Rævejagt.
Jeg er født og opvokset i Danmark, selvom jeg tilbragte alle mine ferier i Sverige. Jeg havde haft et par heste og prøvede nogle ting med dem. Blandt andet var jeg i Dyrehaven i Klampenborg og så den årlige store Hubertusjagt på TV hvert år, hvor de kongelige var med og delte premier ud. Jeg var der som tilskuer først til fods, og så var vi også der til hest, beundrende dem der red jagten og forestillede mig, at det var os. Det så super sjovt ud og helt utroligt spændende, og da jeg naturligtvis er nysgerrig, lovede jeg mig selv, at jeg en dag ville deltage.
Da jeg købte Markant, som jeg omdøbte (han hed Fleur, hvilket jeg syntes lød som en lille ponyhoppe), var han 173 cm og bestemt ikke en lille pony. Jeg købte ham billigt, fordi pigen, der havde ham, var bange for ham, så for at teste om der var noget sandt i, at han var farlig, red jeg en tur i skoven uden sadel 🙂 Han protesterede lidt, men vi blev hurtigt venner, og han var en fantastisk hest. Han havde intet imod at springe, og jeg bragte ideen om at deltage i Hubertusjagten på bane.
For at kunne deltage i selve Hubertusjagten skulle man gennemføre mindst 6 jagter og en rævehalejagt, hvilket betød, at man skulle have sprunget alle forhindringerne. Det startede med en vinterjagt og en forårsjagt, og så blev forhindringerne større og sværere.
Jeg red jagter hver søndag, og i løbet af ugen trænede jeg ham i dressur, red ud og kørte (selvfølgelig havde jeg også kørt ham til), så han havde varieret og sjov træning. Jeg formåede at gennemføre de 6 jagter, og så skulle jeg med til rævehalejagten.
I de almindelige jagter er der ingen vindere, men det er en behagelig jagt sammen, og nogle gange spiser man frokost med de andre osv. I rævehalejagten var der 2 ræve, der bar en rævehale sat på deres skuldre, og målet var at fange dem, når jagten var slut. Jeg missede lige akkurat rævehalen, da rytteren kastede sig til siden. Jeg var meget skuffet over, at jeg ikke fik fat i den, men nå ja, det var super sjovt.
Om aftenen var der middag med alle dem, der havde været med på jagten, på en fin restaurant, og det viste sig, at dem, der havde taget rævehalene, skulle give en snaps til alle, der var med til middagen, og der var mindst 70 mennesker. På det tidspunkt trak jeg lettet vejret og takkede min lykkens gud for, at jeg ikke havde taget halen 🙂
Den store dag var kommet, og jeg skulle deltage i Hubertusjagten. Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg var nervøs. Tusindvis af mennesker i Dyrehaven, TV var der, kongelige var der. Mit største mål var at overleve Magasindammen, hvor TV altid stod klar til at filme dem, der faldt af i vandet.
Markant var ikke bange for vandet, men man ved aldrig, han kunne glide eller springe forkert, for der var jo forhindringer foran.
Før Magasindammen kommer man ud på en stor slette “Erimitagen”, hvor man kan se sletten, Magasindammen og Erimitageslottet. Jeg vil aldrig glemme synet, da jeg kom ud på sletten, og så alle disse ryttere i røde jakker i en linje mod slottet, og de første var begyndt at springe i Magasindammen. Så hørte man en mumlen i mængden, og man vidste, at den første var blevet ordentligt våd, og det viste sig, at en af “rævene”, der red først, var faldet af sin hest i dammen! TV fik sine gode billeder 🙂 Jeg klarede mig, og jeg husker, da jeg galoperede forbi alle de mennesker, der stod og kiggede, hvilken lykke jeg følte. Siden da har jeg redet mange Hubertusjagter i Sverige, men da man kun har denne ene jagt om året der, er det ikke det samme. Når man har redet jagter med de samme mennesker mange gange, lærer man dem og deres heste at kende, og man har det fantastisk sjovt.
Det er noget, jeg savner fra Danmark. På billedet er mig og Markant. 1980
