Hestens GPS.

Hesten finder altid hjem! Ja, det er sandt med modifikationer 🙂 Jeg har personligt konstateret, at når man er ude i skoven langt hjemmefra, skal man bare give hesten løse tøjler, så finder den hjem. Der er blevet lavet utallige forsøg og forskning på dette gennem årene, så der må være noget sandt i det. Dog undrer jeg mig over, hvordan denne GPS fungerer? For det er sikkert, at hvis en hest er løbet gennem et hegn, og man prøver at få den tilbage samme vej, så finder den den aldrig! Jeg har flere gange oplevet, at mine heste (især de unge) er stukket af fra folden og har taget en løbetur. Man kan jo til en vis grad forstå det, da der altid er grønnere græs på den anden side. Det tager dog aldrig lang tid, før de gerne vil tilbage igen, for det er faktisk ret farligt på den anden side, og nogle gange er der et par heste, der har nægtet at forlade foldens tryghed og derfor har valgt at blive. Hvis man har virkelig “held,” løber de tilbage ind i folden, men gennem et andet sted end det, hvor de er kommet ud, og så løber de lige igennem hegnet en gang til. Jeg har aldrig oplevet, at de er gået tilbage til det sted, hvor der var hul, og er gået tilbage ind der. Det er aldrig lykkedes for mig, selvom jeg har lokket med både det ene og det andet for at få dem til at vende tilbage samme vej; de er totalt uforstående. Heste har også en fantastisk sans for nysåede områder og smukke blomsterbede! Der er ikke noget bedre end at udforske sådanne delikate steder, og ejeren får dejlige hovaftryk at mindes den bedste hest, som bare tænkte, at den hjalp til 🙂 Endnu sjovere, når det er naboens blomsterbede. Det mærkelige ved denne GPS er, at den fungerer meget godt den ene vej. Hvis der er et hul i hegnet, eller en elg er gået igennem og har ryddet vejen, så finder hestene altid den. Jeg glemmer aldrig en gang for mange år siden; vi havde brugt hele dagen på at reparere hegn, alt var i tip-top stand, og vi slap vores hopper ud på en vidunderlig mark. Der var hjortenet omkring det meste af det, så vi var fuldstændigt sikre på, at de ville blive derinde. Dog havde vi glemt en lille port langt inde i skoven, hvor hestene normalt aldrig kom, men det tog ikke lang tid, før de opdagede vores fejl. Vi havde bryllupsdag dagen efter og havde planlagt at tage ud i skoven med madkurv og have en hyggelig dag. Klokken seks om morgenen ringede naboen og sagde, at hestene gik forbi deres grund. Så var det bare ud at lede. Hyggedagen var pludselig forsvundet. Jeg er sikker på, at I også har lignende erfaringer; man kunne nok skrive en hel bog 🙂 Jeg har aldrig fundet glæden i at sætte hegn op eller reparere dem, og vi har altid haft kæmpestore folde, så det var næsten et fuldtidsjob, og hvis man spørger hestene, ville de nok sige, at det var unødvendigt med hegn 🙂

En af mine oplevelser… ja, nu skriver jeg igen om mig selv, men det ser ud til, at mine erindringer også vækker minder hos andre, så her kommer det:

Ja, nysgerrighed har været min største styrke, så jeg har gjort meget i mit liv. Jeg er ekstremt taknemmelig for at have kunnet opleve alt det, jeg har, men nogle gange har det også krævet, at jeg har været nødt til at gå ret langt uden for min komfortzone. Min mand siger ofte, at jeg har ADHD, og han er måske tæt på sandheden 🙂

I 1978 var jeg 20 år gammel og havde endnu ikke fået mit kørekort. Jeg var ikke meget for biler og syntes, at jeg klarede mig helt fint uden, så det var lidt af en principiel ting. Det var nok mest fordi, min gode ven insisterede på at lære mig at køre bil (alle skulle jo have et kørekort), og jeg formåede at få hans Lada til at hoppe på stedet, efter at jeg havde sluppet koblingen lidt for tidligt. Det tog lidt tid, før vi fik stoppet den, fordi vi grinede så meget, at vi ikke kunne koncentrere os om at slukke bilen. Jeg har den ting, at når jeg har sagt, at jeg vil klare noget, så vil jeg, og så var det nemmere at sige, at jeg ikke havde brug for et kørekort.

