Forfatter: Anne Axell

Sommeren er vidunderlig, men…..
Når det er koldt, blæsende, sne og regn, længes vi efter sommer! Desværre er der også andre der længes efter sommer så de kan trives, leve og formere sig og det er insekterne!

De er der for at holde balancen, så sommeren ikke bliver for behagelig, der skal være noget ubehageligt, man bliver irriteret på alle stikkene. Fluerne er mest irriterende, men så kommer det værste, heste bremser.

Den fås i forskellige størrelser men de helt store er meget slemme og man forstår at hesten bliver hysterisk når man kommer summende gennem luften. Det lagde jeg mærke forleden, da jeg red på min hest, og han pludselig begyndte at bukke sig.Jeg så at der var en bremse på størrelse med min tommelfinger og gnavede i hans runde rumpe. Ikke let at blive siddende i sadlen og samtidig læne sig tilbage for at skubbe den usympatiske varelsen væk.

Jeg har også svært ved at slå dem ihjel. Man kan slå dem ned i jorden og træde på dem, det er fint, men at mose dem med de bare hænder, synes jeg er lidt for ulækkert, når de er så store. Det er heller ikke nemt at finde spray eller andet at bade hesten med så de holder sig væk, de er ret ufølsomme.

Vi må simpelthen leve med de uønskede kreaturer og forsøge at ride tidligt om morgenen eller sent om aftenen og i stedet slås med knottene og myggene. I minus 10 grader undgår du sådanne bekymringer😁

Guf eller ej?
Jeg får ofte spørgsmålet: er du imod at give hesten guf?
Mit klare svar er: Når jeg har gjort noget godt og synes, jeg har fortjent noget, går jeg ofte ud og spiser med min mand. Når vi har arbejdet længe og vel, tager vi et glas vin eller en flødebolle. Hvorfor skal hesten ikke også have lov til at nyde noget godt?
Vi har menneskeliggjort hesten på mange måder, så nogle gange ved hesten ikke, hvad der er rigtigt eller forkert. Man skal være konsekvent, så hesten forstår, hvad vi mener, og hvad vi kræver af den, men hvorfor så ikke forstærke, hvad vi mener, ved at give hesten en godbid. Det har jeg altid gjort. Da jeg var yngre, havde jeg altid sukker i lommen. Det var nemt og fyldte ikke meget, men i dag er jeg gået over til gulerodsstykker, da jeg ikke selv bruger sukker i kaffen, så jeg køber ikke sukkerknaller, så det er ikke så tilgængeligt for mig. Det er ikke fordi jeg tænker på hestens helbred. Jeg tror ikke den dør af at få et stykke sukker i ny og næ, der er meget andet i foderet i dag, der er farligere end det. Ja, men tænderne da, er der dem, der siger. Ja, hestens tænder vokser og jeg tror på den renser dem når den spiser hø, det er faktisk bare et lille stykke sukker.
I dag kaldes det belønningsbaseret træning. Ja, hvad skal jeg sige? Jeg kalder det at give hesten en godbid, når den fortjener det
Jeg ved godt, at nogle mennesker ikke vil give guf, og jeg respekterer deres mening, men når de siger, at de ikke får det i naturen, så tænker jeg: Det er rigtigt, men så skal de jo ikke adlyde et menneske, hvis de er vilde heste.
Så tænker du måske, men bliver hesten ikke fræk af det? Det er der, du skal sætte grænser, ligesom man skal med alt andet. Hvis hesten har fået godbidden, er det slut. Nogle heste napper af natur, men der må man også snakke om, hvad man respekterer og ikke. Heste er alle forskellige individer, og du som menneske skal prøve at vende det til noget positivt og gøre det til en sjovt leg at nappe eller ej.
Mine heste får godbidder og de ved hvornår der ikke er mere at tigge efter, så det vil jeg blive ved med.

Er frygt forbudt?
Forleden dag postede jeg en annonce om, at jeg starter en gruppe for dem, der er bange for at ride eller har problemer med deres hest.

