 40.000 kr.

Nå ja – og vi glemmer helt, at vi måske hverken har erfaringen eller tiden til at uddanne den.
Og at alt det udenom koster spidsen af en sadel.

Don’t get me wrong – det er dejligt at drømme.
Men på et tidspunkt skal man altså stoppe op og spørge sig selv:
“Er det her egentlig nok?”
Og jeg mener ikke kun pengene. Jeg mener tiden, energien, evnerne, tålmodigheden – og lidt selverkendelse.

Alt for mange køber hest med øjnene.
Ikke med forstanden. Ikke med realismen. Ikke med selvindsigt.
De ser en flot, skinnende 4-årig og forestiller sig selv ride elegant hen over grønne marker, mens fuglene synger og naboerne klapper begejstret fra hegnet.

Virkeligheden?
Mudrede folde.
Bidte grimer.
Træningspas hvor alt går baglæns.
Og det er helt okay – hvis bare man er ærlig over for sig selv.

Så før du forelsker dig i den smukke hest med dådyrøjne og en pris der virker for god til at være sand – så spørg dig selv:
👉 Har jeg det, der skal til for at uddanne den her hest?
👉 Har jeg råd til ALT det udenom?
👉 Og det vigtigste: Matcher hesten mig, eller kun den drøm jeg har inde i hovedet?

Vi behøver ikke være perfekte.
Vi skal bare være lidt mere som hestene selv – nede på jorden, ærlige og til stede.

Så næste gang du scroller igennem hesteannoncer og drømmer dig væk – glem ikke at kigge i spejlet også.
Og spørg dig selv:
“Er det nok?”

(Og hvis svaret er nej – så er det altså ikke verdens undergang. Det betyder bare, at du måske skal tage ét skridt ad gangen. Hestelivet er en rejse, ikke en destination. Og nogle gange er det vigtigste, at du bliver den slags menneske, som din drømmehest faktisk ville vælge.)

---

🎠 Vil du have mere ærlig viden, støtte og inspiration i dit hesteliv?
Bliv en del af min medlemsgruppe:
🌍 Happy Horse Hub (engelsk)
Her får du masser af læring, fællesskab og ægte snakke om alt fra hestens trivsel til din egen selvtillid i sadlen – altid med varme, erfaring og en god portion humor.

👉 Kom og vær med – vi glæder os til at byde dig velkommen! 🐎💛

Den mistænkelige dansker og militærets lager

Da jeg købte min gård i Mörrum, var laderne allerede udlejet til militæret, som havde noget udstyr opmagasineret der. Gården havde stået tom i et stykke tid, så militæret havde hyret en nabo til at “holde øje”, så der ikke blev stjålet noget, eller der skete noget mistænkeligt.

Da jeg flyttede ind, håbede jeg, at de ville fortsætte med at leje — jeg kunne godt bruge pengene, og jeg havde ikke brug for de 600 kvadratmeter, de havde lejet.
Men de var temmelig skeptiske… fordi jeg var dansker.

Jeg syntes, det var helt til grin — troede de virkelig, at jeg var spion?
Hvilket motiv skulle en ung dansk pige have for at stjæle fra deres lager?

Til sidst gik de med til at fortsætte lejemålet — på betingelse af, at naboen stadig holdt opsyn.
Det kom jeg hurtigt til at fortryde.
Han dukkede nemlig op på alle tidspunkter af døgnet og listede rundt om bygningerne.
Flere gange stod jeg i stalden, når han pludselig dukkede op og sneg sig omkring i mørket — jeg fik flere gange et chok!

En gang havde jeg besøg af en god ven, som ofte hjalp mig med at bygge i stalden.
Vi stod og fjollede og grinede af noget, da vi pludselig opdagede… naboen stod der og gloede på os!

Så fik jeg nok.
Jeg sagde til militæret, at enten måtte de bede ham stoppe — eller også måtte de flytte ud.
De valgte at opsige samarbejdet med ham, for nu havde de åbenbart indset, at jeg var ganske harmløs.

Mine forældre og jeg spøgte tit med, at vi burde grave et bøjet rør ned i gårdspladsen og rette det mod laderne — så det lignede en ubåd på vej op — bare for at se, om militæret ville komme farende med udrykning!
Det var jo samtidig med, at den russiske ubåd blev opdaget ved Karlskrona, og aviserne var fulde af ubådshistorier.