Jeg måtte dog ændre min beslutning, da jeg fik et tilbud… Hvis jeg kunne få mit kørekort og køre en ældre mand til Ungarn for at se verdensmesterskaberne i firspandkørsel, ville jeg få turen. Han tilbød endda at træne kørsel med mig, så det ville gå hurtigt. Med et formål og et så fantastisk tilbud var det ikke så svært for mig. Jeg bestod både teorien og køreprøven første gang. Så kunne jeg faktisk klappe mig selv lidt på skulderen, da jeg tog min køreprøve lige midt i København 🙂

Vi kørte i en Volvo 142, som var meget “in” på det tidspunkt. Amazonen var gammeldags, så det var en rigtig luksustur 🙂 Jeg kørte næsten 140 km på den tyske autobahn med mit seks uger gamle kørekort. Dette var før Berlinmurens fald, så vi så de høje hegn ved grænserne og kørte forbi Østrig for at undgå at køre gennem Østtyskland. Det var ikke meget bedre ved den ungarske grænse, hvor de bar maskingeværer og kontrollerede alle biler. Du skulle også have visum for at komme ind i landet. Jeg tænker ofte på, hvor anderledes det er i dag, og at EU faktisk har gjort noget godt i sin tid.

Det var værre, da vi ankom til Budapest med tre baner i hver vejbane og en mængde envejsveje. Vi så en af broerne tre gange fra hver retning, før vi fandt vejen til hotellet. Tro det eller ej, der var ingen GPS. Du havde et kort, som du foldede ud i bilen, så du ikke kunne kigge ud nogle gange, og på den måde nåede vi frem til hotellet.

Arrangementet med firspandkørslen fandt sted uden for en by kaldet Kecskemét. Det var cirka 50 km fra hotellet i Budapest, så vi kørte derhen hver dag og gik ikke glip af et sekund 🙂 Det var en helt fantastisk forestilling og helt værd al anstrengelse. At se de ungarske folkedansere, demonstrationen af ungarsk post, kørslen med alle de forskellige hestevogne. Ungarerne er utroligt dygtige kuske, og de bruger ofte Lipizzaner-heste, som er hurtige og lette at træne.

Selvfølgelig så vi også på ankomsten og kunne tale med nogle mennesker, hvilket vi gjorde. Man skal gribe muligheden, og du ved, nysgerrige mig 🙂 Det fik Christer Pålsson, der repræsenterede Sverige, til at høre, at vi var kørt hele vejen fra Sverige for at opleve dette, så vi fik lov til at sidde i hans vogn. På billedet har jeg en hvid bluse på, og vi fik endda lov til at tage en tur! Det var første gang, jeg sad i en vogn med fire heste foran. Jeg kælede også for Prins Charles’ heste og hilste på ham. De var enorme, ikke under 180, det var utroligt imponerende.

Jeg kunne virkelig godt lide Ungarn allerede dengang, selvom dem, der boede her, sandsynligvis ikke havde det så godt, men som jeg sagde, er det helt anderledes i dag. Vi klarede turen hjem igen, som du kan se, jeg lever stadig, og jeg har taget turen mange gange siden da. I dag bor jeg i Ungarn, og måske var det mit første besøg her, der gjorde indtryk på mig. Hvem ved?

High Chaparral!

