Kandar og sporer!

Kandar og sporer hvorfor det?
Læste for nylig, at FEI havde foreslået, at det skulle gøres valgfrit, om man vil have sporer og kandar i de højere klasser i dressur!
Jeg kunne kun klappe i mine små hænder og tænke, at det var det bedste, de nogensinde havde fundet på, men forslaget gik ikke igennem!
Citat fra Equestrian: Det Internationale Rideforbund, FEI, har i sit arbejde for hestens velfærd diskuteret at fjerne kravet om kandar og sporer i internationalt Grand Prix – der er forslag om, at det i stedet skal være valgfrit, om rytteren ønsker at benytte det. Den Internationale Dressurrytterklub og Den Internationale Dressurtrænerklub har i et åbent brev til FEI modsat sig forslaget – de ønsker at beholde kandar og sporer som obligatoriske.
Jeg har altid været imod sporer og kan ikke se hvorfor man skal have dem på og i stedet lave “dummies” fordi man ikke gerne vil ride med dem. Jeg kan også huske, da jeg red meget dressur og forberedte mig på at ride med kandar, da jeg nærmede mig de klasser, hvor det var obligatorisk. Min hest var vant til kandar, men jeg syntes, det var forfærdeligt, når jeg skulle trense ham. Den lille mund (havde en fuldblod på det tidspunkt) og så meget skrammel som det kunne få plads med derinde. Jeg var bange for at tage tøjlerne og red kun på bridongen. Hvorfor have så mange hjælpemidler, når det gik lige så godt med et normalt bid og uden sporer?
Jeg var dog glad for at se alle kommentarerne, i Ridsport, hvor alle var enige med mig på det punkt.
Det er så dejligt at se, at der er en opvågning i hesteverdenen, hvor man varetager hestens tarv og kan bevæge sig væk fra de gamle klassiske metoder. Vi ved bedre i dag, og internettet gør sit til, at man har bedre styr på, hvad der gavner hesten, og hvad der ikke gør. Vi har ændret hele vores hestedrift, staldudstyr, foder mv. Nu er tiden inde til at håndtere de torturmidler, der bruges mod hesten! Det gælder ikke kun dressurens verden, men også springning mm.
Hvad synes du?