Da militæret endelig flyttede ud et par år senere, var jeg selvfølgelig nysgerrig efter at se, hvad de havde haft opmagasineret.
Jeg havde gættet på våben, kanoner eller sprængstoffer — så hemmelighedsfulde som de havde været.
Men nej… det viste sig at være gamle cykler og telte.
Sager, som ingen gad have!

Men det dér med at “holde øje med den vilde dansker” stoppede ikke der.
Mit hus lå lige ud til hovedvejen, så alle kunne se, hvem der kom og gik.
Jeg havde et stort hus og tit gæster, så det gik bestemt ikke ubemærket hen.

En lørdag aften, hvor jeg holdt fest, og der stod nogle biler på gårdspladsen, bankede det pludselig på døren ved ni-tiden.
En af gæsterne kiggede ud og så skrækslagen ud: “Det er politiet!”

Vi havde hverken høj musik eller ballade, og naboerne boede langt væk, så jeg anede ikke, hvad der foregik.

Udenfor stod tre betjente. Jeg kendte den ene i forvejen.

“Jo,” sagde han, “vi har jo snakket om, at du skulle sy de der armskånere til os, og da vi kørte forbi, tænkte jeg…”

“Nej,” sagde jeg, “du tænkte ikke — I vil bare have kaffe, ikke?”

“Jo… det kunne da være hyggeligt,” svarede de.

Så jeg inviterede dem indenfor, og vi havde en fantastisk aften sammen.
Men jeg kunne ikke lade være med at grine for mig selv — jeg vidste præcis, hvad naboen ville tænke:

“Se nu den dansker! Hun holder vild fest, og politiet er der hele aftenen… gad vide, hvor mange der blev anholdt?”

Ja… jeg har haft meget sjov i mit liv!

Min tid som sadelmager

Jeg har altid haft en stærk vilje og aldrig rigtig tænkt i begrænsninger — heller ikke selvom folk hele tiden sagde til mig: “Man kan ikke tjene penge på heste. Det er bare en hobby, og de koster kun penge.”
Men i mit logiske hoved tænkte jeg, at nogen må jo tjene penge på heste. De, der laver udstyr til hestene, må jo have en indtjening — ellers ville der jo ikke være nogen til at levere foder og udstyr. Og der fandtes jo også rideskoler, som tjente penge på deres elever.

Skaberglæde har altid været en af mine stærke sider.
Da jeg som barn fik mulighed for at gå til ungdomsskole, som det hed dengang, kunne man tilmelde sig forskellige aftenkurser — helt gratis.
Jeg ville gerne gå til det hele, men måtte jo vælge, og det blev keramik og læderarbejde.
Der gik ikke mange gange, før jeg gerne ville sy en trense. Jeg fik lov, så længe jeg selv betalte for materialerne, for det var dyrt.
Det var fantastisk sjovt! Og det var dér, jeg fik ideen om, at jeg jo kunne uddanne mig til sadelmager.

Som jeg har fortalt før, var det gode kontakter, der gjorde, at jeg fik lov at starte i lære hos en sadelmager i København, som kunne lære mig håndværket.
Det var spændende — og følelsen af at kunne skabe så smukke ting, især til heste, var helt fantastisk.
Den sadelmager, jeg var hos, lavede blandt andet ponnyseler, som var svære at få fat i dengang. Rigtige seler i ministørrelse — ikke bare en simpel brystrem og hovedtøj med skyklapper og emblem.

Med den viden tænkte jeg, at jeg kunne starte mit eget sadelmageri — for det var jo præcis dét, jeg ville.

Det er ikke nemt at starte en virksomhed, før folk ved, hvem man er, og hvilket arbejde man laver.
Jeg fik alle mulige mærkelige opgaver — bønderne kom med deres gamle lokseler, der var samlet med ståltråd og ballesnor.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tage for det — jeg ville jo ikke være for billig, men jeg ville heller ikke skræmme kunderne væk.
Det tager tid at opbygge tillid, men jeg lavede et godt stykke arbejde, og efterhånden kom kunderne igen.

Jeg lærte at lave ting, man ikke kunne købe i Börjes — som meget små grime eller meget store.
Billige produkter bliver jo kun lavet i standardmål, så det var en stor fordel at kunne sy grime efter den enkelte hest.
Jeg sørgede også altid for at bruge gode materialer, så det holdt.