Det virkede som om mine gamle minder var populære, så lad os fortsætte med at se tilbage på hesteholdningen langt tilbage. Jeg har sjældent siddet stille på en stol i lang tid ad gangen, og hvad gør man, når man er vild med heste og kan lide, at der sker ting? Jo, så begynder man at arbejde på High Chaparral. Jeg var i gang med at lære at være sadelmager hos en gammel sadelmager i København, da han fik besøg af en person, der havde boet i nærheden. Hans navn var Knut, og han arbejdede et sted i Sverige kaldet High Chaparral, og han syntes, de havde brug for en sadelmager. Jeg var ret fortrolig med Sverige, da mine forældre havde et sommerhus i Blekinge, og jeg talte næsten flydende svensk. Jeg tog derhen og kunne lide, hvad jeg så, og jeg besluttede med chefen der, at jeg kunne begynde om sommeren. Jeg fik lov til at medbringe min hest (jeg ville ikke være uden ham en hel sommer). High Chaparral lignede slet ikke det, det er i dag, men mere som en fæstning, meget mindre, og alle kendte alle.

Da sommeren kom, og jeg skulle flytte min hest, måtte det gøres i etaper. Det var ikke så let at bringe heste til Sverige dengang. Markant måtte stå i karantæne i en uge, og jeg havde aftalt med en bekendt, at han kunne stå opstaldet der, da han havde en separat stald. Min hest tog det hele roligt og tilpassede sig hurtigt. Det handlede ikke kun om at skifte stald, men der var damplokomotiver og mennesker, der gik og skød på gaden, kameler og bisonokser, æsler og meget mere. Vi tog det roligt, og han lærte gradvist, og man kunne måske tro, at det var hårdt for en hest at komme ind i den miljø, men faktum er, at de blev trafik- og skudfaste, og jeg tog senere min hingst, der var 2 år på det tidspunkt, og han blev trafiksikker og vant til det meste for resten af sit liv.

Grunden til, at jeg nævner dette, er, at man nogle gange har en tendens til at forsøge at undgå støj og larm, når man er sammen med hestene, med det resultat, at de bliver bange for alt. At tilbringe hele dage med hestene gav også resultater, og vi havde det sjovt sammen. Jeg arbejdede ikke kun som sadelmager; jeg kørte også diligencen og havde nogle gange ponyridning og turistrundture. Det var lange dage; vi startede kl. 7 om morgenen og sluttede kl. 7 om aftenen. Vi fik bolig og sort løn, og så kunne man købe en billig måltid der, men det spiste jeg ikke ofte. Det var mest pytipanne lavet af resterne fra restauranten, men morgenmaden var god.

Jeg kan godt være enig i, at det ikke var optimal hesteholdning. Diligenshestene var spændt for det meste af dagen, men de fik god mad, og de gik i store folde om natten, og vi passede dem så godt, vi kunne. Jeg var især glad for mine, som var Lipizzanere, der hed Wels og Fargo.

I vores fritid blev vi på stedet for at socialisere og drikke en kop kaffe, eller ride sammen, og jeg nød det virkelig. Jeg arbejdede der i 3 år om sommeren, men desværre er det ikke det samme sted i dag. Alt ændrer sig, og jeg synes, det blev for stort. Det var ikke den samme ånd, og man kendte ikke halvdelen af de mennesker, der arbejdede der. Alt har sin tid, og jeg har mange sjove minder.

Jeg prøvede at købe mine diligensheste ud, da jeg stoppede, men de var ikke til salg dengang, men et par år senere spurgte jeg igen. En af dem var død, men jeg lykkedes med at købe den anden ud og placere den i et meget godt hjem, hvor den kunne blive resten af sit liv.

På billedet er det mig og Markant. Han var måske ikke den mest typiske westernhest med sine 173 cm 🙂

At have en livlig fantasi og at gøre tingene selv.

Jeg har fundet endnu et billede fra stenalderen, da jeg havde min første hest.

Se lige outfittet!! Det er over 50 år siden 🙂

Sadelunderlaget er en slidt gammel afghaner pels, der var moderne på den tid, pandebåndet hjemmelavet, og biddet alt for tykt 🙂

Vi vidste ikke bedre, men det var sjovt at finde på ting og finde ting, der kunne bruges til at få hesten til at se fin ud.