På siden er der medlemmer fra hele verden og fra lande, hvor ridningen stadig er domineret af mænd. Her fik jeg et eksempel på, hvorfor mange ikke vil indrømme, at de er bange.

En mand var oprigtigt overrasket over, at der nu til dags var kurser til alt med heste! Han mente, at hvis man skulle ride og hygge sig med heste, kunne man forvente at falde af og/eller havne under hesten og så var det bare med at rejse sig op igen og hvis ikke man kunne tage det, kunne man lige så godt holde op med at ride.

Det er en tankegang der har bidt sig fast i ridesporten og derfor er der ikke mange der indrømmer at de er bange, de vil hellere holde op. Man skal ikke være bange for sin hest, man må ikke vise følelser og man kan lige så godt give op, for når man er bange, så er løbet kørt og hesten kan mærke det på lang afstand.

Det er også den opfattelse, jeg har vokset op med, og den havde jeg stadig, indtil skæbnen ramte mig selv.

Hestene var hele mit liv, min hobby, mit arbejde, min hverdag mv. Jeg indrømmede ikke over for mig selv og slet ikke over for andre, at jeg var bange. Jeg havde simpelthen ikke “tid” til at ride. Staldene skulle fejes, familien skulle have mad osv.

Den måde denne mand tænker på er som sagt ikke usædvanlig og meget typisk mandlig. Du skal være hård og ikke vise følelser. For kvinder er det anderledes. Vi har mange følelser, der kommer på et uhensigtsmæssigt tidspunkt, blandt andet at vi elsker hesten, og selvom vi ikke komer helt overens med den, vil vi stadig gerne kæmpe.

I min verden er det bedre at være svag. At hesten kaster dig af, bider eller sparker, er en måde for hesten at udtrykke sig på og er du ikke opmærksom på dette , kan livet blive meget svært for hesten.

Desværre har jeg set for mange seje ryttere, der ville vise, hvem der bestemte (mig selv inklusiv som yngre), hvor hesten ikke fik en chance.

Dermed ikke sagt, at det er godt at være bange, men at det kan ske for enhver, og det er ikke ens betydende at man skal holde op, bare fordi man ikke kaster sig op på hesten igen.
Er du blevet bange eller har et problem med din hest, er du velkommen til at bestille en gratis samtale med mig her: anneaxell.com/appointment Så må vi se om jeg kan hjælpe dig:)

Hvor havde vi det sjovt!
Jeg har for nylig opfordret folk til at tænke tilbage på gamle minder. Jeg fik blandt andet et foto fra 1974, hvor man havde det rigtig sjovt til et show, klædt ud uden hjelm og med gummistøvler. Det var nok ikke blevet accepteret i dag lød kommentaren og ja, det er det jeg vil skrive om i dag.
Jeg er selv vokset op i Danmark, og jeg har hørt mange svenskere udtale sig om danskerne som frie og åbne. Jeg kan tilslutte mig risikoen for at blive klassificeret som useriøs og hensynsløs, jeg vil sige, at jeg fik et lille chok, da jeg trådte ind i hesteverdenen i Sverige i 80’erne.

Da jeg købte min første SWB var det på grund af farven og størrelsen, og jeg elskede ham. At han havde en stamtavle var bare noget der fulgte med, tænkte jeg. Da jeg præsenterede min hest for andre, var det første spørgsmål: Hvem er han efter? Det anede jeg ikke! I Danmark spurgte man, når man havde en hest, hvad man ville have hesten til og hvad den kunne, så det spørgsmål var jeg aldrig stødt på før. Til sidst lærde jeg mig hans stamtavle, hvem han var efter, og jeg var stolt, da jeg endelig havde lært hvad far og farfar hed, men jeg kunne hurtigt mærke, at det ikke var nok, man skulle kende hele stamtavlen og desuden vide noget om hingstene . Jeg spekulerede på, hvad det havde med hesten at gøre, han var vidunderlig som han var. Jeg fortsatte med at have det sjovt med min hest! Jeg kørte ham i grime og grimeskaft, jeg kørte ham til, lærte ham, at jeg kunne spille på jagthorn, når jeg sad på ryggen og havde ham på High Chapparall, så han også kunne lære at gå langs med damplokomotivet og høre skud uden at være bange. Vi havde det sjovt!