Jeg lavede også andre ting — flotte geværremme til jægere, som blev meget populære.
Jeg lavede udstyr til brandvæsenet og armskinner til politiet, når de trænede hunde.

Det med tilliden blandt bønderne havde også en anden side.
Jeg husker engang, det bankede på døren. Jeg gik ud og åbnede, og der stod en mand med en sele.
Han kiggede forbi mig, som om han ledte efter nogen inde i huset, og spurgte, om han kunne få lov at tale med sadelmageren.
Med et lille smil sagde jeg: “Det er mig.”
Han kiggede mistroisk længe på mig og sagde så: “Nå… det havde jeg ikke lige regnet med.”
Men jeg fik lov at reparere hans sele — og han var faktisk tilfreds med resultatet.

Det lykkedes mig aldrig at leve helt af sadelmageriet. Jeg var altid nødt til at have en ekstra indtægt.
Jeg lejede bokse ud, lejede min lade ud, holdt aftenkurser for AOF, købte ungheste og red dem til, arbejdede deltid på et hotel og plukkede jordbær.
Alligevel var jeg glad, for jeg kunne selv bestemme over min tid og arbejde hjemmefra.
Og jeg mødte mange dejlige mennesker.

Da jeg begyndte at handle med heste, stoppede jeg med sadelmageriet — men jeg har haft stor glæde af det, når jeg skulle tilpasse eller reparere udstyr.
Jeg har stadig mine værktøjer og en del materialer, selvom jeg ikke har rørt dem i mange år.

Og nu er tiden kommet igen — jeg skal gøre Maersks sele større, så den passer ham.
Og jeg mærkede, at jeg faktisk glæder mig til at tage en syl i hånden igen.

🇩🇰 Med SWB i Polen – Del 2

Man følte sig virkelig som landets rigeste, da vi var i Polen. Vi fik så meget for pengene, og selvom jeg var fattig hjemme i Sverige, havde jeg råd til en masse derovre.

Det kunne også mærkes, når vi stoppede forskellige steder for at få kaffe eller noget at spise. Folk stimlede sammen omkring bussen – de havde aldrig set sådan en før. Vi fik at vide, at vi ikke måtte give dem noget, for det kunne skabe problemer.
Men én, der ikke lod sig bremse af regler, det var Walter Persson. Hvordan han bar sig ad, ved ingen, men han fik polske børn til at synge på svensk for at få bolsjer. Det var tragikomisk – men børnene var lykkelige, og Walter var ikke nærig!

Der havde vi noget til fælles. Selvom jeg ikke havde mange penge, følte jeg, at en tier var mange penge for polakkerne, så jeg gav altid drikkepenge.
Mange af de andre på turen skulle have præcis byttepenge tilbage – og det kunne jeg ikke lide. Polakkerne var så venlige og gjorde alt for, at vi skulle have det godt. Så hvorfor ikke vise lidt taknemmelighed? Alt var jo billigt alligevel.

At det kan betale sig at være generøs og tænke på andre, det oplevede Walter og jeg en aften efter middagen på et hotel. Det var blevet sent, og tjenerne sagde, at de ikke serverede længere efter et vist tidspunkt.
Men Walter spurgte: “Kan man virkelig ikke få bare lidt champagne?”
Jo, det kunne man – til ham og mig, for vi havde givet drikkepenge. Vi skålede og var helt enige: Der findes retfærdighed i verden!

Det var en uforglemmelig rejse – og jeg var træt i fjorten dage bagefter, så intens var den!
Jeg lærte så mange fantastiske mennesker at kende (selvom de var lidt ældre 😉), og chaufføren fik os trygt hjem – stor ros til ham.

Selve rejsen var fantastisk – men det stoppede ikke der. Jeg fik nogle uvurderlige kontakter, og jeg har en lille sjov historie om netop det.

Kort tid efter vi var kommet hjem, var der et arrangement på Flyinge. Jeg husker ikke præcis hvad det var, men der var fyldt med mennesker. Ridehuset var ret nyt, og der skulle være opvisning.
I den ene ende er der en gangbro, hvor man kan gå fra den ene side til den anden. Jeg gik deroppe, og kunne se ned på folk, da jeg pludselig hørte nogen råbe:
“Jamen det er jo sadelmagere’n!”
Alle hoveder vendte sig mod mig, og Gunnar Henriksson kom løbende og gav mig et kæmpe kram!
Det var virkelig hyggeligt at se ham igen – og senere hjalp han mig faktisk med en masse papirarbejde, da jeg skulle fremvise min hingst i Danmark.