Hesten selv var også urørt, da jeg fik ham. 3 år gammel og på vej til slagteren, men han blev reddet af en dyreelskende mand, og så fik jeg ham.

Jeg kaldte ham Ali Baba, og jeg lærte ham en masse tricks, som at stejle og bukke på kommando. Jeg trænede ham også for vogn, og vi havde en masse sjov sammen.

At have en hest var luksus, og at eje den var helt fantastisk. Jeg tænker på, hvor meget der bliver gjort for os i dag. Flotte sadelunderlag, trenser og udstyr i overflod, og de fleste børn, der får en pony, får også en, der er klar. Tilredet, sprunget, skolet, og trænere, der kan hjælpe.

Jeg måtte selv finde ud af alt, men det gik faktisk ret godt. Jeg lærte min hest at kende fra bunden, og vi løste alle problemer sammen. Forestil dig, hvis dagens unge syede deres eget sadelunderlag og trænede deres egen pony. Måske var der ikke så meget tid til Facebook dengang?

Har du nogensinde hørt udtrykket inden for hesteverdenen: ‘Du skal falde af hesten 100 gange, før du er en god rytter’? Det var almindeligt på rideskolen, da jeg red (i hvert fald i min tid, da dinosaurerne stadig løb rundt :)), og jeg har altid syntes, det var en dårlig trøst, når man lå på jorden og vred sig af smerte. Jeg ved ikke, hvem der kom på den sætning, men for mig lyder det som noget, en gammel rodeorytter ville sige.

Hvad kan man egentlig lære af at falde af en hest, udover at det gør ondt? Jo, man kan lære faldteknik (som måske skulle indføres på rideskolerne), men man lærer ikke at ride ved at falde af. I stedet kan man lære andre ting, som hvorfor hesten kastede en af, eller måske at man skulle være steget af, før hesten begyndte at opføre sig underligt. I min verden lærer man meget mere, når man sidder i sadlen, end når man ligger på jorden.

Forestil dig, hvis det samme blev sagt på køreskolen: ‘Du skal kollidere 100 gange, før du lærer at køre bil’?

At være bange og forsigtig hører ikke hjemme i en stald; man skal vise hesten, hvem der er chefen!! Det er også et udtryk, man har hørt flere gange…

Hvad nu hvis vi i stedet lyttede til hesten, samarbejdede og gjorde alt i den rette takt? Kan man ikke også blive en god rytter på den måde?

Jeg synes, der er mange klichéer i hesteverdenen, der burde udryddes, men de består, selvom vi ved bedre. Hos mig får du ikke ekstra point for at falde af. I stedet fokuserer vi på at gøre hesten tryg ved, at du sidder på dens ryg, og at du har tillid til både dig selv og hesten.

Hvis du er faldet af en gang for meget, eller hvis du føler dig usikker på at sætte dig op på din hest igen, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg har mange gode måder at arbejde med hesten på, så du ikke behøver at falde af igen 🙂

Forsikringer!

For nogle år siden, da jeg beskæftigede mig med hestehandel, kom en potentiel køber til mig med hendes mand, der tilfældigvis var forsikringsmand specialiseret i kæledyrsforsikringer. Vi havde en god samtale, og han spurgte naturligt nok, om mine heste var forsikrede. Jeg forklarede, at jeg havde så mange heste, at det var umuligt, og på trods af antallet havde jeg aldrig haft grund til at tage nogen til dyrehospitalet. Faktisk havde jeg tjent millioner ved ikke at forsikre dem. Han grinede og var enig, “Du har virkelig en pointe. Du har ingen idé om, hvor meget vi tjener på dyreejere. Der er ingen grænse for, hvad folk er villige til at forsikre deres dyr for, og de fleste vil aldrig engang bruge forsikringen.”

