Hvor havde vi det sjovt!
Jeg har for nylig opfordret folk til at tænke tilbage på gamle minder. Jeg fik blandt andet et foto fra 1974, hvor man havde det rigtig sjovt til et show, klædt ud uden hjelm og med gummistøvler. Det var nok ikke blevet accepteret i dag lød kommentaren og ja, det er det jeg vil skrive om i dag.
Jeg er selv vokset op i Danmark, og jeg har hørt mange svenskere udtale sig om danskerne som frie og åbne. Jeg kan tilslutte mig risikoen for at blive klassificeret som useriøs og hensynsløs, jeg vil sige, at jeg fik et lille chok, da jeg trådte ind i hesteverdenen i Sverige i 80’erne.
Da jeg købte min første SWB var det på grund af farven og størrelsen, og jeg elskede ham. At han havde en stamtavle var bare noget der fulgte med, tænkte jeg. Da jeg præsenterede min hest for andre, var det første spørgsmål: Hvem er han efter? Det anede jeg ikke! I Danmark spurgte man, når man havde en hest, hvad man ville have hesten til og hvad den kunne, så det spørgsmål var jeg aldrig stødt på før. Til sidst lærde jeg mig hans stamtavle, hvem han var efter, og jeg var stolt, da jeg endelig havde lært hvad far og farfar hed, men jeg kunne hurtigt mærke, at det ikke var nok, man skulle kende hele stamtavlen og desuden vide noget om hingstene . Jeg spekulerede på, hvad det havde med hesten at gøre, han var vidunderlig som han var. Jeg fortsatte med at have det sjovt med min hest! Jeg kørte ham i grime og grimeskaft, jeg kørte ham til, lærte ham, at jeg kunne spille på jagthorn, når jeg sad på ryggen og havde ham på High Chapparall, så han også kunne lære at gå langs med damplokomotivet og høre skud uden at være bange. Vi havde det sjovt!
Jeg blev til sidst påvirket af den holdning, at jeg ikke var seriøs og begyndte at være det og red dressur og konkurrerede. Jeg må indrømme, at træning og konkurrence aldrig blev mit store hit, med alt det arbejde, nervøse hest, nervøse mig, præstationsangst og sammenligning med andre, der efter min mening var meget bedre end mig.
Jeg er tilbage som useriøs, rider min hest i grime, rider en tur med ham af og til og har det sjovt.
Jeg forstår at man skal lære at ride og man skal også have sikkerhedshensyn (jeg har altid brugt hjelm) men hvem siger at hesten har det bedre af at harve rundt på en bane med stramt næsebånd, en masse skrot i munden og lave det samme igen og igen, end måske at blive bumpet i ryggen men at lave andre sjove ting?
Jeg håber du kan læse mellem linjerne og se at jeg ikke mener så slemt, men at man nogle gange skal tænke lidt over hvor sjovt man egentlig har det med sin hest
Jeg har arbejdet med mange mennesker, som har set ulempen ved at prøve at være “seriøs” og så fået et dårligere forhold til deres hest. Du vil gøre alt rigtigt, du skal have den rigtige sadel, du skal træne med en rigtig træner, hesten skal have det seneste nye foder, dækkener osv. og da der er lige så mange meninger om hvordan hesten skal passes da der er mennesker, er det umuligt at vide, hvad der er rigtigt. Til sidst går det helt galt, man er fortabt i, hvad der er rigtigt og forkert, bliver tilbageholdende med hesten og til sidst bange.
Glem ikke at have det sjovt!