Jeg blev til sidst påvirket af den holdning, at jeg ikke var seriøs og begyndte at være det og red dressur og konkurrerede. Jeg må indrømme, at træning og konkurrence aldrig blev mit store hit, med alt det arbejde, nervøse hest, nervøse mig, præstationsangst og sammenligning med andre, der efter min mening var meget bedre end mig.
Jeg er tilbage som useriøs, rider min hest i grime, rider en tur med ham af og til og har det sjovt.
Jeg forstår at man skal lære at ride og man skal også have sikkerhedshensyn (jeg har altid brugt hjelm) men hvem siger at hesten har det bedre af at harve rundt på en bane med stramt næsebånd, en masse skrot i munden og lave det samme igen og igen, end måske at blive bumpet i ryggen men at lave andre sjove ting?
Jeg håber du kan læse mellem linjerne og se at jeg ikke mener så slemt, men at man nogle gange skal tænke lidt over hvor sjovt man egentlig har det med sin hest
Jeg har arbejdet med mange mennesker, som har set ulempen ved at prøve at være “seriøs” og så fået et dårligere forhold til deres hest. Du vil gøre alt rigtigt, du skal have den rigtige sadel, du skal træne med en rigtig træner, hesten skal have det seneste nye foder, dækkener osv. og da der er lige så mange meninger om hvordan hesten skal passes da der er mennesker, er det umuligt at vide, hvad der er rigtigt. Til sidst går det helt galt, man er fortabt i, hvad der er rigtigt og forkert, bliver tilbageholdende med hesten og til sidst bange.
Glem ikke at have det sjovt!

Minder!
Forleden spurgte jeg på Facebook, hvad den første hest, du red, hed.
Jeg fik så mange svar, og det var sjovt at se de gamle navne, der gik igen på mange heste. Det åbnede vel en anden del af din hjerne?
Når man skal huske, skal man grave lidt og når et minde dukker op, er der mange flere, der kommer med. Du begynder at tænke tilbage på alle de sjove timer du har haft med dine heste og også ubehagelige minder, som vi helst vil glemme.
De ting, du har gjort og oplevet, gør dig bevidst om, hvor meget du faktisk har gjort i dit liv, og hvor meget du har lært. Det er ikke så dumt at grave lidt i hukommelsen og opleve de sjove ting igen, som minder os om, hvorfor vi elsker heste.
Når du bliver voksen, følger der en masse “skal” med! Man skal tage ansvar, og man skal sørge for, at alt er rigtigt, og når ” skal “tager over, ender fornøjelsen også. Vi begynder at bebrejde os selv for ikke at have gjort dit og dat og vi begynder at værdsætte tiden i: Det er nødvendigt og det er ikke nødvendigt, for at kunne følge med i hverdagen. I sidste ende er der kun plads til skal, og vi forstår ikke, hvad der sker med os.
Når man er barn, er tid bare noget, man har, og der er masser af den. Man længes allermest efter at blive voksen og kunne bestemme uden at være klar over, at der med retten til at bestemme også følger en masse skal.
Jeg føler, at når man har lidt fri, bliver jeg utålmodig og tænker på, hvad jeg har glemt at lave. På det sidste har jeg brugt meget tid på minder, og tænkt på hvad jeg har lært på denne lange tid og forsøgt at finde ud af hvad jeg skal bruge denne indsigt til på en god måde.
Har du gamle billeder eller film, kan det være med til at genopfriske dine minder og det er ikke helt forkert at bruge lidt tid på det.

Tillid! Hvor lang tid vil det tage?
Nogle tror, ​​at et simpelt råd kan få dem til at løse problemerne med deres hest og spørger derfor i forskellige grupper på FB, om der er nogen, der har tips til, hvordan man løser det.