Jeg delte derefter, at jeg faktisk havde forsikret en hest. Det var en pony, jeg havde byttet til mig, og den kom fuldt forsikret. Mange private ejere foretrækker, at deres heste er forsikrede, så jeg overførte forsikringen til mig selv. Det viste sig senere, at ponyen havde ledbetændelse og skulle på dyrehospitalet. Jeg tænkte, “Hvilken held, at den var forsikret,” men det kostede mig 2000 kr at have ponyen forsikret. Forsikringen dækkede kun en del af dyrlægeomkostningerne, og resten skulle jeg selv dække.

Jeg forstår bekymringen for potentielt høje omkostninger, især med dagens dyrlægepriser. Beslutningen om at forsikre en hest er personlig, og jeg har personligt sparet meget ved ikke at gøre det. Et godt råd til dem, der vil spare penge, men stadig føler nervøsitet, er at indbetale pengene, de ville have betalt til forsikringsselskabet, på en separat konto. Lav månedlige overførsler svarende til forsikringsomkostningen, og du har pengene, hvis det skulle være nødvendigt. Mange følger dette råd og kan praktisk talt købe en ny hest hvert andet år, hvis de havde fuld forsikring.

Husk at være kritisk, når du tegner forsikring. Læs alle undtagelser grundigt for at undgå overraskelser! Forsikringsselskaber er der for at tjene penge på dig, så forhandl altid for at få lidt ekstra, hvis du er kritisk 🙂

Da jeg var barn, tilbragte jeg meget tid hos bønderne omkring vores sommerhus i Blekinge. De var små, selvforsynende bønder med 3-5 køer, et par grise og nogle heste, der blev brugt både i landbrug og skov.

Jeg elskede at hjælpe til. For en bypige som mig var det ren lykke at være omgivet af dyr og frisk luft. Bønderne satte pris på min tilstedeværelse, da jeg gerne hjalp med opgaver som at strø staldene, gå ture med den kedejelige jagthund og deltage i høstarbejdet – hvilket føltes som en fest. Arbejdet var hårdt, men det var også en prøve på ens kunnen som bonde.

Markerne blev høstet med heste og en slåmaskine. Det var ikke ligetil; det krævede en bestemt teknik og hestens arbejde. Efter nogle dages tørring blev høet vendt, også med hjælp fra heste. Når høet næsten var tørt, lavede vi høstakke, hvor høet blev hængt op i hånden med en speciel teknik. Det var lidt klodset for mig i begyndelsen, men jeg lærte hurtigt teknikken. Regnen betød ikke så meget, når høet hang på stakken; det løb simpelthen af.

Når høet var helt tørt, blev det hentet hjem med en vogn, trukket af heste. Det var besværet værd, når man fik lov at køre med i høstakken hjem. Duften var fantastisk, og der var intet sjovere end at køre med hesten. En gang fik vi punktering på vejen hjem! Da læsset var højt, og vi sad øverst, skred vi ned med halvdelen af høstakken, når vognen hældede. Det var bare at læsse det op igen, når vognen var blevet repareret.

Efter høsten tog vi til søen for at bade og vaske støvet og sveden af. Det lyder romantisk, og det var det virkelig også. På trods af det hårde arbejde var der en vis selvtilfredshed, når høet endelig var hjemme.

Det løse hø blev derefter stablet op på stakken og lå der, indtil det skulle bruges. Duften var fantastisk og mindede dig om sommeren, når du fodrede hestene om vinteren.

Markerne blev gødet med ko- og hestemøg, brændt sammen og spredt med hesten.

Græsset voksede i mange år, og det var sjældent, man såede nyt på disse marker. I dag sås der næsten græs hvert år – hurtigvoksende græs, der endda gødes for at vokse endnu hurtigere. Plovning og sprøjtning fjerner alle indfødte planter, herunder urter og ukrudt, som hestene normalt spiser i det vilde.

Høet vendes et par gange med en traktor og når aldrig at hænge og tørre ordentligt, før det presses i baller. Hvis du bruger hårdt pressede baller, skæres siderne også af, hvilket øger risikoen for mug under opbevaring. I dag bruges større baller oftere, hvilket i det mindste bevarer strået.