En anden god kontakt jeg fik ud af rejsen, var Inge Wilhelmsson. Da vi skulle holde kåring hjemme på gården, kontaktede jeg ham og spurgte, om han ville komme som dommer til vores palomino-kåring.
Det ville han gerne – og jeg kunne stolt annoncere, at vi havde en international dommer til vores arrangement.

Walter Persson mødte jeg igen i Falsterbo, hvor han var med til at arrangere det hele. Jeg var der for at sælge fra mit sadelmageri, og vi havde en fest inden det hele gik i gang.

Gullvi Borsits har jeg stadig kontakt med – hun er lige så frisk og hyggelig som altid, selvom hun nu er over 80 år gammel.

Som jeg altid har sagt:
Det gælder om at have kontakter – man ved aldrig, hvornår man får brug for dem!

---

Med SWB i Polen! Del 1

Man ser nogle gange jokes på Facebook om, at der ikke fandtes internater, da vi var børn – så der findes ingen beviser for alle de skarnsstreger, vi lavede dengang.
Hmm… jeg havde faktisk et kamera og brugte det flittigt, selvom det var dyrt at fremkalde billeder. Men jeg syntes, det var det hele værd – og det fortryder jeg bestemt ikke i dag. Så ja, vi kunne sagtens være frække, selv uden mobiltelefoner til at filme det hele med!

Historien, jeg vil fortælle nu, involverer en del prominente personer fra ridesporten dengang. Mange af dem er desværre ikke iblandt os længere, men jeg håber, at deres børn og børnebørn kan få sig et godt grin – og ikke skamme sig over, at man også havde det sjovt dengang.
Jeg kan ikke huske alle navnene, men jeg husker deres ansigter og deres smittende humør – det er dét, der gør, at jeg stadig i dag husker denne tur som den bedste, jeg nogensinde har været med på.

Jeg husker, da Gullvi Borsits spurgte, om jeg ville med på en rejse for at se på heste. Hun arrangerede flere ture med SWB og lagde utroligt meget tid og arbejde i det. Jeg var ikke i tvivl – jeg ville rigtig gerne med! Men havde jeg råd?
Jeg boede alene på min gård i Mörrum og havde ikke meget at gøre godt med som sadelmager. Gullvi overbeviste mig om, at det ikke ville blive dyrt – dengang var Polen nemlig virkelig billigt.

Jeg fik arrangeret, at nogen kunne passe gården, mens jeg var væk – for allerede dengang havde jeg hund, kat, høns og heste. Jeg vidste ikke, hvem der ellers skulle med, udover at det var folk fra SWB – så det kunne jo være hvem som helst.
Jeg kørte til Gullvi, for bussen skulle køre forbi Vinslöv, og vi var blandt de første, der steg på. Jeg var glad for, at Lollo også skulle med – hende kendte jeg lidt, og vi var nogenlunde jævnaldrende. Det var en stor fordel, for jeg blev lidt bekymret, da jeg så, hvem der ellers kom ind i bussen.
Lollo og jeg så på hinanden – vi var ikke helt tilfredse. Vi var enige om, at plejehjemmet måtte være brændt, så mange ældre mennesker som der var med. “Pensionisttur,” sukkede jeg. Nå ja, vi skulle jo se på heste – det skulle nok blive godt alligevel.

Og dét blev det!
De såkaldte pensionister havde ingen hæmninger – de var simpelthen for gamle til at bekymre sig om, hvad andre tænkte. De skiftedes til at tage mikrofonen og fortælle om deres stutterier, hingste og en masse spændende ting om heste.
Og når de ikke havde mere at sige? Så fortalte de frække vittigheder – vi grinede, så tårerne trillede.

Den første dag gik med bustur og færge. Jeg var glad for, at jeg havde taget søsygepiller med, for det gyngede godt.