Jeg er også blevet spurgt: hvorfor gør min hest sådan og sådan?

Dem, der har arbejdet sammen med mig, ved, at det ikke er så enkelt. Nogle gange skal du gå tilbage og nogle gange skal du meget langt tilbage og bygge alt op fra bunden. Det lyder som om det ville tage forfærdelig land tid at løse problemerne, men faktum er, at det ikke tager længere tid end at finde hurtige løsninger, plus når man har alt fra bunden, så gør man det ikke forkert igen.

Jeg plejer at sammenligne det med at bygge et hus. Fundamentet skal være meget stabilt. Du skal bruge det rigtige materiale, det skal være lige, en vis tykkelse osv. Blander du for eksempel det forkerte materiale, vil fundamentet give efter, når du bygger huset ovenpå.

Det samme med hesten. Hvis du ikke stoler på hesten og hesten ikke stoler på dig, så går tilliden i stykker et sted før eller siden. Så du tænker måske… .ja men hesten elsker mig, den kommer så snart jeg dukker op og så videre.

Hvorfor er du så bange for at stige på den/galopere eller ride ud? Der mangler formodentlig noget i bund og grund et sted, og det kan repareres med den rette tankegang og god planlægning.

Begynd din rejse i dag med en samtale med mig, så kan vi sammen finde ud af, hvor der er mangler, og hvordan vi kommer videre.
Bestil nemt et gratis opkald på annexell.com/appointment

Samarbejde.
Hvad gør os i stand til at stole på en partner?
Hvis du f.eks. er arbejdsgiver og gerne vil arbejde sammen med en anden, så vil du have ham til at være loyal. Hvem vil ikke have en partner, du kan stole på? Hvordan kan du være sikker på det? Når du begynder at arbejde med den pågældende, skal du sørge for, at han eller hun får noget ud af samarbejdet. Du finder ikke nogen, der er loyale over for dig, medmindre de selv får noget ud af det. De skal enten tjene penge, så de kan forsørge sig selv og måske deres familie, eller få viden, som kan bruges i fremtiden, så de kan opnå bedre karrierer, venskaber eller kontakter. Man starter ikke med at være loyal over for en, der kun bruger én, men man skal sikre, at den, der skal være loyal, stræber efter samme mål som en selv og ønsker at udvikle sig.
Heste er ikke forskellige fra os, men alligevel udtrykker de sig anderledes. Skal man have et godt samarbejde med en hest, skal det give den noget. Du kan ikke bare forvente, at hesten er loyal og elsker dig, hvis du ikke giver den noget. Det skal være interessant, sikkert, givende, hvis du vil give hesten lyst til at opnå de samme ting som dig. Hvis du kun opfylder dine egne behov og mål, er der en god chance for, at hesten ikke ønsker at være loyal over for dig. Heste er ligesom mange andre dyr meget tilgivende og finder sig i meget, men kan også sige fra på en drastisk måde, når det kommer til stykket.
Hvordan kan vi så opnå samarbejde og loyalitet med hesten? Det er først og fremmest nødvendigt, at vi lærer den at kende. Ved hvad hans behov er, hvad der kan stimulere den. Det er meget vigtigt at kunne læse hesten og vide hvad den udtrykker, være tålmodig og ofte træde et skridt tilbage og spørge om det er rimeligt at kræve dette af hesten.
Hvis du vil vide mere og er nysgerrig på, hvordan du bedst kommer videre, tilbyder jeg et gratis opkald, hvor vi kan afklare dit eventuelle problem, eller hvordan du kommer videre.
Book nemt på annexell.com/appointment

Vilken slags grimeskaft bruger du?