I dag er målet perfektion, og man analyserer høet for at bestemme dets næringsindhold. Tidligere vidste man, at høet var godt, når det blev høstet på den traditionelle måde.

Selvom det er rart at undgå at arbejde så hårdt med høet, synes jeg, at charmen ved det hårde arbejde er noget særligt. Især når konen eller søsteren kom med hjemmebagt kage og jordbærsaft, vidste jeg, at jeg var det barn, der havde haft den mest fantastiske sommer af alle mine klassekammerater 🙂

Tror du på mirakler?

Det gør jeg! Jeg har set det med mine egne øjne og nogle gange endda hjulpet dem på vej 🙂 For nogle gange er det præcis, hvad man skal gøre. Mirakler sker pludseligt og synes at mangle en årsag, eller er det virkelig sådan? Jeg tror, at mirakler sker, når man virkelig ønsker dem, og når man har en stærk ønske, har man en tendens til at fokusere på, hvad der kan bidrage til at realisere miraklet.

Hvad mener jeg med det? Jo, overvej dette eksempel: Hvis du bliver syg, begynder du at tage vare på dig selv, tænker på din sundhed, justerer måske din kost, skifter job eller hviler mere. Derefter, som ved et mirakel, bliver du pludselig rask. Man kalder det et mirakel, men det kan faktisk være resultatet af de handlinger, du har taget for at ændre situationen. Jeg tror på, at vores tanker påvirker muligheden for at opleve et mirakel eller ej.

Hvis et mirakel skulle ske for dig, hvad ville du så ønske dig? Tænk grundigt over dine ønsker og overvej, om du selv kan bidrage lidt for at lette miraklet.

Hvis dit mirakel involverer dig og din hest, tøv ikke med at kontakte mig. Jeg kan gøre mit for at hjælpe dig med at opleve dit mirakel.

Jeg har haft privilegiet af at hjælpe mange kvinder med at finde vej tilbage i sadlen, når livet kaster udfordringer deres vej. Nogle gange er det virkelig i sidste øjeblik:) Det føles fantastisk at kunne rette tingene til, inden det går galt.

Lad mig dele Lenas historie med dig. Lena bookede en konsultation med mig, men ombestemte sig i sidste øjeblik og sagde, at det var for sent. Hendes hest var allerede annonceret, og potentielle købere var på banen. Jeg foreslog, at vi stadig kunne drøfte situationen, da jeg ved, hvor udfordrende det er ikke at lykkes med det, man inderst inde ønsker. Vi havde samtalen… Lena afslørede, at hun tidligere havde haft en hest, hvor alt var fantastisk, men den blev syg og måtte aflives for to år siden. Hun købte sin nuværende hest i håb om, at den ville være blid og problemfri. Efter to år havde hun stadig ikke fuld tillid, især når de red ud. Hesten var nervøs, ville vende hjem, og det føltes usikkert.

Vi drøftede forskellige strategier, og dagen efter besluttede Lena ikke at sælge sin hest. Potentielle købere havde fundet en anden hest. Lena valgte at arbejde sammen med mig i tre måneder for at se, hvordan vi kunne forbedre situationen.

Lykkeligvis er dette en historie med en god slutning. Vi adresserede hurtigt Lenas bekymringer og fandt måder for hende og hesten at kommunikere og opbygge tillid. Nu rider Lena på sin hest og er taknemmelig for, at hun ikke solgte den. Udfordringerne er ikke ovre, men Lena har redskaberne til at forbedre og opbygge tillid til fremtiden.

Jeg deler denne historie, fordi jeg ved, at mange overvejer, om de har den rette hest, eller om det er muligt at ændre noget i både deres eget og hestens adfærd. At sælge og lede efter en ny hest er ikke altid den bedste løsning. Der er altid udfordringer, og man bør overveje, hvad der er bedst for hesten.