Da vi ankom til det første hotel, spiste vi middag sammen, og det var rigtig fint. Så foreslog én, at vi skulle præsentere os én efter én.
Jeg gik i total panik indvendigt – jeg var ret genert dengang (det går heldigvis over med alderen!) – og jeg tænkte kun på, hvad jeg selv skulle sige, så jeg hørte ikke halvdelen af de andres præsentationer. Vi var omkring 50 personer.
Da det blev min tur, fik jeg stammende sagt, at jeg var sadelmager, boede i Mörrum og havde en gul hingst efter Gullvis Pegasus.

Efter middagen gik vi i baren for at få en drink, og jeg skyndte mig at købe en for at dulme nerverne lidt.
Så kom der en mand hen og begyndte at snakke med mig.
“Nå,” sagde han, “så du bor i Blekinge?”
Det kunne jeg jo ikke benægte.
“Hvordan går det med…” – jeg kan ikke huske navnet – men det var én af hingsteholderne i Blekinge dengang.
Jeg sagde, at jeg ikke kendte ham så godt, men det var lidt synd, at han havde den forkerte hingst.
“Nå da,” sagde manden. “Hvad mener du med det?”
“Jo,” sagde jeg, “der er måske ikke noget galt med selve hingsten, men han passer ikke til hopperne i Blekinge. Afkommene har ingen bevægelse, ingen udstråling, de bliver pony-små og alle sammen mørkebrune.”

Han så på mig, forvirret, og sagde:
“Nå, men vi sendte ham jo en anden hingst, som han ikke ville have. Så han bad om at få Neapel tilbage – den kunne han håndtere!”
Jeg fik ikke luft – vi sendte? Hvem var den mand?
Det viste sig at være Gunnar Henriksson, én af cheferne på Flyinge dengang.
Han kiggede på mig og kunne godt se, at jeg var bange for, at jeg havde sagt for meget.
“Det er godt at vide,” sagde han. “Ingen andre tør sige sådan noget til os – så tak!”

Vi blev rigtig gode venner og talte meget om heste under resten af turen.

Senere skulle vi finde vores værelser. Vores guide var meget venlig og tilbød at bære vores tasker. Jeg kom gående med min og sagde, at det var pænt af ham.
Jeg rakte ham min kuffert – og den sank direkte ned i gulvet. Han så helt chokeret ud og spurgte:
“What are you carrying… machine guns?!”
Jeg var stærk dengang og havde nok ikke tænkt over, hvor tung den egentlig var. Og ja… der var måske sneget sig en flaske eller to med vodka ned i tasken under færgeturen 🙂

Vi kørte i en rigtig flot bus – næsten ny og med alle faciliteter. Men de polske veje var ikke i samme stand, så vi tilbragte mange timer på landevejen.
Den stakkels chauffør havde svært ved at finde nogle af stederne – der fandtes jo ingen GPS dengang, og mange af stutterierne lå langt ude på landet.
Én gang var vi ved at måtte vende om – træerne voksede så tæt ind over vejen, at den store bus knap kunne komme frem. Men det lykkedes.

Vi fik oplevet nogle helt fantastiske stutterier. Personalet havde gjort alt for, at vi, der kom så langvejsfra, skulle få en god oplevelse. De viste hingste frem, spændte heste for vogne og lavede opvisninger.
Det var lidt synd, at vi nogle gange kom så sent frem, at det var mørkt – det gjorde det svært at tage billeder. Men jeg fik heldigvis taget nogle.

Polakkerne var utroligt venlige, og alle ville servere deres bedste ret – schnitzel. Jeg elsker schnitzel, men efter at have fået det fire dage i træk, begyndte jeg at længes efter knækbrød.

Det værste var, da vi havde kørt hele dagen og næsten var ved den russiske grænse. Vi kom frem kl. 22 i stedet for kl. 18, og så blev der serveret schnitzler, som havde ligget i fedt og været stegt for fire timer siden. Det kunne jeg altså ikke få ned.
Men jeg klagede ikke – jeg havde jo “ekstra proviant” (alias vodka) i kufferten. En lille snaps på tom mave har sin virkning. Pludselig var jeg ikke genert længere!
Jeg begyndte at synge og fik de andre til at synge med. Der sad nogle polakker i restauranten – de fik også en lille én, og snart begyndte de at synge polske sange. Der var fest og farver, og trætheden forsvandt.