Grimeskaft er en sjov ting. Den kan bruges til næsten alt, hvilket også betyder, at de ligesom strømper i vaskemaskinen kan forsvinde helt og på mystisk vis. Jeg ved ikke hvor mange grimeskaft jeg har købt gennem tiderne, men jeg ved at mange rideudstyrsforretninger har tjent en god skilling på mig. Grimeskafterne kan senere dukke op, såsom i en låge til at binde den fast, hænge saltstenen op, spande osv., men så er de ikke længere anvendelige som grimeskaft. Både mine praktikanter og jeg har set dem som “behændigt at have ting” til at bruge lidt overalt. Problemet er, når det foretrukne grimeskaft forsvinder.

Det har sikkert taget mange hundrede timer for mig at finde det, når det skulle bruges!

Nu kommer vi til serios-delen af indlægget: Hvad er dit foretrukne grimeskaft? Vær ærlig over for dig selv. Er det farven, er det længden, er det materialet eller karabinhagen, der er fleksibel og god at bruge?

Desværre har jeg jo i starten på mit indlæg pointeret hvor nemt det er for et grimeskaft at forsvinde og derfor vil du formodentlig ikke bruge nogle store penge på et. Det er dumt, det har jeg oplevet mange gange. Hvor meget kan der ikke ske, når du trækker hesten i et dårligt grimeskaft? Den skal have en god længde, så du kan komme væk, hvis hesten skulle stejle eller springe til siden. Den skal være af god kvalitet, ikke nylon, så du ikke brænder fingrene, hvis hesten finder på sjove ting og karabinhagen skal fungere godt, så du er i stand til at åbne den hurtigt, uden at den er for løs, så den går op. af sig selv.

Så grimeskaftet er uvurderligt i håndteringen af hesten og hverdagens små forhindringer, så køb dine bedste favoritter i fremtiden, selvom nogle skulle forsvinde

Hvile!
Denne weekend har jeg haft fri!

Jeg har ikke haft fri siden jul, hvor jeg var et par dage i Sverige. Jeg arbejder lidt hver dag og står til rådighed for mine kunder, fordi de har brug for hjælp. Når jeg tænker, at jeg skal holde fri nogle gange, så tænker hjernen automatisk, ja men det tager ikke så lang tid at gøre det her, det går hurtigt, så kan jeg holde fri.

Jeg kan godt lide mit job, så det ikke føles belastende, og jeg planlægger selv min dag, så jeg kan holde “fri”, når jeg vil. Det er bare, at hjernen aldrig tager fri.

Når jeg holder en pause fra computeren, er det næsten altid for at lave noget fysisk, så jeg bevæger mig lidt, men indser, at når jeg støvsuger eller vasker op, går mine tanker til arbejde, planlægning, hvad jeg så skal gøre for at få det bedre osv. .

Vi tror, ​​vi ikke kan styre dette, men det er ikke rigtigt, og ligesom en computer skal renses nogle gange, så skal hjernen koble fra de tunge beslutninger med jævne mellemrum.

Hvordan kan du så trykke på stop-knappen?

Man kan f.eks. gør noget der kræver din opmærksomhed, så du koncentrerer dig om noget andet, fokus som du kalder det. Du kan også meditere eller gøre noget fysisk anstrengende, men det kræver, at du tager en beslutning om det.

Hvorfor skriver jeg om det her, det har ikke noget med heste at gøre?

Jo, hjernen fungerer på samme måde, når vi arbejder med at være bange for at ride. Vi bruger tid med hesten og kan lide det vi laver, men hjernen arbejder febrilsk med, hvordan man kommer op på hesten, hvordan slipper man af med frygten, hvordan undgår man at smitte hesten med den angst, som får os til at trigge hjernen at tænke på lige nøjagtigt, det vi ikke vil.

Det kræver hvile for hjernen eller andet fokus og det kan faktisk klares med simple midler. Vi bliver så opslugt af den “dårlige” adfærd, at vi ikke kan komme ud af den og det holder hjernen i gang konstant.
Det der skal til for at undgå det, er god planlægning, fokus på de rigtige ting og at hjernen nogle gange får lidt fri.

Dette kræver lidt hjælp, og hvis du ønsker en gratis planlægningssamtale, så book blot her på annexell.com/appointment