Inden du skifter hest, så overvej om den, du allerede har i stalden, måske er den bedste for dig. Jeg anbefaler også at tage dig tid til at arbejde med din hest selv. At sende den til nogen anden for træning betyder, at du mister din egen værdifulde erfaring i forskellige situationer. Det er ikke svært, men lidt hjælp i starten er godt.

Jeg håber, dette kan hjælpe nogen i en situation, der ligner Lenas, nogen der elsker deres hest, men er usikre på, om det er rigtigt at beholde den.

Er du i tvivl om du kan klare problemerne med din hest, så book en gratis samtale med mig her: www.anneaxell.com/samtal

Fra min barndom og ungdom!

Husker I de skønne små præmieringsbegivenheder, vi plejede at have? Mine barndoms- og ungdomssomre gik med at træne heste til præmieringen, der fandt sted sidst på sommeren. Jeg boede i Danmark, men mine forældre havde købt en sommerhytte i Blekinge, hvor jeg tilbragte alle mine ferier. Jeg var altid hos bønderne, der havde heste, især hos en gammel mand, der havde en nordisk brugshest. De havde en forening, der ejede hingste, og han var en af dem, der tog sig af en af foreningens hingste. Jeg fik lov til at passe og ride hans heste, og det var en drøm, der gik i opfyldelse for en pige som mig. Det var en gensidig tjeneste, da det var en fordel for manden at have en pige, der kunne og ville sidde på alle heste, uanset om de var redet eller ej 🙂 Han lærte mig alt om præsentation af heste, og senere fik jeg også lov til at vise hingstene, hvilket var en enorm privilegium. Jeg tog opgaven meget alvorligt; der måtte ikke være en hov, der stod forkert, når jeg viste dem.

På et billede kan I se, at jeg kom i avisen, efter at have vist hingsten Kerrim så godt, at Gösta Bengtsson, der var en af dommerne, mente, at jeg fortjente en pris. Det var en bog, han havde skrevet, “Handbok i ridning,” og han skrev under på den til mig! Snak om at være stolt!!! Bogen blev håndteret, som om den var af guld, og jeg har den stadig 🙂 Flere ville gerne have deres heste vist, og jeg stillede op. Der var aldrig nogen snak om, at det var for meget arbejde. Jeg knoklede og trænede, og resultaterne var fantastiske. Jeg fik til opgave at vise en meget smuk sort hoppe, og jeg pudrede hende i flere timer og havde lært det lille trick, at man kunne tage sprit på en klud og tørre hesten af med det, så den blev skinnende blank. Ejeren kom og inspicerede hesten, inden den skulle vises, og fik et tilfreds smil bag skægget og mumlede, at fluerne glippede på hesten.

Ved præmieringen i Letesmåla var der nogle få shetlandsponyer, nogle islandske heste, få fjordheste, nordiske heste og ardennere. Så var der nogle få varmblodsheste, som man betragtede som utroligt stilfulde! Det var drømmen at få sådan en en dag. Manden, der havde varmblodsheste, var også kendt for at være lidt “finere.” Han havde en stor gård i Svängsta, og der var en meget fin stamtavle på hans heste. Da han så, at fluerne glippede på mine nordiske heste, kom han ind og spurgte mig, om jeg kunne flette heste? Om jeg kunne… jeg var jo nærmest verdensmester i det 🙂 Så fik jeg lov til at flette hans hoppe, og da han så, hvor pænt det blev, spurgte han, om jeg ikke også kunne tage mig af føllet. Jeg måtte skynde mig, så jeg kunne vise de heste, jeg skulle, men føllet blev flettet, og hoppen fik topkarakteren. Ejeren syntes, det var min fortjeneste, fordi de var så flotte. Så var man ved at revne af stolthed. Det var en stor ære at være værdsat og behøvet, og man behøvede ingen betaling for det 🙂

Det var højtidagen i Letesmåla, og om aftenen var der fest, og alle kunne fejre en vellykket dag. Det var sjovt og lidt mærkeligt faktisk; jeg var der år efter år, og aldrig var vejret dårligt på præmieringsdagen, vejrguderne var simpelthen med os hver gang 🙂