Men indtægter giver udgifter – og jeg skulle finde et toilet. Ingen vidste, hvor det var, så jeg gik ud i hallen, hvor en sur babusjka sad og holdt vagt.
Jeg spurgte efter toilettet, og hun sagde noget på polsk. Jeg takkede og gik ned ad en trappe, til højre og så til venstre – og der var toilettet.
Mens jeg sad der, tænkte jeg: Det var ikke så tosset med en lille én – nu forstod jeg pludselig polsk!

En af dagene var vi på galopbanen. Det var arabere, der løb – og de var hurtige!
Man måtte godt spille, men der var loft over, hvor meget man måtte satse. Jeg satsede det maksimale på en arabisk hest, jeg syntes var smuk – og følte mig som en rigmand. Loftet var omkring 10 zloty.
Min hest vandt, og jeg vandt ca. 70 zloty. Jeg syntes, det var lidt ærgerligt, at man ikke måtte satse mere!

Del 2 kommer næste uge. Beklager kvaliteten på billederne men de er sat ind i album og jeg vill ikke tage dem ud, da jeg var bange for de blev ødelagt.

Karma!

I mit seneste blogindlæg skrev jeg om, hvordan det føles, når folk kigger på én fra tilskuerpladserne, mens man rider. Efter at have udgivet det, fik jeg en besked fra en person, der fortalte noget ret trist: På deres rideskole stod der nogle gange folk på sidelinjen og filmede ryttere – for derefter at dele klippene i en gruppechat, hvor de gjorde grin med dem.

Jeg svarede, at man skal tænke sig om – for der findes noget, der hedder karma.

Det fik mig til at tænke tilbage på min skoletid. Det har ikke så meget med heste at gøre, men vi bærer alle på oplevelser, som former os til dem, vi er.

Jeg blev mobbet i skolen – fra 3. til 6. klasse. Tre af klassens “ledere” valgte mig som et let offer, af forskellige grunde. Jeg havde briller, jeg elskede heste, og jeg boede i et “pænt” hus med have.

De hed Linda, Lone og Marianne. Jeg ønskede ofte, at jeg kunne være som dem – frygtløs, højtråbende og selvsikre. De kunne gøre, hvad de ville. Jeg blev mobbet for alt. Hvis jeg havde fået en ny kjole, som jeg var stolt af, så blev den kaldt grim og umoderne. En gang havde jeg et lille tøjdyr med – de tog det og spillede bold med det, indtil det gik i stykker. Jeg var genert og sagde ikke meget.

Det stod på indtil 6. klasse. Så startede en ny pige i klassen – hun elskede også heste, og jeg kendte hende fra rideskolen. Jeg tog mig af hende, og vi blev bedste veninder. Det er vi stadig – efter et helt liv med både op- og nedture.

Hvad lærte jeg af det?
At jeg aldrig vil behandle andre, som jeg selv blev behandlet. Jeg ved, hvor ondt det gør, og hvor alene man kan føle sig. Derfor har jeg altid forsøgt at være venlig, lytte og være der for andre.

Senere i livet begyndte jeg at forstå, hvorfor de tre piger gik efter mig. Min mor sagde altid, at det var, fordi de var misundelige. Jeg forstod det ikke som barn – hvad kunne de være misundelige på hos mig?

Men med årene begyndte det at give mening. Den ene pige havde en talemæssig udfordring, den anden havde ordblindhed, og den tredje kom fra et dårligt hjem. Dengang var det normalt at invitere hele klassen hjem til fødselsdag – men ingen af dem havde nogensinde fødselsdag derhjemme. Man kan jo godt gætte hvorfor.

Angreb er nogle gange det eneste forsvar, en person føler, de har. Men sandheden er: mennesker, der har det godt og er trygge i sig selv, har ingen grund til at nedgøre andre.

Så hvis du er den, der bliver mobbet – så prøv at huske, at mobberen ofte ikke har det godt indeni. De har behov for at trykke andre ned for selv at føle sig stærke.

Og når den, der bliver mobbet, ikke længere reagerer, mister mobberen hurtigt interessen. Hvis de ikke får en reaktion, mister de magten.

Jeg håber, at dette kan hjælpe nogen derude – måske én der bliver mobbet, måske én der mobber – til at forstå, hvad det egentlig handler om. At se sig selv gennem andres øjne. Og vælge en bedre vej.